Af Elisabeth Lockert Lange

I eget tempo

Den tætte sammenhæng mellem støj, højt tempo og stress trådte tydeligt frem for personalet i børnehaven Himmelblå, da de først startede med at arbejde med støj. Børnehaven havde for nylig besøg af Arbejdstilsynet i forbindelse med tilsynets kampagne i daginstitutioner landet over.

Støj og chokerende begivenheder og trusler om vold.
Det var Arbejdstilsynets definition af de to problemstillinger, de fandt i Børnehaven Himmelblå under deres tilsynsbesøg i november måned. Børnehaven blev besøgt som et led i Arbejdstilsynets indsats for bedre arbejdsmiljø på daginstitutionerne.
Indsatsens fokus er primært støj, indeklima og ergonomi, men hele arbejdspladsen bliver gået efter i sømmene. De chokerende begivenheder og trusler om vold dækker over især én situation, hvor en forælder overfuser en medarbejder, og Arbejdstilsynets besøg satte ekstra fokus på problematikken. Som resultat har Børnehaven Himmelblå forpligtet sig til at udarbejde en voldspolitik for institutionen inden 1. maj.

»Vi har ikke omtalt psykisk arbejdsmiljø i vores arbejdspladsvurdering fra juli 2000, vi har ikke været opmærksom på den problemstilling. Men vi har det seneste år oplevet, at medarbejdere kan blive udsat for situationer, hvor forældre optræder uforskammet og meget højlydt over for dem«, medgiver Joan Larsen, leder af Børnehaven Himmelblå gennem mange år.
Hun fortæller, at Arbejdstilsynet ved besøget gjorde dem opmærksom på, at denne problemstilling er stigende på daginstitutionsområdet, og at alle daginstitutioner skal tage den alvorligt.
»Det gælder især der, hvor antallet af to-sprogede børn er højt, for det betyder, at der lettere opstår misforståelser.
Derfor er et af kravene i tilsynets rapport, at vi laver en voldspolitik, så alle ved, hvad de skal gøre og hvornår, så det ligger ligeså meget på rygmarven som ved en brand.«

Støj og højt tempo giver stress
Børnehaven Himmelblå har 63 børn mellem tre og seks år fordelt på tre stuer. De 95% af institutionens børn er tosprogede, faktisk er der kun seks danske børn. De fysiske forhold er ikke store.
Stuerne er små med et lille tilknyttet tumlerum, et garderoberum og et baderum.
Der er for mange børn på for lidt plads, og det giver støj. Det problem har de arbejdet med via deres arbejdspladsvurdering i de sidste to år.
Først og fremmest har de erfaring for, at en fordeling af børnene i mindre grupper er den bedste løsning – næst efter mere plads selvfølgelig De sørger for, at børnene ikke er inde alle sammen på samme tid. At de ikke vasker hænder, tager ud af bordet eller tager tøj på alle sammen på samme tid.
De har delt hver stue op i stue, tumlerum og garderobe med en disk foran garderoben, så det fungerer som et reelt rum. De har også forsøgt at dele stuen op med reoler, så der blev mulighed for en hyggekrog, men måtte erkende at rummet var for lille til det. Det gav ikke mindre støj, fortæller Joan Larsen og Anne Havgård Nielsen. Den sidste deltog som stedfortræder for sikkerhedsrepræsentanten under Arbejdstilsynets besøg.

»Vi ændrede simpelthen på vores pædagogik og rutiner, så alle stuens 21 børn ikke gør det samme samtidig.

Nogle er på legepladsen, nogle på stuen, nogle i tumleren og andre i garderoberummet. Vi lader dem i det hele taget gøre tingene i deres eget tempo i stedet for som tidligere at skynde på dem. Som om vi skulle nå noget bestemt.« Tempoet gik ned, stress og støj fulgte med.
»Det var ikke hensigten, da vi begyndte at arbejde på at bringe støjen ned, men det var en god sidegevinst. Den stress som det høje tempo gav, blev langt mindre. Vi har fået en helt anden situation med børnene. Vi er afdæmpede, og børnene mærker det. Vi kan høre det på deres stemmer og se det på deres tempo. Og jo mere vi lægger op til det, jo mere oplever vi, at de kommer og spørger, om de må lege for sig selv.

De er her jo hele dagen og trænger også til ro«, uddyber Anne Havgård Nielsen.
Joan Larsen supplerer:
»Og vi voksne går med der, hvor vi er ønskede i børnenes øjne. Så gennem arbejdet med støj har vi bestemt fået andre briller på. Der er en anden tidsfaktor, det tager længere tid, men det er blevet bedre for både børn og voksne.« De er også ved at ændre på de sidste konkrete ting såsom sivkasser i stedet for plastik og filtdupper under alle stole.
Arbejdstilsynet rådede dem desuden til at hænge gardiner op og sætte opslagstavler op for at dæmpe støjen.

