Proces til ejerskab

Af Elisabeth Lockert Lange

KIA-projektet – Kvalitet i Anbringelsen – har som mål at kvalitetsudvikle anbringelsesforløb for børn og unge på Københavns Kommunes døgn- og dagbehandlingsinstitutioner. Det vil sige at også KIA er et forandringsprojekt. Men det er anderledes end ”de andre”, mener pilotinstitutionen Solbakken. I KIA er det er selve kvalitetsudviklingen, der er fokus for projektet. De beretter om involvering, ejerskab og en større bevidsthed om deres egen praksis.

Hvis de socialpædagogiske institutioner, som blev bedt om at være pilotinstitutioner til KIA-projektet, det vil sige det projekt om kvalitetsudvikling i anbringelsen af børn og unge i Københavns Kommune, som har været i fuld gang i et års tid, havde tænkt: åh nej mere kontrol, så ville de have været lovligt undskyldt. For det er jo et velkendt faktum at kontrol, især i skikkelse af øgede krav om dokumentation, vælter ned over de pædagogiske arbejdspladser i disse år.

Måske krydsede den tanke da også medarbejderne på Solbakken, en af Københavns Kommunes skole- og dagbehandlingsinstitutioner. Måske tænktede også: hvad mon målet med projektet er for kommunen. For det er jo også en velkendt sag at de mange kontrolkrav bl.a. bruges til at styre økonomien, som er omfattende netop på området for anbringelser af børn og unge.

Hvis de tænkte sådan i starten af projektet, så gør de det ihvert fald ikke mere. Heller ikke selv om projektet rent faktisk betyder øget skriftlighed. Det er skriftlighed på en sådan måde, at de lettere kan se om det de gør i deres arbejde, virker. Det opleves ikke som mere kontrol, fortæller socialpædagog Sanne Holmberg.

”Projektet har fokus på selve kvaliteten, ikke på at måle kvalitet”, siger hun.

Forstander på Solbakken gennem 19 år, Lars Rosenberg,er helt entydig i sin vurdering:

”Jeg oplever at KIA er langt det mest spændende projekt, der har været i nyere tid. Vi går ind og spejler vores praksis i de teorier, der er væsentlige på dette område, vi bliver meget mere bevidste om vores eget arbejde, og vi hæver vores egen funktion en tand opad.”

Forskellen på dette forandringsprojekt og andre?

Sanne Holmberg byder ind:

”Det oprindelige udgangspunkt var at man gerne ville udvikle fælles metoder, men det blev justeret og ændret, sådan at det nu ikke handler om metoder. Det handler om modeller for, hvordan man bliver mere bevidst i sit eget arbejde, modeller som institutionerne kan arbejde udefra. Det er for migen vigtig pointe.”

Lars Rosenberg nikker:

”Det er et skridt væk fra standardiseringen. Man har i projektet droppet tanken om at der findes én generel ”best practice”, i stede tskal institutionerne finde deres egen bedste praksis. Der er så mange ingredienser som skaber en institution, vores forudsætninger er så forskellige. Det væsentlige er at udvikle sin egen praksis og begrunde den, så man kan ændre den, hvis den ikke fungerer. At man ved hvad man gør og hvorfor. Og at man hæver sin viden op over det lommefilosofiske til teoriernes niveau.”

Fra kritik til KIA

På en måde går projekt KIA langt tilbage i tid og tager sin begyndelse i den ret massive kritik, der for ca. fem år siden var af kvaliteten af børneanbringelser og dermed af døgninstitutionernes arbejde. Kritikken betød at politikernes øjne blev rettet mod området. Det førte til anbringelsesreformen med krav om en tydeliggørelse af det socialpædagogiske arbejde. Ud fra devisen at hvis man ikke kan beskrive sin praksis, så kan man heller ikke ændre den. Det førte også til en politisk interesse for at udvikle institutionerne, for at skabe højere kvalitet. Og efter det indholdsmæssige fokus kom det økonomiske: ”hvad får vi egentlig for pengene…?” Og så begyndte politikerne at blive interesseret i at måle.

