Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Fra ledernes verden
Tre sektioner, tre bestyrelser, tre hovedbestyrelsesmedlemmer.
Mandag den 13. januar blev der holdt stiftende generalforsamlinger i de nye ledersektioner i LFS. Alle tre områder valgte en bestyrelse, der over de kommende måneder skal afklare og formulere forslag til det fremtidige arbejde i ledersektionerne, hvorefter alle ledere vil få mulighed for at diskutere det. Endvidere valgtes tre nye hovedbestyrelsesmedlemmer blandt lederne. Referat fra generalforsamlingerne findes på LFS’ hjemmeside www.mitlfs.dk
– og legepladsernes særlige problematik blev løst: På almenområdets generalforsamling blev det besluttet, at legepladsledernes områdespecifikke forhold samt lønforhandlinger o.lign for legepladslederne fortsat varetages af det fælles faggruppeudvalg på legepladsområdet og ikke af ledersektionen på almenområdet, hvor legepladslederne formelt er tilknyttet. Hermed blev et ønske fra legepladslederne tilgodeset – og så var der debat:
Samme dag var der mulighed for at diskutere vilkårene for fremtidens ledelse for lederne i LFS. I en paneldebat mellem lederne og et panel, bestående af repræsentanter fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Kommunernes Landsforening og LFS vedrørende prognoser omkring rekrutteringsproblemer på lederområdet inden for de kommende fem år og løsninger herpå, sagde Lene Scou, chefkonsulent i Kommunernes Landsforening bl.a. at mulige løsninger er større institutioner, distriktsledelse og utraditionelle lederprofiler.
Hertil svarede repræsentanter for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i København, at rekrutteringsproblemerne i København ikke synes så store. Det handler mere om afklarede lederroller og at skabe atraktive stillinger. Begge forvaltninger tilkendegav, at der ikke aktuelt er planer om institutionssammenlægninger.
Dagen efter omtalte Radioavisen en lige offentliggjort redegørelse fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, hvor man sammenligner økonomiske og pædagogiske vilkår i hhv store og små institutioner.