Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Hilsen til de tillidsvalgte
Kære tillidsvalgte.
I disse dage er det ti år siden, at Forbundet af Offentligt Ansatte blev skabt. Dansk Kommunal Arbejderforbund og Husligt Arbejder Forbund gik sammen, og vi synes, vi er nået et stykke vej med at skabe et slagkraftigt forbund til gavn for medlemmerne.
Vi fylder således ti år, og i den anledning har vi besluttet at gøre det nye år til et TR-år. Et år hvor tillidsrepræsentanterne (TR) og alle andre tillidsvalgte skal i fokus. Et år hvor vi vil bestræbe os på at hjælpe dig til en bedre og nemmere hverdag.
Gennem de senere år har vi decentraliseret forhandlingssystemet. Mange spørgsmål, som tidligere blev klaret gennem de centrale overenskomstforhandlinger, afklares nu med lokale aftaler i kommunen eller på arbejdspladsen. Vi er meget opmærksomme på, at det for dig og de øvrige tillidsvalgte på arbejdspladsen har medført en lang række nye opgaver. Det dig som tillidsvalgt, der får hverdagen på arbejdspladsen til at hænge sammen. Uden dig og dine mange kolleger, var vi ikke ret meget.
Vi vil derfor gerne benytte årsskiftet til at sige tak for din indsats – og samtidig ønske et godt nytår til dig og din familie. I det kommende TR-år vil vi sætte ind på flere fronter. Vi vil bl.a. udbygge vores hjemmeside, så den bliver et bedre værktøj for dig. Det er meningen, at du skal kunne hente alle relevante oplysninger, aftaler, ideer, overenskomster og så videre altså redskaber til brug i dit daglige virke. Vi har kaldt projektet for »Fællesskab på Nettet«. Vi håber, at »Fællesskabet« også kan hjælpe dig. Den nye overenskomst fra foråret giver også nogle muligheder, så tillidsrepræsentanter kan blive hjulpet på vej med adgang til computere. Det vil du høre mere om. Samtidig vil vi løbende i FOA-BLADET fortælle om aktiviteterne i jubilæumsåret for både dig og alle andre medlemmer.
Til sommer – den 22. til 24. august – afholder vi en større festival. Et forum hvor vi kan mødes, diskutere og feste med hinanden og vore familier.
Vi er stærkt afhængige af din indsats. Derfor har vi også besluttet, at vi i samarbejde med forbundets afdelinger vil udarbejde et TR-charter – en slags grundlov for alle FOA’s tillidsvalgte. Hensigten er at opstille nogle rettigheder for dig. Du skal vide, hvad du har krav på – og hvilken hjælp du altid kan hente i din fagforening og i dit forbund. Har du selv forslag til et sådant TR-charter, så kom meget gerne med dem. Vores håb er, at du skal have en bedre service og nogle bedre værktøjer din hverdag. T
Tak for indsatsen, godt jubilæumsår og rigtig godt nytår.
Med venlig hilsen
Dennis Kristensen, forbundsformand