Socialborgmesteren: Vi er nået et nybrud i vores syn på specialområdet
Karina Vestergård Madsen har været socialborgmester I Københavns Kommune i halvdelen af valgperioden. Hun gik til valg på at ville ud og lytte til medarbejderne, tage livtag med tavshedskulturen og få styr på økonomien. Tre ting, der ikke kan fikses med et snuptag, men ifølge hende selv er kursen lagt, og hun er på vej.
Tekst og foto: Signe Rosa Skelbæk
Mere end to år er gået, siden det seneste kommunalvalg, hvor Karina Vestergård Madsen blev valgt som socialborgmester, en titel hun til LFS Nyt beskrev som endelig at komme hjem.
Men rollen er og var udfordrende, især set i lyset af de stigende udgifter til det specialiserede område, og de økonomiske aftaler mellem KL og regeringen, der gør det svært at få midlerne til at slå til.
”Jeg vidste godt, vi har enormt mange skal-opgaver. Og når økonomien er så presset, som den er, så betyder det, at vi bliver ved med at skære på forebyggelse, fordi det er det eneste sted, vi kan skære. Jeg har forsøgt at være specialområdets stemme, også uden for Københavns Kommune, og det, synes jeg, er lykkedes. Vi er stoppet med at diskutere, om der overhovedet er et problem, og fordi stigningen i udgifterne sker over hele landet, er der også en forståelse og accept af, at det ikke handler om, at København ikke har styr på økonomien. Det er et nybrud,” siger Karina Vestergård Madsen.
Karina Vestergaard Madsen har igangsat en koncernanalyse, der skal endevende hele socialområdet i København og danne baggrund for en diskussion af, om kommunen gør tingene på den bedste og klogeste måde, eller om der er rum for forbedring. Dele af rapporten forventes færdig inden sommerferien 2024.
Ude på lyttebesøg
Borgmesterens ønske om at komme ud og lytte til borgere og ansatte i Socialforvaltningen, er i den grad blevet indfriet. Hun prioriterer at tage på besøg, uden at ansatte i direktionen er med, for at få en så ærlig snak som muligt.
”Jeg ved godt, at jeg ikke nødvendigvis får alt at vide, når jeg er ude på besøg. Men målet er, at ansatte og borgere fortæller mig, hvad de oplever, og ikke hvad de tror, jeg gerne vil høre. Besøgene giver mig en anden forståelse for de borgere, Socialforvaltningen skal være der for, og det hjælper mig i mit politiske arbejde. Jeg forsøger også at teste ideer af ude i virkeligheden. Det har før ført til, at jeg har konkluderet, at den idé skulle jeg ikke gå videre med,” fortæller Karina Vestergård Madsen, der i perioder har været nødt til at drosle ned for antallet af besøg rundt i kommunen, fordi hendes kalender var så fyldt.
”På et tidspunkt var jeg så travl, at jeg næsten var ved at brænde ud. Det er svært for mig at sige nej, hvis der er et hul i kalenderen, fordi jeg rigtig gerne vil mødes. Men det hjælper mig at tænke, at hvis jeg ikke drosler ned, så bliver jeg en dårligere borgmester. Det nytter ikke, at jeg samler en masse viden, hvis der ikke er tid til at sætte sig ned og tænke,” siger hun.
Mere åbenhed, mindre forråelse
Da LFS talte med Karina Vestergård Madsen for to år siden, nævnte hun især tavshedskulturen, der hersker i dele af Socialforvaltningen, som en kultur, hun gerne vil aflive. Ifølge hende er den medvirkende til, at der kan opstå forråelse.
”Forråelsen er jo et udtryk for, at medarbejderne har været presset over lang tid, og til sidst kan man blive så omsorgstræt og moraltræt, at man sætter et filter op og ikke længere mærker noget. Konsekvensen af det kan blive, at man udviser forrået adfærd,” siger Karina Vestergård Madsen, der senest i efteråret blev konfronteret med en stærk forråelse hos nogle af medarbejderne i botilbuddet Lynghuset, som hører under hendes forvaltning.
”I den konkrete sag tog jeg straks initiativ til et dialogmøde på tværs af eksperter og repræsentanter i forvaltningen. Temaet var, hvordan vi opdager og forebygger den helt tidlige forråelse. Efterfølgende har jeg sat en proces i gang, hvor alle ledere hen over de kommende år skal på tre workshops, hvor fokus er åbenhed og ærlighed. Det må ikke være sådan, at fordi man arbejder i Socialforvaltningen, og vi arbejder med borgere, der har det svært, så skal man acceptere presset,” siger hun og tilføjer:
”Forråelseskulturen er lige så meget et emne, jeg er opmærksom på inde på direktionsgangene. Her kan der også ske en glidning i, hvordan vi taler om borgere”.
Karina Vestergård Madsen valgt til Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten og har været socialborgmester siden 1. januar 2022. Karina Vestergård Madsen er 60 år og uddannet cand.comm. Hun har indtil tiltrædelsen været ansat som chefkonsulent for GDPR, IT og Kommunikation på VUC Lyngby.