I de to år Børnehaven Himmelblå har arbejdet med arbejdspladsvurderingen, har de også taget fat på træk fra depoterne og støj fra ventilationen. Det satte gang i et arbejde med overhovedet at finde ud af, hvem der har ansvaret for det 32 år gamle hus og vedligeholdelsen.

Det viste sig at være boligselskabet, der var bare aldrig blevet foretaget service på det. Men nu er fire ud af de seks ventilationsanlæg blevet skiftet, det har hjulpet på trækken. Og efter klager over træk fra vinduerne er de skiftet ud mod gaden.
De ansatte i børnehaven belaster ikke deres ryg. De har sørget for borde, som er en mellemting mellem børnehavestørrelse og fritidshjemsborde, så stolene kan komme helt ind under.

»Vi sørger for at sidde godt, og vi lader børnene selv øse op fra en buffet og tørre borde af osv. Det tager tid, men vi er opmærksomme på, at vi aldrig må sidde og vride os ind over bordet. Og vi har da heller ingen ansatte med dårlig ryg«, siger Joan Larsen og fortsætter: »Også når vi giver børnene støvler på, sætter vi os ned og lader dem sætte fødderne op. Vi siger til os selv: du er i børnehøjde.
Vi kan se, hvor svært det er for nyansatte at lade være med at gøre det hele for børnene og i højt tempo, men vi bremser dem, for vi har set effekten af det, og hvordan vi stresser børnene med det.«

Kommende voldspolitik
Opmærksomheden på det fysiske arbejdsmiljø er med andre ord stor. Det psykiske arbejdsmiljø var derimod ikke en del af den to år gamle arbejdspladsvurdering. »I dag ville vi lave den helt anderledes. Stadig med fokus på støj selvfølgelig, men vi ville gøre meget ud af det psykiske arbejdsmiljø. Vi har nu forpligtet os på at lave en voldspolitik, så alle ved hvad det indebærer, og hvad der skal gøres i forskellige situationer«, siger Joan Larsen.

Det hele bunder i en episode, hvor en medarbejder blev overfuset verbalt af en far. Det skete dagen før Arbejdstilsynets besøg på institutionen. Derfor fyldte episoden meget, og derfor fortalte Joan Larsen også en del om den til den tilsynsførende. Beskyldninger fra faren røg gennem luften, de blev personlige og ramte den ansatte på hendes faglighed og kompetence. Hun blev såret og havde svært ved at stoppe optrinnet. Først da en anden forælder kommer og lægger sin hånd støttende på hendes skulder, bryder hun sammen. Og Joan Larsen kommer til. Hun taler med både den ansatte, som har brug for omsorg, og hun tager med det samme fat i faren. Hun fortæller ham, at den opførsel accepterer de ikke i institutionen. Hun kræver, at han skal undskylde over for den ansatte, men først efter en halv undskyldning og endnu et krav fra Joan Larsen, får han efter et par dage sagt rigtigt undskyld.

Det tager alt sammen på den ansatte.
»Men hun har heldigvis følt, at hun fik opbakning fra stuen og klare retningslinjer fra mig, så hun er kommet rimelig godt over det. Men det betød jo, at det fyldte meget, da Arbejdstilsynet var på besøg. Den tilsynsførende bifaldt min håndtering af det, men pegede på, at personalet ikke er opmærksom på at give støtte i situationen. Derfor skal vi lave en voldspolitik. Fx ved vi nu til en anden gang, at når stemmerne bliver høje, så skal vi gå derind. Ikke nødvendigvis for at blande os men for at markere, at vi er der og støtter den ansatte.«

Hjælp fra BST
Det er anden gang i løbet af et år, at de har oplevet en episode med en overfusende forælder. Men Joan Larsen blev lidt chokeret, da det stod beskrevet som »chokerende begivenheder og trusler om vold«.
»Men det er Arbejdstilsynets fælles formulering af dette arbejdsmiljøproblem. Da jeg modtog deres rapport, kontaktede jeg lokalcentret, som også havde fået en kopi. Jeg fik meget opbakning fra lokalcentret, både til at svare på rapporten og vejledning om hvor vi kan få hjælp. Vi har nu en aftale med Bedriftssundhedstjenesten, som hjælper os med retningslinjer for en voldspolitik.« Anne Havgård Nielsen supplerer: »Vi synes, vi er gode her på institutionen til at gribe fat i sådanne episoder med det samme. Vi udskyder ikke, og vi finder os ikke i det. Der er en gensidig respekt. Og vi får også ros fra forældrene for, at vi tager fat i problemer direkte og taler ordentligt om dem.«

En klar og detaljeret voldspolitik skal give personalet en tryghed og sikre, at der bliver grebet ind med det samme. Og forældrebestyrelsen har allerede sagt, at de gerne vil deltage i drøftelsen.

»Ja, vi er blevet meget klogere på det lille stykke tid! Nu skal vi være på forkant med, at det kan ske«, siger Joan Larsen. Vi følger op i næste nummer med en samlet vurdering af Arbejdstilsynets indsats på daginstitutionerne.