Helhed i Humlebien

Af Elisabeth Lockert Lange

Sammen og hver for sig

Et bevidst arbejde for at integrere en almenafdeling og en specialafdeling på fritidshjemmet Humlebien har ført til fælles værdigrundlag, større faglighed for kollegerne og mere udvikling for børnene.

Helhed i arbejdet, fælles grundlag og en rød tråd.

Det er nogle af de gevinster, som fritidshjemmet Humlebien føler de har opnået gennem et par års arbejde med at integrere deres specialafdeling for børn med generelle indlæringsvanskeligheder og deres almenafdeling.

Udfordringen var ikke helt let, da de 78 børn i almenafdelingen og de 24 børn i specialafdelingen med deres respektive medarbejdere rent fysisk var og er adskilt. Og hverken børn eller forældre (bortset fra forældrebestyrelsen) vidste at der var mere end deres egen afdeling af fritidshjemmet.

»Det er tit i ens virke, at man har nok i sit eget, fordi man er så ophængt. Men det var vigtigt for os at der blev skabt en helhed, hvor det fælles tilgodeses samtidig med at afdelingernes og gruppernes forskellige behov anerkendes. Det kræver planlægning og omtanke, og jeg er imponeret af personalegruppen her, som gør et virkelig godt stykke arbejde samtidig med at alt blev sat i spil, også værdigrundlaget «, siger Britt Riese-Andersen, som har været leder af Humlebien i 2 1/2 år.

I løbet af 2002 tog idéerne fart. Deres ønske var ud fra børnenes behov at integrere grupper af dem periodevis. Deres tanke var ikke at blande de to grupper fuldstændig og hele tiden.»Udbyttet har været stort. Børnene har fået et helt andet forhold til hinanden, de lærer af hinanden og har stor gavn af at være sammen. Det samme gælder personalet. Også vi lærer af hinanden og bruger hinandens ressourcer på en ny og god måde«, fortæller Karin Ibsen, tillidsrepræsentant og pædagog i almenafdelingen.

Høje af feedback
En af de bærende idéer til at skabe mere integration mellem de to børneog personalegrupper er et stort fælles projekt hvert halve år. I foråret tog de på en »verdensomrejse« og i oktober måned gik børnene i gang med projektet »forskøn din fritter«, hvor de arbejdede med både fotos, billedkunst, dukketeater, legeplads og ler.

De startede med at nedsætte en styregruppe med medarbejdere fra begge afdelinger til at træffe de nødvendige beslutninger. Det overordnede tema besluttes i fællesskab, og det introduceres til børnene. I begge projekter var børnene inddelt i grupper på tværs af de to afdelinger, og hver gruppe havde en voksen fra hver afdeling. I det første projekt cirkulerede børnene i grupperne mellem de to voksne, mens de i det sidste projekt var i en fast gruppe.

»Der er fordele ved begge måder. Den første model tilgodeså at der skete noget nyt hele tiden, og alle børn oplevede alle voksne og omvendt. Vi lærte hinanden at kende, så det var en god opstart. Den anden model giver fordybelse. Jeg tror det sidste er det bedste, der er flere processer i det, bl.a. at vi kan tage konflikterne når de er der«, siger Martin Nielsen, souschef og afdelingsleder

Da de startede det første projekt, viste det sig at børnene faktisk ikke vidste at de gik i samme institution. Det har ændret sig.

»Gennem projektet har vi fået nogle erfaringer med børnene, som vi ikke ellers ville have fået, og vi lærte helt nye ting om dem. Spcialbørnene spejlede sig i almenbørnene, og det viste sig at de kunne koncentrere sig langt mere end vi troede. Almenbørnene fik udvidet deres oplevelse af specialbørnene; de fandt ud af at det er børn, de sagtens kan lege med og have glæde af det«, fortsætter han.

»Vi har et fælles grundlag men går pædagogisk til det på forskellige måder, fordi behovene er forskellige. På den måde fastholder vi heller ikke børnene i deres roller, tværtimod bryder vi både rollerne og hverdagen. Samtidig har vi sat penge af i budgettet til at gribe de børn, som ikke kan rumme at være med i projektet. Og det var meget få«, supplerer Britt Riese-Andersen.

