OK24 - løgn eller latin?
Af Kirsten Gunvor Løth, formand for LFS
Så landede afstemningsresultatet for OK24, og det blev, som jeg forventede: Et flertal af de regionalt og kommunalt ansatte har stemt ja. Og det er ikke overraskende med de store forbunds udmeldinger om ”det bedste resultat i 30 år” og ”lønstigninger på 17 procent”.
Men er det løgn? Er det latin? Hvad er sandt, og hvad er falsk, når vi diskuterer resultatet af OK24? Mit svar er, at det kommer helt an på, hvem vi taler om.
Det er helt korrekt, at der er grupper, der får lønstigninger på næsten de 10.000 kroner om måneden, som LFS stillede som krav. Det er bare dem, som var allerhøjest lønnede i forvejen.
Det er også korrekt, at næsten halvdelen af vores medlemmer ikke kommer i nærheden af at få en grundlønsstigning, der indhenter de seneste år reallønstab.
Dermed blev OK24 en overenskomst for de få og ikke for de mange.
Trepartsforhandlingerne, som gav mere i løn til udvalgte grupper, kom frustrerende nok til at overtage hele debatten, selv om de intet har at gøre med overenskomstforhandlingerne. Det bedste eksempel på, at treparten har forpurret OK24 er, at trepartsmidlerne til pædagoger i FOA, BUPL og SL gjorde, at deres lønniveau kom for tæt på ledernes. For lederne var ikke omfattet af treparten. Man afsatte en obskurt lille pose penge til ”utilsigtede konsekvenser”. Så hvad gør en dum? Man tager penge fra pædagogoverenskomsterne og flytter over til lederoverenskomsten. Vupti. Pludselig var der færre penge til at lave overenskomstmæssige stigninger til pædagogerne for.
Og hvordan forklarer man egentlig medlemmerne det? Ja det gør man ikke.
For det ville jo afsløre, at rammen til OK24 ikke var stor nok. Treparten satte en kile ind mellem ledere og medarbejdere. Og en kæmpe kile ind mellem faggrupperne i den offentlige sektor.
Min store frygt er, at vi fremover kommer til at se sygeplejersker kæmpe mod pædagoger. Socialrådgivere kæmpe mod HK’ere. Pædagogmedhjælpere kæmpe mod ledere.
For mig som formand har det været vigtigt at minde dem, der har fået, om, at der er en del, der ikke har. For hvis vi mener, at vi vil gøre op med uligheden, så gælder det også, når der forhandles overenskomster.
FOA gik til overenskomstforhandlingerne med et krav om kroner og ører stigninger i stedet for procenter. Det kunne ikke forhandles igennem. Men det nederlag bliver fejet under gulvtæppet efterfølgende, selv om det krav for alvor ville have gjort en forskel.
I LFS nægter vi at oversælge et overenskomstresultat. Derfor anbefalede vi et nej.
Det er der mindst tre gode grunde til:
- Medlemmerne mister tilliden til, at fagbevægelsen står på mål for deres holdninger
- Medlemmerne mister troen på, at det er i virkeligheden er dem, der bestemmer
- Medlemmerne mister lysten til at deltage i forberedelserne til næste overenskomst, for de oplever, at det kan være ligegyldigt.
Det opløftende er, at stemmeprocenten blev rekordhøj. Vi endte i LFS med at være
et par my fra mit mål om en stemmedeltagelse på 70 procent og blev den lokale
fagforening i FOA med den næsthøjeste stemmeprocent.
Flertallet af vores medlemmer, 60,8 procent, stemte nej.
Det sender et signal om, at man kan være ærlig over for sine medlemmer og fastholde deres engagement, selv om man ikke forsøger at sælge et dårligt og ulige resultat som en succes.