Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder
Inspiration i det nye år
Godt nytår!
Et nyt år er begyndt og med det mange nye opgaver. De første par måneder af det nye år står i høj grad i Projekt Indsparks tegn: det personalepolitiske projekt, som LFS »sparkede igang« sidst i det gamle år med det formål at give inspiration til arbejdet med personalepolitiske emner på alle LFS’ arbejdspladser.
I dette og forrige nummer af LFS Nyt bringer vi fakta, diskussionsoplæg, gode råd og andet materiale om personalepolitiske emner lige fra kompetenceudvikling til psykisk arbejdsmiljø. På hjemmesiden ligger der mere materiale, og her er det også hensigten, at arbejdspladserne skal udveksle erfaringer, gode idéer og debattere deres eget arbejde med projektet. For kernen i Indspark er medlemmernes og arbejdspladsernes engagement – det er jeres bidrag der skal bære projektet.
Som en del af projektet får mange af jer en teatertur, hvor I selv er medskuespillere, og i de næste seks numre af LFS Nyt vil forskellige arbejdspladser bidrage med erfaringer.
LFS tilbyder en bane, en bold og et indspark. Grib bolden, kom på banen og deltag!
Samtidig med årskiftet har LFS måttet sige farvel til kasserer gennem fem år, Jens Peter Andersen. Til gengæld siger vi velkommen til vores ny kasserer Pia Ludvigsen, indtil nu formand for dagplejeområdet.
Forretningsudvalget