På børn og unge-institutionerne førte anbringelsesreformen bl.a. til et udbygget arbejde med udviklingsplaner for hvert enkelt anbragt barn. Herunder at Socialforvaltningen og institutionerne skulle bruge samme koncept. Kravet om de skriftlige udviklingsplaner gav nok et ”tungere” arbejde mange steder, men det førte også til et langt mere ens billede af det samme barn, vurderer Sanne Holmberg.

For Solbakken, som også inden reformen havde arbejdet med skriftlighed i udviklingsplaner, betød reformen at kravene til især præcision blev større, og at de gradvist skulle forholde sig til flere ting.

Og netop det er en del af den nuværende debat om dokumentation: altså balancen mellem tid brugt på at skrive og dokumentere, og tid brugt på kerneopgaven, den man dokumenterer.

”Men der er også fordele ved at være struktureret. Vi har her på Solbakken altid brugt tid på at dokumentere, men formen har ændret sig til en mere standardiseret forståelse. Jeg oplever da også at kritikken af kravene om dokumentation først og fremmest går på omfanget af den, ikke på indholdet i den enkelte dokumentation”, siger Lars Rosenberg

Alle er med.

Tilbage til KIA-projektet

KIA er et projekt, som gennem lang tid var et hjertebarn for LFS, og som fagforeningen satsede meget på at få sat i søen. Det lykkedes (endelig), da fagforeningen sammen med Socialforvaltningen i Københavns Kommune og en række andre fagforeninger søgte om og fik midler fra Socialministeriet til projektet (se faktaboksen).

Lige nu befinder projektet sig i pilot-fasen. Om kort tid skal der samles erfaringer sammen fra pilotinstitutionerne, erfaringer som skal bidrage til at justere det endelige resultat, som derefter skal formidles videre ud. En spændende proces, vurderer Sanne Holmberg.

”Det er spændende at få det indspark i vores arbejde. Vi institutioner er jo forskellige med hver vores styrker og svagheder, og det er positivt at få mulighed for at diskutere og beskrive vores menneskesyn og vores værdier, at få præciseret vores arbejde og vores praksis og få en fælles forståelse i arbejdsgruppen.”

At pilotprojektet er så stor en succesoplevelse på Solbakken, giver Sanne Holmberg i høj grad sin forstander æren for.

”Her på Solbakken er det ikke kun KIA-gruppen, som er med i processen, alle medarbejdere er med, og det er Lars’ fortjeneste som forstander at det er sådan.”

Lars Rosenberg smiler:

“Man kan gå foran, men det er kun interessant, hvis nogen går lige bagefter. Det er spild af tid, hvis de andre ikke forstår, hvad man arbejder på.”

Solbakken tyvstartede faktisk, og det har nok givet dem et forspring og gjort processen lettere for dem. Pædagogerne i huset arbejdede nemlig allerede inden KIA-projektet bevidst med kompetenceudvikling bl.a. via internuddannelse, og desuden arbejdede personalegruppen i halvandet år med lokale målsætninger, praksiseksempler og at beskrive egen praksis.

Damp på

Det har været en fordel, vurderer de. Netop fordi hele gruppen var så godt i gang i forvejen, har de også kunnet overskue og få meget ud af at være pilotinstitution i KIA-projektet. Resultatet er at de fleste møder i huset i dag er KIA-møder, inklusiv personalemøderne, så der er virkelig damp på kvalitetsudviklingen.

Forstander og pædagog er enige om at det handler om processen, om involvering. Det er altafgørende, det skaber ejerskab.

”Det har været godt at hele huset er involveret, og det breder sig på en positiv måde. For naturligvis har nogle mere modstand på et sådant projekt end andre”, siger Sanne Holmberg og fortsætter:

”Det samler hele personalet om et projekt, engagementet er blevet meget større, og folk udtrykker spontant at de gerne vil arbejde videre med det. Vi har spændende diskussioner om menneskesyn og værdier, og det gør at vi også lærer hinanden at kende på en anden måde i personalegruppen.”

De er nu i en fase, hvor de med Lars Rosenbergs ord ”parrer værdier med teorier, og undersøger om det holder vand.”

