Dagpleje foreslås lukket
”Det er bekymrende, at vi har endnu en kommune, som ikke har forstået, at dagplejen kan noget helt særligt, og at det er et tilbud med ekstremt høj forældre- og medarbejdertilfredshed. Det virker ret hovedløst, når KL netop i forbindelse med overenskomstforhandlingerne har udtrykt, at man vil dagplejen,” siger Natascha Steen, som er områdeformand for dagplejen i LFS. Hun reagerer på, at Gladsaxe Kommunes børne- og undervisningsudvalg netop har sendt i høring, at dagplejen skal lukkes som almentilbud, og at der stedet skal oprettes en lille specialenhed for børn med særlige behov. Baggrunden er, at et flertal i byrådet under budgetaftalen besluttede at styrke almenområdet for at modvirke den stigende mistrivsel blandt børn og unge. Udover høring om lukning af dagplejen, er yderligere 21 spareforslag sendt i høring i MED-organisationen. Pengene fra de vedtagne besparelser skal bruges til fx at ansætte flere co-teachere i skoler og ressourcepædagoger i dagtilbud. Udvalget træffer endelig beslutning 2. maj. Dagplejen i Gladsaxe har cirka 40 dagplejere og rummer syv procent af de 0-3-årige, der går i et kommunalt dagtilbud, og det er uklart, hvordan kommunen vil finde pladser til de ekstra børn i vuggestuerne.
Kom gratis til Copenhagen Comics 2024
Copenhagen Comics er den store årlige begivenhed for tegneserieelskere.
Festivalen foregår i Øksnehallen 18. til 19. maj 2024, og man kan møde et væld af danske og internationale tegneserieskabere, opleve paneldebatter, deltage i workshops, få en signering og meget mere.
LFS samarbejder med Copenhagen Comics, og det betyder, at du som medlem kan få en gratis dagsbillet, og at du kan tage et barn med. Du skal blot tilmelde dig via www.mitlfs.dk/16358. Se mere om festivalen på www.copenhagencomics.dk
Social.dk
Social- og Boligstyrelsens nye vidensplatform findes på social.dk og samler data og aktuel socialfaglig viden. Du kan eksempelvis se, hvor mange voksne der er med autisme i din egen kommune, og du kan finde alskens tilgængelige hjælperedskaber, udgivelser og anbefalinger på socialområdet.
Vi er arbejderne
De første 70 år med organisering af arbejdere i Danmark var et de vigtigste kapitler i Danmarkshistorien. Det handlede om ligeret, stemmeret, om skruebrækkere og flipproletarer, forlig og sult. Det handlede også om tjenestepiger og landarbejdere, maskinarbejdere og funktionærer, faglærte og ufaglærte.
Den 17. maj åbner Arbejdermuseet en stor, ny udstilling om perioden fra 1871 til 1939.
Husk, at du som medlem af LFS har gratis adgang, og at du kan tage en ledsager og dine børn med. Find billetten her: www.mitlfs.dk/10984
Podcastbureaukrati
Hvorfor syltes velfærden i bureaukratiet?
Bureaukrati er blevet den lillebror, man kan give skylden for hvad som helst, lige fra langsommelig sagsbehandling til manglen på voksne ude på børnehavestuerne. Men det er selvfølgelig mere komplekst, og det undersøger værterne Oliver Gantriis og Lasse Damgaard i podcasten ”Et Helvedes Bureaukrati”. Podcasten udkommer ugentligt og forklarer for eksempel på helt almindeligt hverdagssprog, hvordan borgere kan vente endeløst på hjælpemidler, når alle er enige om, at det burde være anderledes. De kalder systemet sygt og forsøger at komme til bunds i, hvorfor paragraffer og regler konstant sætter borgere og børn i klemme. Lyt især til afsnittene: Borgere med handicap syltes, og Planen er: Der er ingen plan. Podcasten er produceret af 24syv og kan lyttes gratis hos Spreaker, Spotify og i din podcastapp.
Derfor betyder omsorg alt
Mørketallet er stort. Vi ved reelt ikke, hvor mange børn der vokser op med omsorgssvigt eller forskellige grader af mangelfuld omsorg. Det bedste bud fra forskerne er så mange som 25 procent af alle børn. Den nye bog ’Omsorg’ fortæller om omsorgens nødvendighed i vores nære relationer. Emnet bliver foldet ud af psykolog Ditte Winther-Lindqvist i den nyeste bog i serien Tænkepauser fra Aarhus Universitetsforlag. På kun 60 sider formidler forskere deres viden om netop det, de ved mest om. Alle bøger i serien fås også som lyd- og e-bøger og kan købes i abonnement på forlagets hjemmeside.
De få ejer det meste
En procent af den danske befolkning ejer mere end en fjerdedel af den samlede formue. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det kræver en nettoformue på mindst 16,5 millioner kroner at være en del af den mest velhavende procent af danskerne.
Nyt nationalt forskningscenter
Københavns Professionshøjskole opretter et nyt tværfagligt forskningscenter, Center for Bedre Børneliv, med særligt fokus på de mindste børn. Formålet er, at forskning og praksis skal gå hånd i hånd med henblik på at styrke indsatsen for at sikre børns trivsel. Centeret er det første fondsfinansierede forskningscenter af den størrelse, der placeres på en professionshøjskole, og det støttes økonomisk af Novo Nordisk Fonden, LEGO Fonden og TrygFonden. LFS er en af flere samarbejdspartnere, der bakker op om projektet.
Mindre gennemskuelige normeringer
Siden årsskiftet til 2024 har kommunerne skullet opgøre det faktiske tal for antallet af pædagogisk personale, altså normeringen, på institutionsniveau. Kravet er en del af aftalen om minimumsnormeringer, men nu er reglen allerede på vej i skraldespanden. Regeringen og KL er nemlig nået til enighed om, at det er en af de ”regelforenklinger”, der skal ske i kommunerne. I praksis betyder det, at tallene nu kun skal indberettes på kommuneniveau, hvilket gør det umuligt at gennemskue, hvordan normeringen ser ud lokalt. FOLA, forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen og flere partier kritiserer beslutningen, og påpeger, at hverken ledere eller pædagoger bruger tid på indberetningen. Det er tal, der allerede eksisterer i kommunerne. Regelforenklingen er et led i, at kommunerne skal spare på administrationen, blandt andet for at medfinansiere trepartsaftalen. Listen over regelforenklinger kan ses på Finansministeriets hjemmeside under nyheder.