Man må ikke selv tage mælk i køleskabet

Af Tine Bjerre Larsen

Den pædagogiske praksis og de underforståede forventninger til, hvordan man skal opføre sig i daginstitutionen, kan være vanskelige at afkode for minoritetsbørn og deres forældre – og skaber afstandtagen og eksklusion, viser antropologisk forskning.

Næsten alle danske børn går i daginstitution, og også størstedelen af etniske minoritetsbørn tilbringer hverdagen i børnehavens sociale fællesskab. Den politiske og offentlige indsats i landets kommuner er tilsyneladende lykkedes. Men kigger man nærmere på, hvordan mødet mellem minoritetsbørn, deres forældre og pædagoger udspiller sig i hverdagen, ser det knapt så rosenrødt ud, viser ny antropologisk forskning.

Eksklusionsprocesser i forhold til minoritetsbørn foregår allerede i førskoleinstitutioner, og det er generelt vanskeligt for både børn og forældre at vide, hvordan man skal opføre sig og blive en del af fællesskabet i en børnehave, konkluderer forskerne Eva Gulløv og Helle Bundgaard. De har været på feltarbejde i to aldersintegrerede daginstitutioneri provinsen, hvor en tredjedel børn og forældre havde anden etnisk baggrund end dansk. Og de er ved at skrive en bog om forskningsprojektet, der udkommer senere på året.

”I 6-7 måneder observerede vi, hvad der var af socialiserende mønstre i institutionerne. Hvad handler venskab om, og hvad er det for kræfter, der gør, at et barn går ud af gruppen? Vi kunne se, at nogle af minoritetsdrengene grupperede sig, og så en række eksempler på, hvordan de gav op eller følte sig afvist. Et eksempel var Amin, der gerne ville lege med Mathias, og derfor stod med nogle mester jakel-dukker for at få kontakt. En ventil Mathias, en majoritetsdreng, så hvad der foregik, og satte sig ned oglegede med bondegårdsdyr. Mathias kiggede på og gik hen for at lege med, mens Amin endte ude i et garderobestativ, hvor han legede med nogle minoritetsdrenge. Han havde ikke erfaring med at lege med bondegårdsdyr og kendte ikke navne på alle dyrene og hele det univers, og derfor kom han til kort”, siger Eva Gulløv, lektor i pædagogisk antropologi på Danmarks Pædagogiske Universitet.

Sammen med Helle Bundgaard, lektor i antropologi på Københavns Universitet, var hun interesseret i at finde ud af, om det etniske gør en forskel, og det måtte de konkludere, at det kan det gøre.

”Pædagogerne har gode intentioner om at være inkluderende og anerkendende. De opfatter som udgangspunkt alle børn som lige og tager afsæt i deres lyst og motivation, når de skal stille nogle pædagogiske tilbud op. De glemmer bare, at børnene har forskellige forudsætninger for at føle motivation,og derfor er det ikke lige let for alle at lave perleplader, lege med bondegårdsdyr eller lægge puslespil. Hvis du aldrig har prøvet at lave fx perleplader, så er det noget du skal lære, og hvis du kan se, at alle de andre ved, hvordan man gør, mister man let modet, søger væk og hen til de børn, der har parallelle erfaringer”, siger Eva Gulløv.

Begge antropologer gør opmærksom på at billedet sandsynligvis ser noget anderledes ud i København, i hvert fald i de bydele i hovedstaden, hvor erfaringen med tosprogede er størst.

Især drengene ekskluderes

Det samme sker, når pædagogerne sætter sig med en bog for at læse højt. De børn, der er interesserede i at lytte til en børnebog, samler sig omkring hende. Men det at kunne sidde stille og lytte til højtlæsning er heller ikke noget, vi er født med, understreger de to forskere.

