Lederne og LFS

Af Elisabeth Lockert Lange

Ledernes fagforening

Hvor langt skal LFS som fagforening rådgive en leder i hendes kapacitet og rolle som arbejdsgiver? Skal LFS rådgive en leder i hvordan hun bedst fyrer en medarbejder? Klare udmeldinger efterlyses af lederbestyrelsen.

Dorte Munk og Lorraine Warnock er begge medlemmer af ledersektionsbestyrelsen for daginstitutionslederne i LFS, Dorte Munk som næstformand og bestyrelsens repræsentant i hovedbestyrelsen. Sektionen blev sammen med en tilsvarende ledersektion for specialområdet og dagplejeområdet vedtaget af repræsentantskabet og nedsat for to år siden. For dem begge er begrundelsen for at være med et ønske om at få anerkendt lederidentiteten i LFS.

»Det er vigtigt for mig at der er anerkendelse i LFS af os som ledere, og at vi ikke skal føle os miskrediteret for det job, vi er ansat til. Det har jeg lagt meget energi i. Det er desuden et mål for bestyrelsen at vi får tænkt lederperspektivet med ind de rigtige steder i Københavns Kommune. At få lederholdningerne hørt og ledervinklen på ser jeg også som min opgave i LFS’ hovedbestyrelse. Det betyder, håber og tror jeg, at også andre ledere gerne vil blive i LFS«, siger Dorte Munk.

Men hvad betyder en anerkendelse af lederrollen i praksis for de to ledere? Lorraine Warnocks definition er vid, og hun rammer dermed ned i en fortløbende diskussion af ledernes forventninger til LFS.

»Når fagforeningen skal anerkende at jeg er leder, skal den også anerkende at jeg gør mit bedste for at gøre arbejdspladsen samlet set så god som mulig. Og når jeg i den opgave har brug for råd og vejledning om personalegruppen, også hvis det er noget som kan lede frem til en tjenstlig samtale fx afsked på grund af sygefravær, så forventer jeg at LFS hjælper mig. Jeg vil høre fagforeningens tolkning, så jeg kan løse problemer, sådan at også fagforeningen kan sige god for det. Selvfølgelig skal den enkelte medarbejder beskyttes, men jeg tænker også i hele arbejdspladsen. Derfor forventer jeg at LFS hjælper mig, også når jeg søger råd om hvordan jeg varetager min arbejdsgiverrolle bedst muligt«.

Professionel distance
Dorte Munks definition af LFS’ rolle er helt anderledes:
»Jeg ville aldrig gå til LFS med netop den slags spørgsmål, og jeg ville aldrig forvente sagsbehandling i min arbejdsgiverrolle. Jeg ville gå til min arbejdsgiver, til centret, og få råd og vejledning der. Hvis jeg skulle spørge LFS om den slags ville det være for at forstå, hvordan fagforeningen tolker selve reglen. Derimod ville jeg forvente sagsbehandling på mig selv, hvis nogen vil mig noget ondt. Jeg mener det er sådan vi ledere skal bruge LFS«.

Begge ledere er dog enige om at en situation, hvor lederen har én person fra LFS med og medarbejderen en anden person fra LFS, er en absurd situation. De er også enige om at fordi lokalcentrene er så forskellige i deres støtte og opbakning til lederne, har nogle ledere et langt større behov for støtte fra LFS end andre ledere, og derfor har de også større forventninger.

»Jeg ser på fagforeningen som forsikring for den enkelte, og jeg har ingen illusion om at arbejdspladsen kommer før den enkelte – sådan er det bare ikke i en fagforening. Det der kan være rigtig frustrerende er, når man har søgt rådgivning og fulgt den til punkt og prikke, og så fagforeningen i den endelige forhandling får gaflet tre måneder ekstra til medarbejderen måske på grund af en lille fodfejl. Det mener jeg skaber virkelig frustration hos lederne, men jeg har for mit eget vedkommende aflyst enhver forventning om at det kan være anderledes«, siger Dorte Munk og opfordrer fagforeningen til at have mere professionel distance og ikke fordømme en leder for at måtte gøre det, som hun også er ansat til.

»Jeg har forventning om svar også i en konkret sag, i starten af en sag mere rådgivning, og jo længere hen i forløbet jo mindre. Jeg vil gerne som bestyrelsesmedlem lægge pres på LFS for at få en klar udmelding om, hvor fagforeningen vil lægge sig i den slags spørgsmål: hvornår er jeg så konkret at jeg må spørge og få konkret hjælp et andet sted. Det er på grund af uklare udmeldinger at lederne er så uklare i forhold til, hvad de kan forvente af LFS«, siger Lorraine Warnock.

Som ledersektionsbestyrelse kan det være svært at nå ud med deres diskussioner og overvejelser til alle lederne i LFS, og det vil de gerne have hjælp til fra fagforeningen. De håber på hjælp til at formidle deres synspunkter i bestyrelsen ud til baglandet, fx ved at LFS samler op på problemstillinger og udviklingstendenser, som bestyrelsen diskuterer. Og ikke mindst sikre at de bliver husket som høringspart og dialogpartner især i de tilfælde hvor forvaltningen faktisk har behov for at høre deres synspunkt for bedre at kunne tage en klog beslutning. Bestyrelsen er da også glad for at det langt hen af vejen er lykkedes for dem på den måde at blive brugt som høringspart i forhold til forvaltningen.