Det er ikke pottetræning at hjælpe børn med at smide bleen
Den gammeldags renlighedstræning, hvor børnene blev bundet til potten, er helt passé. Men vi skal ikke være så bange for at komme til at presse børnene, at vi forsømmer at støtte børnene i at smide bleen, siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
”Det er ikke renlighedstræning at tilbyde det lille barn en potte eller at foreslå barnet at smide bleen, når man fornemmer, at barnet er ved at være parat. Det er en del af omsorgen, lige som vi lærer børnene sprog ved at tale med dem og motorik ved at skabe gode rammer for bevægelse,” siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.
Hun har i sit lange professionelle liv med børn og daginstitutioner mødt en del forældre og pædagoger, som har været tilbageholdende med at støtte aktivt op om at få barnet til at holde op med at bruge ble. Det kan skyldes, at sporene fra tidligere tiders gammeldags pottetræning eller renlighedstræning stadig skræmmer.
Bundet til potten
”Frem til 1970’erne var det helt almindeligt, at børn blev bundet til potten, indtil de leverede, og at de blev skældt ud eller straffet, hvis de havde uheld. Man havde et børnesyn, der lød på, at barnet skulle nå bestemte milepæle på bestemte tidspunkter. Normen var, at børn skulle være blefrie, senest når de fyldte tre år. Pottetræningen var typisk slet ikke på barnets præmisser,” fortæller Margrethe Brun Hansen.
I 1970’erne kom der et generelt opgør mod autoriteterne, og det førte en ny bølge af pædagogik med sig, der i langt højere grad byggede på barnets perspektiv, og på hvor det enkelte barn var i sin udvikling.
”Man tog stærkt afstand fra tvang og straf, og den gammeldags pottetræning blev helt fy-fy. Det blev meget vigtigt ikke at presse børn til noget – og måske endda især på det her område,” siger Margrethe Brun Hansen.
De voksnes opgave
Børnepsykologen mener, at man risikerer at lande i den modsatte grøft, hvis man er for nervøs for at lægge pres på barnet.
”Det er de voksnes opgave at skabe rammerne for barnets udvikling. Vi kan blive så bange for at presse eller tvinge, at vi forpasser muligheden, når den er der. Og det er jo en naturlig del af barnets udvikling, at det på et tidspunkt får kontrol over blære og tarm og selv går på toilettet,” siger Margrethe Brun Hansen, som synes, det er en god idé, at man tilbyder det lille barn en potte eller et toilet fra halvandet til toårsalderen, når det alligevel får skiftet ble.
”Det skal selvfølgelige ikke være tvang, bare en del af hyggestunden.”
Når barnet er mellem to og tre, kan man ofte se, når et barn selv bliver klar over, at det tisser eller har afføring. Det kan for eksempel være, at barnet standser op og siger ”tis”, eller at det går for sig selv og står og trykker.
”Det er et godt tidspunkt at italesætte over for barnet, hvad der sker og foreslå, at man går på toilettet.”
Magelighed
Margrethe Brun Hansen har jævnligt mødt børn i fire til femårsalderen, der stadig bruger ble.
”Det kan i nogle tilfælde skyldes magelighed hos barnet. Hvis man ikke har ramt det åbne vindue, hvor barnet var motiveret, kan de gode moderne bleer betyde, at barnet bare vænner sig til at gå med en våd eller fyldt ble, og at det ikke vil lade sig forstyrre i en leg for at gå på toilettet. Barnet får ikke opøvet den refleks, der fortæller hjernen, at en fyldt blære eller tarm betyder, at man skal gå på toilettet. Hvis det er det, det handler om, må man gerne træde lidt i karakter og bestemt, men kærligt snakke med barnet om, at nu er det altså på tide at smide den ble,” siger Margrethe Brun Hansen.
Hun understreger, at man altid skal forholde sig til, om barnet har smerter, er bange, eller om der er noget fysisk galt.
”Bliver barnet gentagne bange for toilettet, eller går det og holder sig, fordi det har oplevet forstoppelse, som har gjort ondt, er det en rigtig god idé at gå til lægen, som kan hjælpe. Man bør i det hele taget tale med lægen, hvis et lidt større barn har svært ved at smide bleen, for at udelukke, at der er en fysisk årsag.”
Toiletangst
Børn i to til treårsalderen kan opleve angst for at give slip på urin og afføring, når de sidder på toilettet. De kan opleve det skræmmende, når noget forlader kroppen og næsten føle, at de går i stykker.
Det er en helt almindelig del af udviklingen, siger Margrethe Brun Hansen, som fortæller, at evnen til at holde fast og give slip i det hele taget er et vigtigt tema for børn i denne aldersgruppe.
”De elsker at samle sand op med legekranen og lade det falde igen. Det er også det, som vandlege handler om – at samle op og give slip igen. Det er netop på dette alderstrin, de øver kroppen i at kunne give slip, når de er på toilettet. Det kan kræve en voksen, som sidder ved siden af på en lille skammel og fortæller, hvad der egentlig, der sker med kroppen, og som opmuntrer og støtter gennem processen,” siger Margrethe Brun Hansen.
FAKTA: Hvor kommer bleen fra
Det danske ord ble er oprindeligt et gammelt dansk ord for lagen. Bleen indgik indtil slutningen af 1800-tallet som en del af barnets tøj, der i øvrigt bestod af navlebind, svøb, skjorte og hue. Bleer var hjemmelavede af gammelt linned og blev holdt fast af svøb og liste. Sikkerhedsnålen kom til efter 1878. Fra 1800-tallets slutning begyndte man at bruge frottébleer, siden dobbeltvævede gazebleer, der blev holdt på plads med strikkede bukser, ofte af uld.
De første engangsbleer kom på markedet i Danmark i 1955 og vandt for alvor indpas i løbet af 1960'erne. De første engangsbleer var rektangulære og havde form som et stort hygiejnebind og blev holdt fast på barnet med plasticbukser eller plasticblesnipper. Engangsbleer er siden løbende blevet mere avancerede, behagelige og hudvenlige.
Der kan i dag dog også købes stofbleer, der har samme form og sugeevne som engangsbleerne, men som kan vaskes og dermed genbruges.