De tager udgangspunkt i konkrete børn og konkrete teorier og ser på adfærd ud fra det.

”Det har fået folk op af stolene. De har mere lyst til at udvikle sig, når det sker på denne måde – det er stærke kræfter”, siger Lars Rosenberg.

Sanne Holmberg supplerer:

”Ja – også fordi det er ting vi står for. Det er tydeligere for nogle end for andre, som så til gengæld får en ahaoplevelse. I forhold til arbejdet med det enkelte barn betyder det større præcisering og større bevidsthed. Vi reflekterer mere konkret over barnet i hverdagen, og vores interventioner er tydelige og bliver mere og mere præcise. Vi har et fælles ståsted og en fælles forståelse; et fælles sprog. Vi kan holde hinanden fast i, hvordan vi intervenerer, uden at vi bliver sårbare. Vi var dygtige i forvejen, med dette bliver det endnu tydeligere.”

Aldrig afsluttet

Konkret arbejder de meget med PowerPoints i deres værdidebatter og arbejde med menneskesyn.

”Vores PowerPoints eksisterer nu som et arbejde der viser, hvor vi er med det lige nu. For viser det ikke som et projekt, der bliver færdigt. Det er et fremadfarende redskab til at udvikle kvalitet. Og det er noget, vi arbejder videre med hele tiden – i vores eget tempo. Også derfor har det et andet udsyn end andre projekter”, fremhæver Lars Rosenberg.

Selvfølgelig er der også mere problematiske aspekter i at påtage sig et projekt som KIA. Især deadlines og tidsbegrænsninger kan være frustrerende, og ”toget” kører lidt hurtigere, end huset kan gøre i det daglige arbejde.

Men det er jo netop pointen med at lave et pilotprojekt. For opsamlingen af erfaringer skal danne grundlag for implementeringen af projektet på resten af børn og unge-institutionerne. Og de erfaringer, pilotinstitutionerne gør sig, når de prøver tingene af, sparer – når projekte tlykkes – andre institutioner for fejltagelser og frustrationer, når de skal til at føre det ud i livet.

”Jeg håber at KIA-projektet bliver noget, man med rettidig omhu kan tilrettelægge på de andre institutioner. Sådan at vores erfaringer for, fx hvor lang tid forskellige elementer tager og hvor mange ressourcer der skal afsættes, tænkes med. Som pilot er vi med til at pege på, hvad der skal med i overvejelserne, når man planlægger på de andre institutioner.”

Det er ikke ”gratis” at deltage i et sådant projekt, det er hårdt arbejde. Dels kommer opgaven jo oven i det daglige arbejde, dels kræver det stor fleksibilitet at kunne skifte kurs med så kort varsel, som sådan som et projekt kræver. Det er ikke altid let i et hus med sårbare børn. Medarbejderne skal med andre ord ville det.

For Lars Rosenberg som forstander giver det nogle særlige udfordringer.

”Som leder skal jeg have overblik og træffe beslutninger. Hvis jeg kan dele usikkerheden på, hvor vi skal hen, med personalet, så er det et godt udgangspunkt. Generelt mener jeg at medarbejderne skal klæde mig på til at tage beslutninger, og det kræver dialog. Processen er ligeså vigtig som indholdet, hvis et projekt skal blive til noget i sidste ende.”

KIA står for Kvalitet i Anbringelsen

Det er et projekt som LFS og Socialforvaltningen i Københavns Kommune har sat i gang sammen med Socialpædagogernes Landsforbund, Socialrådgiverforeningen, HK og Forstanderklubben.

Projektet løber fra 2006 og frem til foråret 2008, og der er afsat i alt 5,4 mil. kr. fra Socialministeriets satspulje til projektet.

Projektet består i at udvikle modeller som kan bistå de pædagogiske medarbejdere med at kvalitetsudvikle anbringelsesforløbene for børnene og de unge på Københavns Kommunes døgn- og dagbehandlingsinstitutioner.

Projektet løber over seks faser: etablering, udvikling, pilot, justering, formidling og evaluering.

I LFS Nyt nr. 8/06 præsenteredes projektet.