Velfærdsdebatten:

Socialpolitik af bagdøren

Benny Lihme lever til fulde op til navnet på det tidsskrift, han er redaktør for: Social Kritik.

I rækken af fyraftensmøder om velfærden og dens udvikling i det danske samfund her og nu har yderligere to kloge mennesker med stor viden om og indsigt i samfundet, velfærd, børn og udsatte grupper indviet LFS’ medlemmer i deres holdninger og overvejelser. De to ”nye” er Benny Lihme og Per Schultz Jørgensen, to ”gamle” sværvægtere på området. Rækken af debat-fyraftensmøder er arrangeret af bestyrelserne for de tre områder i LFS, daginstitutionsområdet, specialområdet og dagplejeområdet. Tidligere har Asbjørn Wahl og Henrik Herløv Lund beriget medlemmerne med deres tanker, den første om fagbevægelsens rolle (LFS Nyt nr. 14/07), den sidste om nyliberalisme og ulighed (LFS Nyt nr. 1/08).

Der er en verden til forskel på den måde, man tænker og taler familie på i det nu hedengangne Familie- og Forbrugsministerium og i det ligeså tidligere Socialministerium. Eller måske skulle man bare sige: en klasse til forskel.

Under alle omstændigheder er netop denne forskel, som udmøntes i to forskellige ministerier, ét til karriereforældrene og ét til de udsatte familier, symptomatisk for en tendens i samfundet. Det var en af Benny Lihmes, redaktør af tidsskriftet Social Kritik, mange pointer om udviklingen på det sociale og pædagogiske område.

Benny Lihme var blevet bedt om at vende blikket mod de dårligst stillede i vores samfund, og hvordan vi, samfundet, behandler dem. Han er da også primært kendt for sit specialpædagogiske engagement, men som bekendt er netop den måde, man behandler sine svage borgere på, det der bedst beskriver hele samfund. Og det havde LFS’ medlemmer da også fanget: både daginstitutionsområdet og dagplejeområdet var repræsenteret på fyraftensmødet.

Karriere og forældreansvar

Da Familie- og Forbrugsministeriet blev oprettet, blev Socialministeriet drænet for hele daginstitutionsområdet, og samtidig gik pensions- og revalideringsdelen til Beskæftigelsesministeriet.

”Socialministeriet blev pludselig et almisseministerium. Her hørte de hårdest belastede unge og handicapgrupperne til, samfundets underklasse. Familie- og Forbrugsministeriet derimod var middel- og overklassens familieministerium. Daginstitutionerne blev omtalt som serviceinstitutioner for travle karriereforældre, og skal indrettes efter arbejdsmarkedets behov. Tænkemåden sætter forældrenes velfærd i stedet for børnenes. Ingen talte om børnenes behov.”

Men børn har jo et liv i sig selv. Et barndomsliv hvor leg er dominerende.

”Men nu skal barndommen føre til noget; karrieretænkningen er gået helt ned i barndommen med en skoleficering, en omfortolkning af barndomslivet som ikke er på børnenes præmisser. Dette er en vigtig diskussion”, siger Benny Lihme og nævner fx alle de amerikanske forældrebøger om børn som vindere som eksempel.

I Socialministeriet talte man familie og forældre på en ganske anden måde. Faktisk ret råt og grænsesættende. Et eksempel: hvis man som forældre ikke kan eller vil sikre at ens barn kommer i skole, så må man bøde for det. Eller et andet eksempel: hvis et barn begår kriminalitet, kan hele familien smides ud af deres lejlighed. Den slags forældreansvar ordnes via lovgivningen.

”Og der er da nogle familier, hvor man skal gribe ind for barnets skyld, men i måden er der en stor klasseforskel”, siger Benny Lihme.

Både Familie- og Forbrugsministeriet og Socialministeriet er nu afskaffet, eller rettere forenet i det kæmpestore Velfærdsministerium.

”Nogle siger at det er så stort at det vil være en trussel mod de svage, fordi middelklassen kommer til at dominere så meget, at der kommer mindre fokus på de udsatte og svage. På den anden side: man kan beskylde Karen Jespersen for meget, men hun plejer at have øje for de svage.”

Offerrolle

Benny Lihme ser en udvikling, som i nogen grad lægger sig op ad USA. Her har de fx ikke et socialministerium, for hvorfor have solidaritet med de svageste, som han siger.

”Det ligner ved at hovedspilleren ikke er staten men markedet. Og det skal vi holde øje med, for som Karen Jespersen selv siger, er god socialpolitik tre ting: tillid til det offentlige, social sammenhængskraft og forhindre parallelsamfund.”

Og hvordan ser det så konkret ud? Der tegner sig et billede af at i Danmark går det så godt. Men praksis fortæller om stress og sygefravær. Selvom Benny Lihme kalder det hønsesnak og klynk at tro at arbejdet med mennesker er hårdere end fx industriarbejde. Han advarer:

”Jeg ser en tendens til at pædagoger ikke blot fremstår som ofre men også fremstiller sig selv som ofre. Det er et stort problem for professionen med et billede af hjælpeløse hjælpere, som er ofre for vold.”

