Farvel til Jens

Af Elisabeth Lockert Lange

Den daglige arbejdskamp

Jens Peter Andersen trådte ved årsskiftet tilbage efter fem år som kasserer i LFS. Forud gik mange års fagligt og pædagogisk arbejde.

Da Jens Peter Andersen trådte ind af døren i LFS som forretningsudvalgsmedlem og kasserer for fem år siden, havde han allerede 12 års erfaring fra fagligt og pædagogisk arbejde iLFS-regi bag sig. Alt det siger han nu farvel til for at starte på et nyt kapitel. Hvad det arbejdsmæssigt præcis indebærer, er endnu uvist, men privat er han flyttet ud af byen og har stiftet familie.

Siden 1985 (hvor han var 20 år gammel) har han arbejdet som pædagogmedhjælper i børnehave og vuggestue. Sideløbende med at tage en merkonomuddannelse i personaleadministration,har han også været fagligt aktiv i LFS med det europæiske internationale arbejdsløshedsnetværk, i redaktionsudvalget for LFS-Nyt, i bestyrelsen i medhjælper-klubben, senere som formand for den, og i hovedbestyrelsen.

»Det var sjovt arbejde, og jeg mener også, at vi lavede gode ting for gruppen, især kurser. Det var før pgu'en, som vi varmodstandere af både i LFS og i medhjælperklubben. Vi så ungdomsuddannelsen som en discountuddannelse og en blindgyde for unge mennesker. Pgu'en blev vedtaget med et snævert flertal - og vi kunne høre champagnepropperne ryge oppe hosPMF-København (som bor et par etager højere oppe i samme bygning som LFS.red.)« siger han og griner.

»Jeg anser det nu ikke som et nederlag, men det er klart at vi skulle vende skuden og få det bedste ud af uddannelsen, som har været et af mine arbejdsfelter siden. Og jeg mener stadig,at det er et problem, at den ordinære uddannelse er en ungdomsuddannelse. Institutionerne efterspørger ikke så mangeunge mennesker, tværtimod kræver de oftere medhjælpere over 25 år. Man kan også se, at de helt unge pgu'er ikke umiddelbart kommer i job, til gengæld kommer en del videre i andre uddannelser bl.a. pædagoguddannelsen.«

Merit-pgu'en giver Jens Peter Andersen derimod et helt andet skudsmål.

»Den er et rigtig godt tilbud. Som mange har benyttet sig af, og mange af den går også videre til pædagoguddannelsen.«

Han har gennem årene arbejdet for, at medhjælperne kunne optages på meritpædagoguddannelsen - kaldet Den særligt tilrettelagte pædagoguddannelse. Et projekt med et VUC kursus og efterfølgende samarbejde med en skole om HF-fag for at komme ind på uddannelsen blev en fiasko. I stedet slog AMU-kurserne igennem med grundkurser og moduler. Og så kom pgu'en.

Hjertebarn
Jens Peter Andersens hjertebarn har fra starten været arbejdsløshedsarbejdet. Det begyndte med græsrodsarbejde iarbejdsløshedshuset i Istedgade og fortsatte med LFS' arbejdsløshedsudvalg. Og dengang for 10-15 år siden havde LFS 1700ledige; nu er der under 300.

»Arbejdsløshedsarbejdet har ændret sig meget gennem årene,på godt og ondt. En hel del lovgivningsmæssige ændringer på arbejdsmarkedet har også betydet stramninger i krav tilrådighed og til det antal år, man kan være i arbejdsheds-systemet og er forringelser for de arbejdsløse. Omvendt er derogså sket positive ting gennem arbejdsmarkedsreformerne, somhar ført til flere forpligtelser i systemet over for de arbejdsløse, fx handleplaner som har givet nye muligheder for at komme i gang.«

De mange ændringer på området, bl.a. orlovsmuligheder som er med til at regulerearbejdsmarkedet, og de nye sociale kapitler koblet med det lave antal ledige i samfundet har gjort, at LFS som en naturlig udvikling har nedprioriteret området samtidig med, at FOA har opprioriteret arbejdet med arbejdsmarkedspolitikken.

»Det betyder, at arbejdet og diskussionerne nu i højere grad sker i samarbejde med andre FOA afdelinger. Og at det er i det regi, der i de senere år er lavet kurser for ledige.«

Spurgt om det vigtigste generelt i fagforeningen i de år han har været kasserer, peger Jens Peter Andersen på ny løn.