”De børn, som ikke er vant til at få læst højt, erfarer at de andre har noget, de er fælles om, og hvis man ikke kan sidde stille, så får man at vide, at man kan gå ind og lege i tumlerummet. Det er altså dem, som kommer fra hjem med litterære traditioner, der har erfaringen med, at det er hyggeligt, som er med i den aktivitet og også dem, som går med på biblioteket. De andre lærer ikke betydningen af bøger eller den kropslige disciplin, der skal til for at høre en bog til ende. Forskellen i forudsætninger handler ikke om etnicitet, men om socialklasse og uddannelsesbaggrund. Kommer man fra en middelklassebaggrund, så er afstanden mellem hjem og institution ikke så stor. Men kommer man derimod fra et hjem, hvor man måske ikke har eget børneværelse, legetøj og erfaringer med fx at få læst højt, så er kløften til institutionsmiljøet særlig stor”, siger Helle Bundgaard.

Mange forskellige forhold – materielle, sproglige, sociale, legerelationer, forældreopbakning og pædagogik – er med til at markere forskellighed blandt børnene og allerede i børnehaven give betingelser for ulighed.

”I en institution er der nogle måder at være sammen på og være social på, som er mere anerkendte end andre. Så gennem mange typer af markeringer oplever nogle minoritetsbørn en ikke-inklusion i det dominerende fællesskab, der betyder at de søger hinandens selskab frem for de etnisk danske børns. Det ser ud til, at denne opbygning af fællesskaber er mere udbredt blandt drenge end piger.
Vi oplevede, at minoritetsdrengene havde svært ved at komme til at sætte dagsordenen. Og her spiller sproget også en stor rolle.”

”Hvis man ikke er så artikuleret som de andre, har man svært ved at definere legen og i det hele taget kommunikere på den måde, man skal i en daginstitution. Man kunne forestille sig, at en hel årgang, som går i institution, ville udligne forskellene mellem børn, men det ser tværtimod ud til, at de forstærkes. Hvis man dagligt erfarer, at man har en underkendt position og får skæld ud, så søger man hen, hvor der er mindst risiko for nederlag og ender med at køre rundt på mooncar”, siger Helle Bundgaard.

Den pædagogiske håndtering

De to forskere var interesseret i at finde ud af, hvordan den pædagogiske praksis afhjælper eller støtter den sociale marginalisering og lavede en lang række interviews med pædagoger og forældre og satte fokus på, hvordan man omgås hinanden i det institutionelle rum.

”Der er mange forventninger og normer for, hvordan man skal færdes i institutionen. Lige fra hvordan man går igennem stuerne og til, hvordan man afleverer sit barn. Det er ikke noget, der bliver forklaret, men de fleste forældre erfarer efterhånden, at det fx ikke er velset, at man bare dumper sit barn af i garderoben. De ved, at man for at gøre overgangen mellem hjem og institution nem for barnet, skal give sig lidt tid, før man tager på arbejdet.”

”I en af institutionerne havde man tradition for morgenbord, hvor forældrene kunne slå sig ned med en kop kaffe. Det var der ikke særligt mange af minoritetsforældrene, der gjorde. Da vi talte med dem om det, sagde de, at de opfattede det som et lukket selskab, som de ikke følte sig inviteret med til. Nogle af minoritetsforældrene sikrede sig lige, at deres barn var blevet godt modtaget, og andre sagde farvel i garderoben. Det sidste tog pædagogerne ilde op, for ”tror de bare, at vi tager over med det samme”.

”Men hvis du ikke har kendskab til et daginstitutionsmiljø, og du ikke kan læse de pjecer, der måske er, hvordan kan du så vide, at det ikke er i orden at aflevere dit barn i garderoben?

En af de få minoritetsforældre, der faktisk slog sig ned og tog kaffen med over til den tyrkiske køkkenmedhjælper, hentede selv mælk i køleskabet. Det fik hun at vide af en pædagog, at hun ikke skulle gøre. Men det er meget svært at vide, hvor grænsen går for accepteret og ikke-accepteret adfærd”, siger Eva Gulløv.

