Velfærdsdebatten:

Af Elisabeth Lockert Lange

Vil du være kunde eller medmenneske?

Per Schultz Jørgensen kom langt omkring det pædagogiske og havde mange perspektiver på udviklingen i vores samfund på et fyraftensmøde med så få deltagere, at det nærmest blev en rundbordssamtale. Til stor fornøjelse for deltagerne.

Velfærdsprojektet er under pres. Først og fremmest på grund af privatiseringer og sygeforsikringer som er i stærk vækst. Og presset på velfærdsstaten er ikke kun et dansk fænomen men sker i hele Norden. Alligevel er vismand og professor emeritus Per Schultz Jørgensen relativt optimistisk, for han tror trods alt ikke at velfærdssamfundet er under afvikling.

Per Schultz Jørgensen behøver vel egentlig ingen præsentation. Han er velkendt i både samfundsinteresserede og pædagogiske kredse. Men for en god ordens skyld så er han lærer, psykolog, dr.phil. og professor. Sidst ansat på Danmarks Pædagogiske Universitet. Han var medlem af Den alternative Velfærdskommission (ganske ligesom i øvrigt Benny Lihme og Henrik Herløv Lund).

Presset på velfærdsprojektet antager flere former, og Per Schultz Jørgensen kom ind på flere af dem. En af dem er diskussionen om såkaldt målretning af ydelserne. Det vil sige at man kun giver til de allersvageste. Argumentet er det logiske, at hvorfor skal alle have en ydelse, uanset om de har behov for den eller ikke.

”Det lyder logisk rigtigt, men man overser let at det har nogle konsekvenser, nemlig at det solidariske element forsvinder. Den nordiske model er jo at vi alle bidrager til velfærdsstaten, som træder til for os alle uanset høj eller lav. Ellers har vi ikke længere velfærd, men velfærd for de fattige. Og det ender let som fattigt velfærd, for systemet udhules, når det bliver en mindre – og måske mindre og mindre – gruppe, som skal have.

Så luger man måske også ud i det, der er selvforskyldt. Ja, alle de aspekter som vi ser i USAs velfærdsmodel. At man skal klare sig selv, og hvis man ikke kan det, er det ens egen skyld. Men store grupper er udenfor, de kan ikke holde trit med udviklingen, og så er der folkesygdomme som misbrug og depression. Det lykkeligste land i verden har også sine skyggesider.”

Men vi har også et samfund med stor velstand og færre fattige, understreger han.

”Hvor mange fattige? Hvis man bruger EUs mål er der ca. 3-3 1/2 pct. fattige, 60.000 børn. Men det handler jo ikke kun om sult. 17 pct. blandt eneforsørgere er fattige, og de har i stigende graikke netværk, deres børn er isolerede, de er måske depressive, har et elendigt liv. Og den ulighed er stigende.”

Han ser klart at vi bevæger os hen mod et anderledes samfund. Det er markedstænkningen – igen – der er skurken, og som tager over. At det er den enkelte som selv får ansvaret, at valgmuligheder ses som frihed.

”Netop dette tankesæt er nået langt ind i plejesektoren. Med stegkodekulturen som ændrer holdningen til mennesker. Men ægte frihed ligger jo i at få indflydelse på sit liv. Og en udsat person har brug for hjælp, ikke valgfrie madmenuer.”

Ydelse versus omsorg

Socialpolitikken er næsten afskaffet. Den er i stedet underlagt beskæftigelsespolitikken; ud på arbejdsmarkedet, og hvis man ikke er der så er det selvforskyldt.

”Men hvis man ikke har ressourcerne? Der er en ubønhørlighed over for det enkelte menneskes behov. Hvis man ikke lever op til normerne, så fratages man støtten. Der er en umenneskelighed over for sociale klienter, en nultolerance, en disciplinering frem for behandling. Og selve behandlerkulturen er også i krise, tidligere familiebehandling er nu væk, og gode børneinstitutioner er under nedlæggelse. De der oprettes nu ligner de gamle børnehjem. Dem vi engang forlod i faglig udvikling”, siger Per Schultz Jørgensen.

Kvaliteten udhules. Han ser to perspektiver: serviceydelser som afgrænses og er kvantitative. Eller omsorg som ikke er en ydelse men en relation mellem to.

”Disse to tilgange er væsensforskellige. Hvis alt tænkes i ydelser (og evidens, stregkoder etc.) så er vi ved at genstandsgøre alt. Den anden tænkning er i forhold til den andens følelser, nærvær, autentisk bekymring. Hvis den offentlige sektor kun tænker i ydelser, så åbnes der for overgreb i selve systemet”, understreger Per Schultz Jørgensen. For en serviceydelse får du som kunde i butikken, mens omsorg får du i ægte medmenneskelighed.

