Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Klik ind på http://www.etsundtarbejdsliv.dk/aktuelt_tema.aspx (link virker ikke længere, red.) og læs hvordan du kommer godt fra start med din ferie. Fleksibiliteten og teknologien betyder jo mere flydende grænser mellem fritidsliv og arbejdsliv og det kan have den pris at vi ikke får koblet helt fra i ferietiden. Og det har vi brug for.
Ligesom pauser er sundt og nødvendigt for alle i løbet af en arbejdsdag, så er de lange pauser, som vi har i ferien, også vigtige.
Det kan være en god ide, at sortere i hvad du skal have gjort, inden du går på ferie og lad resten ligge. Skriv dine skal-opgaver og dine kan-opgaver ned på et papir. Det giver ro, hvis du når de vigtigste ting, så de ikke ligger og spøger.
Skriv også de ting ned som du ved, du skal i gang med efter ferien, så ligger de parate, når du kommer tilbage. Sluk din arbejdsmobil og sæt svarer på, ligeså arbejdsmail – om hvornår du er tilbage.
Flere arbejdsskader bliver anerkendte
Et stigende antal arbejdsskadesager blev anerkendt i 2007. Godt 80rocent af de behandlede ulykkessager blev anerkendt, mens næsten 25 procent af sager om erhvervssygdomme blev anerkendt. Det viser den nyligt offentliggjorte årsstatistik fra Arbejdsskadestyrelsen.
Stigningen skyldes bl.a. at 15 nye erhvervssygdomme er kommet på fortegnelsen, dels at der er lempet i kravene for yderligere 22 sygdomme.
Mens antallet af anmeldte ulykker hen over årene ligger rimeligt stabilt på omkring 20.000 om året, så stiger antallet af anmeldte erhvervssygdomme. I Danmark såvel som i resten af Europa.
Et andet fælles træk er at antallet af psykiske arbejdsskader stiger. I 2007 til 3.438.
18 procent af det samlede antal anmeldte erhvervssygdomme.
Statistikken kan læses http://www.ask.dk/sw21522.asp (link er ikke længere aktivt, red.)
Ondt i ryggen skal arbejdes væk
Nu skal det være slut med at lægge sig syg med ondt i ryggen. I stedet skal rygpatienterne blive på arbejdet, da ny viden dokumenterer, at rygpatienterne hurtigere overvinder smerterne, hvis de holder sig i gang i størst muligt omfang.
Det skriver Berlingske Tidende. Et ekspertudvalg er nu på vej med et oplæg til regeringen om, hvordan virksomhederne kan indrettes fleksibelt, så de kan have en medarbejder med smerter, som i en periode arbejder på nedsat kraft.
Overarbejde giver depressioner
Arbejder du mere end 40 timer om ugen, stiger risikoen for, at der sammen med overtidsbetaling også kommer en depression. En ny norsk undersøgelse viser, at mænds risiko for depression eller angst stiger fra ni til 13 pct. ved overarbejde, mens risikoen for kvinder stiger fra syv til 11 pct., skriver MetroXpress.
En af grundene til, at overarbejdet kan medføre depression, er, at de ansatte har mindre fritid og derfor ikke på samme måde som andre får motion, der ellers er et effektivt middel mod depression.
Fogh vil ikke garantere lønkommission
Den interne uenighed i fagbevægelsen skal udryddes, så der kommer et samlet ønske om en lønkommission fra landets fagforbund. Det er kravet fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for at støtte tanken om en lønkommission efter sommerferien, skriver flere medier.
Nu kommer de pædagogiske assistenter
Skriver FOA i en pressemeddelelse. Det er pgu’en der nu udvides med 21 måneder. Nye fag som idræt og bevægelse forventer de vil spille en central rolle, med dagens øgede fokus på sundhed hos både børn og voksne. Og netop med dette fag håber man at kunne tiltrække flere unge mænd til det pædagogiske fag.
Som del af reformen bliver den pædagogiske grunduddannelse omdøbt til pædagogisk assistent. De unge og voksne som tager uddannelsen får titlen pædagogisk assistent. Samtidig vokser antallet af pladser kraftigt over de næste år fra 500 til 1500 pladser årligt. De første hold på den nye uddannelse som pædagogisk assistent begynder til august i år.
Færre børn dyrker regelmæssig motion
En ny undersøgelse viser, at andelen af børn og unge mellem syv og 15 år, der dyrker regelmæssig sport eller motion, er faldet fra i 89 pct. i 1998 til 84 pct. i 2007.
