Arbejdspladsklub gav pizza og penge
De pædagogiske medarbejdere, der mødte op til arbejdspladsklub-møde i specialfritidsinstitutionen ved Charlottegården, kom hjem med meget mere end en aften med pizza og sodavand. Temaet for mødet var lønseddeltjek, og tjekket afslørede, at medarbejderne samlet havde ret til efterbetalinger på 100.000 kroner.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Tillidsrepræsentant Henrik Porsdal kunne før sommerferien hygge sig med adskillige positive sms’er fra kollegaer, der havde fået rare beløb ind på deres lønkonti.
”Det har været rigtig fint at kunne signalere, at folk får noget for deres kontingent. Det gør også, at jeg kan være meget mere overbevisende, når jeg skal have uorganiserede kollegaer ind i folden,” siger Henrik Porsdal.
Henrik Porsdal fik ideen til at arrangere arbejdspladsklubmøde efter et TR-møde i LFS.
”Vi blev opfordret til at tjekke lønsedler, og jeg syntes, det var et godt tema for et møde. Jeg inviterede en fællestillidsrepræsentant fra LFS med, og så fik jeg tilskud fra LFS til at købe pizza, øl og sodavand. Vi fandt ret hurtigt ud af, at hovedparten af kollegaerne manglede det tillæg, der handler om fleksibilitet i samarbejde med skolen,” fortæller Henrik Porsdal.
Samlet regning på 100.000 kroner
Tillægget lyder i nutidspenge på ca. 187 kroner om måneden. Et par kolleger manglede tillægget fem år tilbage og kom op på efterbetalinger på omkring 10.000 kroner, mens de fleste fik mellem 3000 og 6000 kroner.
Løntjekket betød, at de pædagogiske medarbejdere samlet set fik ca. 100.000 kroner tilbage. Det har ikke resulteret i negative reaktioner fra skoleledelsen.
”Der har været stor samarbejdsvilje, og skolen har efterfølgende sørget for, at alle ansatte ved fritidsinstitutionen har fået tjekket deres løn,” siger Henrik Porsdal.
Kun for medlemmer
Henrik Porsdal har allerede planer om endnu et arbejdspladsklubmøde, som skal lægge op til de lokale lønforhandlinger.
”Det bliver samme koncept: Fyraftensmøde med pizza. Formålet er, at kollegaerne kan komme med spørgsmål og ønsker, så jeg er bedre klædt på til at repræsentere dem, når forhandlingerne går i gang.”
Han synes, at muligheden for at få tilskud fra LFS til at afholde arbejdspladsklub er en god ide.
”Det synliggør for alle, at der er nogle tilbud, der kun gælder for medlemmer. Min tilgang til de uorganiserede er, at jeg hjælper én gang, hvis der er brug for hjælp til bisidning eller til at forstå lønsedlen. Når vedkommende kommer anden gang, får han eller hun at vide, at der er lukket, indtil der er et medlemskab af LFS. Så der er en del, der er blevet hentet ind på den måde.”
Hvad er en arbejdspladsklub?
Alle arbejdspladser med en LFS-tillidsrepræsentant kan lave en arbejdspladsklub. LFS yder tilskud, som fx kan bruges til forplejning og drikkevarer. Arrangementerne i arbejdspladsklubben kan være af både faglig, social og kollegial karakter. Arbejdspladsklubben er kun for medlemmer af LFS, og det er den lokale tillidsrepræsentant, der står for at indkalde medlemmerne.
Du kan få mere information hos din fællestillidsrepræsentant eller hos din områdeformand.