Nu er relationerne skabt, børnene er begyndt at gå på besøg hos hinanden. De har fået en større tolerance for hinanden, først og fremmest fordi de har lært hinanden at kende.

»Selvfølgelig sikrer vi også at specialbørnenes særlige behov opfyldes. Der er en grund til at specialafdelingen har en større normering, og vi søger på ingen måde fuld integration. Når specialbørnene har behov for ro og tid til at være sammen med deres voksne eller med deres kammerater i specialafdelingen, er der mulighed for det«, understreger Karin Ibsen.

Øget faglighed
Indbyrdes kollegerne imellem er der også sket meget. Imellem de to projekter holdt de en personaleweekend, hvor de gav hinanden feedback og sammen arbejdede med både det fælles for hele institutionen og det specifikke for hver afdeling.

»Det fungerede rigtig godt, for på det tidspunkt havde vi arbejdet sammen og kendte hinanden fagligt. Derfor kunne vi for alvor sige noget til hinanden, og vi blev rigtig høje og begejstrede af det alle sammen«, siger Karin Ibsen.

De følger op på de fælles processer bl.a. ved at evaluere alt hvad de laver skriftligt og med mange fotos. Det betyder at de lettere kan gå tilbage og bruge deres erfaringer senere. I det hele taget synliggør de alt hvad de gør. Desuden har de brugt en konsulent af flere omgange bl.a. for at lære at give den rigtige feedback.

»Vi har også valgt at lave et lille samarbejdsudvalg på tværs af de to afdelinger med leder, souschef, afdelingsleder, tillidsrepræsentant og sikkerhedsrepræsentant, selvom vi kun er 15 ansatte. Det er med til at tage temperaturen i de to afdelinger. Det handler hele tiden om at finde den rette balance mellem at tilgodese det fælles i institutionen og det specifikke i hver afdeling«, peger Britt Riese-Andersen på.

»Vi har på et par år bevæget os fra at vi ikke kendte hinanden på tværs af afdelingerne, til at vi nu føler vi alle er kolleger. At dette er vores fælles fritidshjem og vi er én personalegruppe. Efter vi har set hinanden i aktion, ved vi hvem vi kan bruge til hvad, og hvem vi kan gå til med hvad. Vi besøger hinanden meget mere og oplever glæde og en god stemning«, siger Karin Ibsen og tilføjer:

»Men det er ikke for enhver pris. Der er også respekt om det, når én gruppe ønsker at være alene. Det er altid med børnene for øje«.

De er enige om at fagligheden i fritidshjemmet ganske enkelt er steget, fordi de bruger hinandens kompetencer mere. De er langt mere spørgende over for hinanden, og de er ikke så blufærdige i forhold til at vise hvad de kan – og hvad de ikke kan.

Noget af den gode ændring bærer sig selv, men de tre pædagoger er enige om at institutionen ikke kan læne sig tilbage, hvis den positive fælles kultur skal fastholdes. Den skal holdes ved lige bl.a. ved at de holder sig åbne for det nye og prøver nye ting af. Og ved at være bevidst om hvad de vælger, skaber det en stor portion refleksion i personalegruppen.

Afslutningen på de store projekter gør de også meget ud af. Alle forældrene er inviteret, og børnene viser det hele frem.

»Vi holder en rigtig fernisering med drinks og det hele. Det er godt med en afslutning, hvor børnene ser at det de har lavet har værdi. Og så tager vi billeder, som vi hænger op rundt om i huset. Så kan vi igen snakke om de gode oplevelser når vi ser på dem. Vi får da også god feedback fra forældrene «.

De to store projekter har ført til mindre, spontant opståede fællesprojekter. Et eksempel er et naturprojekt, hvor børn fra begge afdelinger er med på tur en dag om ugen. Desuden er der lavet fælles fester for børnene. I ferierne hvor der er færre børn vælger de nogle gange at være sammen i en af afdelingerne og gøre ting fælles, selvfølgelig afhængig af børnegruppen den dag. For ikke alt kan eller skal holdes fælles. Fx holder de kun halloween i almenafdelingen, hvor de mørklægger hele afdelingen.