Halalpølse, der ligner spegepølse

Det, der slog de to antropologer under feltstudierne var ,hvor store anstrengelser de fleste minoritetsforældre gjorde for, at deres børn skulle falde naturligt ind i institutionsmiljøet.

”Mange lavede danske madpakker med rugbrød og en halalpølse,men det var ikke det, der blev bemærket. Det var derimod, når børnene havde toastbrød eller mælkesnitter med. Vi kunne få øje på, hvor vigtigt det var for forældre, at børnene blev en del af fællesskabet og at de selv gjorde det. Der var en pige, der pakkede sin madpakke op og havde æg med, som moren havde tegnet på. Der var et glad ansigt på den ene side, og på den anden stod: ”jeg elsker dig”. Pigen, der ikke kunne læse dansk, måtte gå hen til pædagogen forat hun kunne læse det, og det viser, hvor vigtigt det er for forældrene at signalere, at de er gode forældre”, siger Helle Bundgaard.

At få indvandre- og flygtningebørn indskrevet i danske daginstitutioner har været et væsentlig led i den politiske integrationsproces, og der er ikke tale om et tvunget projekt.

”Der er enorm opbakning blandt minoritetsforældre, som lægger meget vægt på, at deres børn kommer tidligt i institution, så de lærer at tale dansk og blive en del af det danske samfund. Nogle syntes, at børnene lærte for lidt og var nervøse for nogle af de praksisser, der er i børnehaven. At børnene fx er ude i regnvejr, ti graders frost eller ikke har solhatte på midt på en brændende hed sommerdag, men alle gjorde generelt en stor indsats for, at deres børn skulle falde ind”, fortæller Helle Bundgaard.

Massiv dansk julefejring

Selv om daginstitutionerne har til hensigt at integrere børnene i det danske samfund, peger de to forskeres studier peger på, at der er mekanismer og mønstre i daginstitutionerne, der virker modsat hensigten.

At der ikke var ansat nogle etniske minoriteter blandt personalet eller blev benyttet tolke, og at man prioriterede forskellige kulturelle traditioner som fx ramadanen og julen så ulige, var for eksempel tankevækkende, syntes forskerne.

”Det var meget massivt at opleve, hvordan man fra slutningen af november til januar fejrede julen i en institution, hvor en tredjedel af børnene kom med en anden kulturel og religiøs baggrund. Ingen af de ansatte spurgte til, hvad de muslimske børn havde fået i gaver, da de kom tilbage, mens man i månedsvis talte om juleforberedelser, gaver og pyntede op i institutionen.”

”Børnene havde lavet guirlander og hængt dem op, og nogle af dem lignede noget fra en arabisk basar. Da lederen kom ind og scannede rummet, inden de skulle have juleafslutning, så hun dem og rev dem ned, fordi – som hun sagde – ”det her er en dansk institution”, fortæller Helle Bundgaard.

Eksemplet er bare et af mange, der giver indtryk af, hvad de to forskere oplevede i det halve år, de var en del af institutionernes hverdag.

”En væsentlig del af vores projekt har været at se på, hvad daginstitutionernes rolle er i den integrationspolitiske indsats. En daginstitution er et politisk projekt, der går ud på at gøre børn til gode samfundsborgere og forberede dem til det danske skolesystem og samfund. Derfor er der afsat betydelige ressourcer til at få forældre til så tidligt som muligt at indskrive deres børn i daginstitutionerne. Og det er lykkedes”, siger Helle Bundgaard.

Man skal have slik med til sin fødselsdag

Desværre er den pædagogiske praksis ikke altid inkluderende,viser feltstudierne.

”Som pædagog handler man ud fra sin baggrund og den kulturelle praksis, der er i institutionen. Man har nogle fælles værdier og forestillinger om, hvordan man bør gøre tingene, som man ikke sætter spørgsmålved. Man har fx en forestilling om, at børn ikke må pålægges ansvar. Der var en pige i den ene institution, som skulle køres ind i børnehaven. Moren var arabisk og talte ikke særlig godt dansk, og da pigens fætter gik i institutionen og talte dansk, bad moren ham om at tage sig af datteren. Det reagerede personalet på”, siger Eva Gulløv.