”I omsorgen er man ærlig, er man sig selv, autentisk i sit møde med den anden. Og det er oven i købet energiskabende. Men det er kvantitetstænkningen, der er på sejrskurs.”

Den danske model, som så mange lande priser, fordi vi har fastholdt en høj vækst samtidig med høj velfærd, er ikke den model de lande selv vælger. De vælger markedsmodellen.

”Vores er dyr, og det har krævet lang tid at få det menneskesyn, der ligger bag den. Og hvis vi sælger ud af den, som vi gør nu, så får vi den måske aldrig igen. Se bare på New Zealand, hvor hele det velfungerende velfærdssystem er smuldret på kort tid.”

Bevar institutionerne

Hemmeligheden bag vores succesrige model er en stor offentlig sektor og en effektiv løsning af velfærdsopgaverne, vurderer Per Schultz Jørgensen.

”Der er en tæt kobling mellem behov og løsning, når man ser på fx pleje og dagtilbud. Men det offentlige udhules, velfærden udhules, fordi de offentlige udgifter for enhver pris bliver holdt i ro, mens det private er steget”, siger Per Schultz Jørgensen.

På fyraftensmødet anbefaler han på det kraftigste at vi holder fast i vores institutioner – institutioner i bred forstand.

”For det er dem der bærer medmenneskelighed, solidaritet og omsorg. Og vi har ikke brug for flere projekter som lukkes ned, når de har varet et par år. Vi har brug for at styrke de institutioner, de sikkerhedsnet, vi allerede har! Vi skal udbygge vores institutioner. Projekter udhuler hvis de ikke er forankret.”

Han mener at der er en kritisk grænse for, hvor meget der kan privatiseres, og hvor lille den offentlige sektor kan være, før vores model bryder sammen.

Denne kritiske grænse sætter han der, hvor den private sektor har overtaget ca. 30-40 pct. Ved nedskæring tvinges man over i at lave private ordninger, som fx forældrebetaling for børn eller et privat hospital som det offentlige betaler. Private sygeforsikringer, som er i stærk stigning, frygter han kan blive en kædereaktion.

Og selvom Per Schultz Jørgensen ikke tror at regeringen vil afvikle velfærdsstaten, men ”blot” modificere den i neo-liberal retning, så er det tæt på nu på sundhedsområdet, vurderer han. Allerede nu er der et parallelt samfund.

Og som en deltager på mødet siger:

”Hvis dagtilbudene bliver for ringe, så laver man private dagtilbud, og så er nedslidningen af det offentlige tilbud ikke længere et fælles problem.”

Beskatning har naturligvis også en betydning for velfærdssamfundet. Per Schultz Jørgensen mener at hvis vi fraviger vores nuværende princip om progressiv skat, så er det begyndelsen til enden. For den der betaler lav skat vil ikke pludselig betale mere.

”Velfærdssamfund blev i sin tid skabt af fattige samfund, og det var bundet sammen af nødvendighed. Dér er vi ikke mere, men vi kan jo pludselig få en ny social nødvendighed, hvem ved – måske på grund af miljø…”

Velfærd for børn

Og børnene?

Udviklingstendensen er at børnefamilierne har fået skærpede vilkår, børn er længere i institution og er mere krævende. Samtidig er flere børn fattige.

”En velfærdspolitik for børn må have tre planer. Samfundsplanet med offentlig politik, de store linjer, sikkerhedsnet. Økonomien og dermed hvor mange ressourcer der gives til daginstitutioner og dagpleje. Og endelig hverdagen, børnenes… Til det første hører bl.a. fleksible barsels- og orlovsordninger, og de er steget. Dagpasningen med vægten på kvalitet er til gengæld forringet, der er færre voksne til børnene. Velfærden i børns hverdag handler først og fremmest om stabile kontaktnet, især fire sociale sikkerhedsnet: sundhedspleje, dagpasning, skole og fritidstilbud. De er alle offentlige. men det er maskerne i nettet, der er afgørende for, hvor mange børn vi skal samle op senere. Og det er et system som vi lader slide ned nu.”

Og hvorfor tror politikerne at måling i sig selv hæver kvaliteten? Måling bliver på det målbare, og det er ikke det relationsmæssige.

Og netop her skal det pædagogiske personale gribe i egen barm, mener han. For hvad fortæller de som det vigtigste til forældrene? Relationen eller det konkrete, når barnet bliver bedre?

”Der er brug for en tillidsreform, så man overlader opgaven til de professionelle, et professionelt råderum, hvor man opbygger faglighed, har etiske principper og overordnede retsprincipper”, siger Per Schultz Jørgensen og deltagerne på mødet nikker i enighed.