Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nyt netværk på tværs
Kritik Pædagogisk Netværk er navnet på et søsat samarbejde for hele 0-18 års områdets pædagogiske ansatte.
Samarbejdet er kun delvis nyt, for netværket udspringer af aktionsgruppen mod sprogtesten. Emnerne er blevet udvidet til at omfatte læseplaner, læsepolitik, problematikker for både 0-6 års området og fritidshjems- og klubproblematikker. Kort sagt hele børneområdet og pædagogik generelt. I erkendelse af at der er brug for et bredere samarbejde slog aktionsgruppen sig sammen med nogle af dem der arbejder med fritidspædagogik.
Målsætningen for arbejdet er dybest set at få indflydelse og præge udviklingen. Først og fremmest ved at sætte spørgsmålstegn ved tidens politiske tendenser på det pædagogiske område, og ved visionært og konstruktivt at forholde sig til og deltage i udviklingen af det pædagogiske felt.
”Vores første opgave bliver at klæde folk på til de distriktskonferencer, der ligger som opfølgning på Børne- og Ungdomsforvaltningens store visionskonference her i marts måned, sådan at vores indflydelse på udviklingen og fremtiden bliver størst mulig. Det er nu vi har mulighed for at få sat fokus på de værdier vi synes er de vigtigste lige nu”, fortæller Iben Andersen, en af primus motorerne i netværket (ganske som hun var i aktionsgruppen mod sprogtest).
Og det er vigtigt, for distriktskonferencerne lægger op til Københavns Kommunes nye pædagogiske perspektivplan, som vedtages i september. Derfor er første fyraftensmøde med netop dette emne på dagsordenen da også allerede afholdt når dette blad udkommer.
Men ud over dette helt specifikke, så ser stifterne af Kritisk Pædagogisk Netværk også netværket som et forum for gensidig inspiration på tværs af det store område, hvor de kan reflektere over pædagogik, faglighed, teori og praktik.
”Og så vil netværket også gøre os i stand til som område at reagere hurtigt på spørgsmål og problematikker.”
En mindre gruppe på 7-8 mennesker har påtaget sig opgaven med at koordinere aktiviteter etc., men selve netværket forventer de bliver stort. Interessen er der i hvert fald. Og det omfatter pædagogisk personale organiseret i både LFS og BUPL, og PLS’ere er velkomne. Og på sigt er målet at også dagplejeområdet og specialområdet kobles på.
Netværkets mailadresse er: kpnetvaerk@gmail.com EL