Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Indspark
Lad spillet begynde
Dacapo Teatret skabte entusiasme, genkendelse og erkendelse for 500 LFS’ere med deres dialogforestilling om konflikter på arbejdspladsen.
I den integrerede institution Solstrålen holder institutionens leder Helga personalemøde med pædagogerne Jens og Rikke.
Helga har så travlt med alt det administrative og kommunen (hun sukker højlydt), at hun overlader en masse praktisk til Jens. Det er han godt tilfreds med. Rikke er ret nyansat, meget entusiastisk og mest til de kreative ting.
På personalemødet får Rikke at vide af Jens, at han er nødt til at tage noget af hendes kreative projekt. Hun har for mange timer. Rikke synes ikke, at han kan være det bekendt. Helga støtter Jens, han har jo altid lavet vagtskemaet – og til hendes tilfredshed. Rikke er frustreret og såret, men får kun stammet »men altså, men, nå men så…..«
Nogle dage efter fortæller Jens Helga, at »nogen« i personalegruppen er utilfredse med hendes ledelsesstil. Let presset indrømmer han, at han taler om Rikke. Helga kalder Rikke til samtale og afkræver hende svar på, om hun er tilfreds med at være på Solstrålen. Rikke erklærer sig glad for at være der. Helga siger en del generelle ord om, at man jo må følge arbejdsgangene og den slags. Rikke er et stort spørgsmålstegn.
Er det realistisk, spørger konsulent Claus Have, som styrer processen mellem de tre pædagoger på scenen, som spilles af skuespillere på Dacapo Teatret, og de 250 LFS’ere, som deltog den første aften med teatret. Ugen efter blev en lignende forestilling spillet for andre 250 LFS’ere. Men også kun lignende, for da det er publikum, som bestemmer resten af aftenens handling, er ikke to forestillinger ens.
Dialog med publikum
Ja, det er realistisk, svarer salen. En leder som er fraværende og gemmer sig bag lederrollen. At der ikke er en ordentlig beslutningsprocedure.
At lederen ikke sætter spørgsmålstegn ved Jens’ fremlæggelse. Og at alle tre er præget af konfliktskyhed. Og så er det problematisk, at Rikke ikke siger fra, lyder det fra salen. Det starter næste fase af dialogspillet: Personalemødet starter igen, og denne gang henter Rikke sine replikker fra publikum.
»Hvad skal jeg sige til det«, spørger hun hver gang, Helga og Jens vipper hende af. Hun bliver først rådet til at spørge ind til, at hun har for mange timer. Og får en »jamen lille pige« replik tilbage. Salen reagerer med en forarget latter. Publikum får igen mulighed for at give deres vurdering af situationen og gode råd til Rikke.
Tonen på personalemødet bliver værre og værre. Til sidst indvilliger en af publikum i at spille Rikke. Hun forsøger sig med samarbejde og imødekommenhed og høster et stort bifald fra salen, da hun går ned igen.
Og hun er ikke den eneste, der tager mod til sig. To andre deltagere kan heller ikke holde sig tilbage men bidrager til løsninger på typiske personalepolitiske problemer og dilemmaer som manglende kommunikation, uklare udmeldinger, plejerkultur og uklare roller og kompetencer.
»I er inviteret til at undersøge, hvad der sker, hvis I handler på en anden måde«, som Claus Have siger. Som en del af forestillingen vælger publikum en problematik fra deres egne arbejdspladser. I dette tilfælde udvalgte de problematikken om pædagogiske »strammere og slappere« på en narkoinstitution. Det var meget genkendeligt, hvis man kan måle efter latter, tilråb og engagement. Der blev peget på illoyalitet, mangel på gensidighed, lavt fagligt niveau og ingen refleksion. Konflikten mellem de to holdninger forsvandt ikke i løbet af spillet, og også det er realistisk.
I denne teaterform er der ingen »rigtige« meninger, det handler ikke om at få ret, og der er ikke én løsning, men et tilbud om at afprøve flere forskellige løsninger her og nu – på scenen. Publikum inspireres af hinandens løsningsforslag og bygger videre. Det samme problem gribes an på flere måder. Det bliver tydeligt, at samarbejde er at lytte, se og respektere hinanden, og at de gode løsninger udvikles som en kollektiv og gensidig proces.