»Ny løn har givet både problemer og muligheder. Ny løn er sket samtidig med alle decentraliseringerne af opgaver ud på institutionerne, ikke mindst lønsumsstyringen. Netop lønsumsstyringen er på mange måder i modstrid med decentraliseringen af ny lønud på den enkelte arbejdsplads. Der er klare dilemmaer i det - det skaber konflikter på arbejdspladsen, og det er svært at håndtere. det stiller store krav til både fagforeningen, som måske ikke altid efter medlemmernes mening har kunnet honorere problemstillingerne, og til det enkelte medlem«,mener han.

Ny faglig aktivitet
Jens Peter Andersen har i sin tid som fagligt aktiv oplevet det, man kan kalde fagbevægelsens krise.

»Efter berlinmurens fald ændrede holdningen sig fra, at vi var de rene og ranke, lavede solidaritetsarbejde for andre lande og gikind i brede almenpolitiske problemstillinger. Det blev vendt til mere individuelle problemstillinger og flere krav om service fra medlemmerne. Der var også en hetz mod fagbevægelsen på ettidspunktet med negativ fokus på pamperi, forstening og et dårligt image«, siger han og tilføjer, at han mener, at fagbevægelsen greb det forket an i forhold til at tiltrække deunge.

»Ungdomsafdelingerne blev popsmarte. Den måde tror jeg ikke på. Jeg tror man skal møde de unge i hverdagen og arbejdslivet, det er det, der skal være i fokus, ganske som med andre medlemmer.«

For LFS betød udviklingen på det tidspunkt et fald i interessenfor fagligt arbejde og fagligt aktive, mindes han.

»Der var i de år stor udskiftning af tillidsrepræsentanter, men det har siden ændret sig, så tillidsrepræsentanterne nu går højt op i arbejdet. Der er sket et generationsskifte i forhold til at være fagligt aktiv. Også strukturændringen i LFS fra en lang række faglige klubber og kredse til tre områder, faggruppeudvalg og nu ledersektioner har også vist sig at give mere aktive bestyrelser«, siger han og fremhæver:

»Og så har der aldrig været pampere i LFS, og det er jeg som LFS'er stolt af. Vi har demokratiske processer og rum til debatter ikke mindst i forhold til tillidsrepræsentanterne.«

Udvikling
Jens Peter Andersen har som kasserer haft ansvar for og været stolt af fagforeningshuset i Rosenvængets Allé, hvor de fire københavnske pædagogiske fagforeninger bor. Det købte LFS for otte år siden, »med is i maven og for at samle fagforeningerne«.

»Det har været godt både politisk, praktisk og økonomisk. Og huset er et godt aktiv. Jeg vil savne det lille hus og turen ind nytårsdag for at sikre mig, at det stadig stod der,» siger han med et smil.

»Sejre? Det var en sejr, at vi fik dagplejen ind under funktionærloven. Måske ligner det ikke noget særligt, men det er en stor sejr i forhold til opsigelsesvarsler etc. Vi medhjælpere har altid betragtet dagplejerne som vores ufaglærte søstre, og dagplejen er et område, hvor der er sket rigtig meget i de år, jeg har været med. Der er lidt vilde vesten over det område.«

Han håber, at LFS fortsat vil være opmærksom på udviklingen og deltage i fagbevægelsens diskussioner om, hvor den vil hen.

»Også i forhold til hvilke traditioner vi har, hvorfor vi har dem, og vil vi videreføre dem. Hvis vi skal kunne hverve nye medlemmer, er det nødvendigt at vide præcist, hvad vi står for, hvad vi mener med solidaritet, og hvorfor vi har de vilkår på arbejdsmarkedet som vi har«, siger han og ser de daglige faglige sager for medlemmerne som en arbejdskamp i det daglige – uden at det foregår på Fælleden.

»Jeg tror ikke på en servicedeklaration om, hvad man kan få, for så låser man sig fast. Men det er vigtigt ikke at give op, for fagforeningen har en berettigelse, og vi ser heldigvis mange også unge tillidsrepræsentanter, som gerne vil være fagligt aktive.«

Med de ord slutter Jens Peter Andersen sit 17-årige virke i den pædagogiske branche og går ud til en foreløbig uvis arbejdsfremtid.