Tranæs-rapport bekymrer LFS
Regeringens ekspertudvalg, som skulle undersøge, hvordan kommunerne bedre kan styre udgifterne til det specialiserede socialområde, er barslet med sine anbefalinger. Og de er ikke bare en skuffelse, men direkte bekymrende, siger Helle Vibeke Haslund, som er socialpædagog og medlem af forretningsudvalget i LFS.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Tranæs-udvalget, som er et ekspertudvalg med professor Torben Tranæs i spidsen, offentliggjorde i begyndelsen af april 19 anbefalinger til, hvordan kommunerne bedre kan styre udgifterne til det specialiserede socialområde og samtidig ”understøtte borgernes livskvalitet og udvikling”. Men anbefalingerne vækker bekymring i både handicaporganisationer og fagforeninger, herunder LFS.
”Der er flere lag i det her. Det er for det første skuffende, at udvalget helt uden reflektion lægger sig op ad de nuværende økonomiske rammer i kommunerne i stedet for at problematisere, at området har været underfinansieret i årevis, og uden at forholde sig til, at der ikke sker en demografiregulering, så der må bruges flere penge, hvis der kommer flere borgere med handicap,” siger Helle Vibeke Haslund.
Mangler empiri
Helle Vibeke Haslund er også skeptisk på baggrund af, at en del tyder på, at baggrundsmaterialet og anbefalingerne ikke bygger på konkrete data fra den virkelige verden.
”Analysebureaet Bureau 2000 har set på forarbejdet til anbefalingerne og påpeger, at de ikke bygger på empiriske undersøgelser, men på interne drøftelser i udvalget og på, hvad kommunerne angiveligt oplever som problemer. Det ændrer i min optik anbefalingerne til et stykke politisk bestillingsarbejde,” siger Helle Vibeke Haslund, hvis største bekymring er, at anbefalingerne lægger op til, at økonomiske hensyn skal vægtes endnu mere end i dag.
”Vi er allerede styret af økonomien. Men i dag er der dog lovgivning og intentioner om, at indsatsen skal baseres på faglige hensyn. Ekspertudvalget anbefaler reelt, at økonomien skal være langt mere styrende for, hvilke tilbud de enkelte borgere kan forvente, og at kommunerne skal have lov til at lave lokale serviceniveauer. Vi må håbe, at politikerne på Christiansborg tager afstand fra den meget teknokratiske tilgang til en gruppe udsatte borgere,” siger Helle Vibeke Haslund.
Ja tak til tydelig servicelov
Formålet med ekspertudvalgets anbefalinger er, som det formuleres i rapportens forord, at der ”skal sikres rum for en politisk og økonomisk prioritering”, både inden for socialområdet og på tværs af velfærdsområderne.
Konkret foreslår ekspertudvalget at ændre serviceloven, så det skærpes, at kommunerne har en forpligtelse til at træffe afgørelser på baggrund af både faglige og økonomiske hensyn.
”Som jeg tolker anbefalingerne, vil de gøre det muligt for kommunerne at sætte et loft over, hvor meget hjælp der kan gives til den enkelte borger. Og det er rigtigt skidt, hvis kommunerne hver især kan bestemme, hvordan og hvor meget de vil hjælpe handicappede borgere. Det kan skabe en stor ulighed,” siger Helle Vibeke Haslund.
LFS er enig i rapportens påpegning af, at den nuværende servicelov skaber rum for så meget fortolkning, at det giver grobund for konflikter og klagesager mellem kommuner og borgere.
”Vi vil gerne have en tydeligere lovgivning, men det skal være fagligheden, der skal være styrende og ikke økonomien,” siger Helle Vibeke Haslund.
Private aktører koster dyrt
Tranæs-udvalget konkluderer selv, at det overvejende er udgifterne til botilbud, der får kommunerne til at overskride deres budgetter. Udgifterne steg med 2,6 milliarder fra 2018 til 2022. Det svarer til 54 procent af den samlede udgiftsstigning. Det handler imidlertid ikke om, at mange flere borgere bor på botilbud, men om at prisen på botilbudspladser er steget.
”Jeg synes, det er mærkeligt, at rapporten ikke forholder sig til det faktum, at man i dag kan trække penge ud af private botilbud. Tranæs-udvalget peger på, hvad vi er enige i, at kommunerne bør hjemtage opgaven med at skaffe fagligt stærke botilbud til de mest sårbare mennesker. Men anbefalingerne burde også pege på fuldt stop for, at private kan trække penge ud. Og så mangler der en anbefaling af, at der skal gøres op med anlægsloftet, som reelt forhindrer kommunerne i at etablere deres egne kvalitetstilbud,” siger Helle Vibeke Haslund.
Vil forringe Socialtilsynet
Tranæs-udvalget foreslår desuden, at man ændrer på Socialtilsynet, så institutioner, i stedet for at blive vurderet på en pointskala fra et til fem, enten består eller ikke-består. Baggrunden bag forslaget er, at udvalget mener, at pointsystemet ”tilskynder tilbuddene til at opnå en endnu højere score, hvilket kan resultere i øgede udgifter”.
”Hvis man oversætter det fra teknokratsprog, betyder det reelt, at man ikke vil opmuntre institutionerne til at gøre mere end det allermest nødvendige. Det er en trist tilgang,” siger Helle Vibeke Haslund.
Helle Vibeke Haslund er til gengæld ikke afvisende over for rapportens anbefaling om at se på det nuværende takstsystem og gøre det mere gennemskueligt, og hun er helt enig i den del af rapporten, der siger, at der mangler viden om, hvilke indsatser der virker over for borgere med særlige behov.
”Forslaget om en ny og sammenhængende forskningsstrategi på socialområdet er en rigtig god idé. Vi mangler ofte dokumentation for, hvad der virker, og det gør, at det i dag også kan være svært at vurdere kvaliteten.”
Rapporten kan hentes på sm.dk.