Hun og Helle Bundgaard så, at pædagogerne bestræbte sig på at undgå at markere, at nogle børn har forskellige erfaringer. De lagde vægt på det fælles og opfattede børnegruppen som en social gruppe med fælles historie og institutionelle erfaringer. Det er sympatisk, men fungerer ikke efte rhensigten, mener de.

”Alle børn har forskellige erfaringer, og man arbejder ikke systematisk med erfaringsgrundlaget. Pædagogerne interesserede sig ikke så meget for forskellene og vidste relativt lidt om minoritetsfamiliernes hverdag, deres traditioner, sprog og religion. Man ville gerne behandle alle børn som lige, men vores materiale peger på at forskelle, der har baggrund i socialklasse og etnicitet, gensidigt forstærker hinanden i den institutionelle praksis, og det kan medvirke til at marginalisere specielt muslimske børn anderledes”, siger Helle Bundgaard.

Den danske måde at fejre fødselsdag på er et godt eksempel. At barnet opfordres til at have slik eller is med i børnehaven, er der ingen danske forældre, der studser over, men nogle af minoritetsforældrene synes, at det var problematisk, fortæller Helle Bundgaard.

”Der var børn fra alle verdensdele og med forskellige migrationshistorier i de to institutioner, og ikke alle familier markerer fødselsdage. Et forældrepar ønskede ikke, at deres barns fødselsdag skulle fejres. Deres modstand mod fødselsdagsfejringen var helt tydeligt genstand for irritation, som blev luftet på personalestuen. Der var ikke meget forståelse fra personalets side og en ansat endte med at insistere på, at barnet skulle have slik med”, siger Helle Bundgaard.

Splittet mellem to kulturer

Forskerne oplevede store kommunikationsbarrierer mellem personalet og minoritetsforældrene, som har med sproget, men også med religion og forskellige livsopfattelser at gøre. Minoritetsforældrene kan stå i et dilemma mellem kravene i institutionen og baglandet i boligblokken, understreger forskerne.

”Der var en syrisk mor, der for at glæde sine to drenge havde købt nissehuer til dem for at de kunne være lige som de andre børn.Drengene tog dem straks på og løb ned for at vise dem til underboen hjemme i bebyggelsen, der som de selv havde muslimsk baggrund. Senere bebrejdede underboen moren, at hun opførte sig som en kristen. Hun fornemmede den forventning, der er om deltagelse i julefejringen i institutionen og lægger vægt på, at børnene skal føle, at de hører til. Men netop det signal opleves som et fravalg i hendes omgangskreds. Hun gav ligesom mange af de andre forældre udtryk for, at det var svært at opdrage børn i Danmark, fordi man står mellem forskellige værdisæt og oplever, at både institutionen og baglandet holder øje med, hvad man gør”, siger Eva Gulløv.

Det er vigtigt, at daginstitutionerne er opmærksomme på den konflikt, fordi den har konsekvenser for forældresamarbejdet og børnene i de thele taget.

”Jo mere man i daginstitutionen lægger vægt på at markere nogle traditioner og værdier og nedtone andre, jo mere risikerer man, at det opfattes som eksklusion. Hvis man havde ansat personale med anden etnisk baggrund end dansk, ville man måske få øjnene op for andre traditioner end de traditionelt danske”, siger Eva Gulløv.

Helle Bundgaard er enig

”Det er helt i orden, at en institution vælger at gøre meget ud af jul og fødselsdage. Vi opponerer mod en for snæver opfattelse af danskhed. En større anerkendelse af andre baggrunde og traditioner vil virke inkluderende og bygge bro over kommunikationskløften”, siger Helle Bundgaard.