Han finder argumenter i det pædagogiske arbejde med udsatte og kriminelle unge:

”I USA er der fx mange psykisk syge, som befinder sig i fængsler i stedet for på psykiatriske hospitaler – og i mild variant har vi dette herhjemme. Regeringens voldspolitik er at adskille pædagogisk arbejde fra sikkerhedspolitik. Pædagogerne er ikke sikre nok, derfor er der for mange magtanvendelser. Så hvorfor ikke ansætte kosovosoldater som vagtværn? Jeg frygter at den udvikling kan brede sig, hvis pædagoger fremstiller sig selv som svagpissere. Lene Espersen har allerede talt om at erstatte pædagoger med fængselsbetjente, men der siger Karen Jespersen dog nej.”

Han tilføjer:

”Hvis sociale institutioner nærmest omdannes til lukkede fængsler (sådan som Dansk Folkeparti presser på for) så presses de til at blive mere sikrede. Men det ødelægger det pædagogiske område at acceptere sikringen.”

”Det er socialpolitik af bagdøren, og er også på vej herhjemme. Man bruger flere penge på at reparere på ungdomssanktionen for satspuljemidlerne end på at forebygge. Der er gået politik i det, Dansk Folkeparti skubber Lene Espersen foran sig. Der tages fat i enkelttilfælde af vold og kriminalitet, og så lovgives der ud fra det. Men de unge har brug for sunde relationspædagogiske tanker frem for sikrede afdelinger.”

Hvorfor forebygger man ikke i stedet for? Og hvorfor bruger man ikke serviceloven meget mere offensivt og effektivt? Spørger Benny Lihme. Det er jo unge som har været i kontakt med de sociale myndigheder masser af gange. Hvis man forebygger mere og anbringer mere, så vil presset på at klare problemerne via fængsler blive mindre.

Han fortsætter:

”Tænk hvis man lavede noget der hed kærlighed i socialt arbejde! Jeg synes det er bagvendt at fokus er så meget på vold, jeg ser det lidt som et symptom på at dele af faggruppen er på vej væk fra klienterne, fra brugerne. De kriterier der gør at de bliver anbragt, bliver også brugt som udsmidningsgrund. Man har valgt at arbejde med adfærdsvanskelige unge – og så brokker man sig over at de er adfærdsvanskelige.”

Kontakt, relation, person

Deltagerne opfordrer Benny Lihme til at vurderer feltet med kvalitetssikring, målinger og dokumentation.

Grundlæggende mener han at man ikke i pædagogisk arbejde kan måle sig frem til den såkaldte best practice. Det er taget fra lægeverdenen og naturvidenskaben, og der kan det sikkert bruges, men i den pædagogiske verden handler det om de uspecifikke relationer, som er en åben uforudsigelig responderende proces. Det er pædagogisk uholdbart at forudbestemme via en manual, hvad man skal gøre – det er en tanke hentet fra naturvidenskaben.

”Man underløber pædagogisk arbejde, når man siger at metoden er vigtigere end personen. Man kan ikke adskille personen fra den professionelle rolle. Det handler ikke om metoden men om den personlige professionelle.”

Som han siger, så vrimler det med historier om hvordan kontakten med en særlig voksen, altså relationen, redder den unge. Om mentorship som det relationspædagogiske princip, om nogen som har været mere tilstede som personer.

”Forskning i psykoterapi viser det samme. Psykoterapi virker, men det er personen der virker, uanset metode. Det er det fælles ved metoderne der virker: kontakten, relationen, personen. Og det er jo en bombe under best practice.”

Han ærgrer sig over at de københavnske politikere er løbet fra det frihedsbrev, de selv bragte på banen i forbindelse med det såkaldte Pinocchio- møde sidste år (LFS Nyt 5/07). Og at der intet kom ud af at folk fra Finansministeriet offentligt i en kronik angrede, at de havde indført alt det måleri og evalueringer. Alligevel ser han en åbning fra nogle politikere. ”Men Københavns Kommune er muligvis det sted, hvor det fiser ind sidst, at grisen ikke bliver federe af at komme på vægten”.

”Det er ritualer, fup. Dels er meget af det uvidenskabeligt, dels bruges resultaterne jo ikke til andet end det, man politisk allerede har bestemt sig for. Fx evalueres de sikrede institutioner dårligt, men de får alligevel flere og flere penge, fordi de spærrer de unge inde. Og ingen vil heller kunne klare opgaven, problemet er strukturelt. Det er et skuespil. Og desværre taler vi ikke mere om etik efter at målingsteknologien har vundet frem. Etik tager jo udgangspunkt i det menneskelige… Og hvis man skal metodemåle, må man intet gøre som går ud over manualen, man må ikke være spontant menneskelig fx, for det kan blive en fejlkilde i evalueringen af metoden.”

Det er måske logik i lægevidenskab men bestemt tragikomik i pædagogisk arbejde