De 7 til 12-årige er de mest aktive med pigerne i mere udpræget grad end drengene, mens der sker et stort frafald ned til 77 pct. aktive blandt de 13-15 årige.
Det største frafald sker blandt pigerne, som fra 13 år bliver mindre aktive end drengene.
Omkring en tredjedel af børnene siger, at de ville dyrke mere sport eller motion, hvis der var bedre faciliteter. Undersøgelsen baserer sig på spørgeskemabesvarelser fra 1.987 børn og unge og 4.147 voksne.
Læs mere på www.idan.dk
Få vil være dagplejere
Forældres tilfredshed med dagplejen er helt i top, og i hvert fald de fleste kommuner ønsker at bevare dagplejen. Men problemerne med at skaffe dagplejere vokser.
Det viser en ny rundspørge, som FOA har foretaget. I den svarer 8 ud af 10 dagplejeledere at de har svært ved at skaffe det antal dagplejere, de skal bruge. Sidste år var 7 ud af 10, der havde rekrutteringsproblemer. Alligevel er det de færreste kommuner, der har en aktiv politik for at rekruttere nye dagplejere og fastholde dem, der allerede er i faget.
Det undrer Jakob Sølvhøj, formand for FOAs pædagogiske sektor sig over. Og han mener at kommunerne også ville kunne skaffe de dagplejere, de skal bruge, og holde på dem de har, hvis dagplejerne var tilfredse med deres arbejdsvilkår, ”det handler kort og godt om at skabe gode arbejdsvilkår og sikre dagplejernes anerkendelse.”
Privatansattes løn steg mest
Lønforskellen mellem privatansatte og offentligt ansatte blev uddybet fra første kvartal 2007 til første kvartal i år. Det viser Danmarks Statistiks lønindeks for den private sektor.
For mens lønnen for den private sektor steg med 4,4 procent havde de statsansatte en lønfremgang på 3,6 procent og de ansatte i kommuner og regioner var nede på 2,8 procent. Danmarks Statistik beregnede den årlige stigning i forbrugerpriserne til at udgøre 3,1 procent.
Vanskelige forældre…
Er de nye forældre kritiske og krævende eller er det en myte?
FOA mener det er en myte, og det gør de på baggrund af en undersøgelse, der viser at der er meget få konflikter mellem forældrene og pædagoger og pædagogmedhjælpere i daginstitutioner og dagplejere i dagplejen.
Forældre kan ganske vist usikre på, hvordan deres børn skal opdrages, men undersøgelsen viser, at der derimod er et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem forældre og personale.
Kun to procent af forældrene og tre procent af medarbejderne havde en konflikt med den anden samarbejdspart, mens undersøgelsen blev udarbejdet. Samtidig er tilfredsheden blandt forældre med børn både i daginstitution og i dagpleje stor.
Undersøgelsen ”Myter og realiteter om forældresamarbejdet i dagtilbud” er udarbejdet af TMC og Udviklingsforum for FOA. Læs mere på www.foa.dk
Postautomobiler i 100 år: Fra rutebil til varevogn
Efter grundig testkørsel af de motoriserede, firehjulede køretøjer, indførte det danske postvæsen automobilet i 1908 og fik dermed et alternativ til den traditionelle hestevogn.
Testkørslerne af automobilet tog sin begyndelse i 1903, hvor postvæsenet lod breve og pakker transportere med de første danske rutebiler, først på enkelte ruter. Den første bil i postens tjeneste blev lejet i august 1908 og var et benzindrevet, fransk automobil af fabrikatet Berliet. Bilen havde ingen forrude, så føreren skulle være klædt på til al slags vejr.
Siden har postvæsenet benyttet mere komfortable modeller af mærker lige fra Ford og Volvo til Chevrolet.
En fotoudstilling om postbilerne gennem 100 år kan ses i Café Hovedtelegrafen til 19. oktober 2008.
Særlig indsats forkorter sygefravær
Hvis virksomheder, socialforvaltning og læger arbejder bedre sammen om at få sygemeldte tilbage i job, kan det skære en god bid af danskernes sygefravær.
Det viser et forskningsprojekt, som er gennemført af overlægerne Ole Steen Mortensen og Niels Ebbehøj samt afdelingslæge John Bang, alle fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital. Ifølge Magasinet Arbejdsmiljø deltog i alt 591 patienter i den særlige indsats, som var aftalt mellem arbejdsmedicinerne og socialforvaltningerne, mens 510 patienter udgjorde en kontrolgruppe. Projektet løb over halvandet år. Da projektet sluttede, viste det sig, at patienterne i gruppen, hvor den særlige indsats blev gjort, i gennemsnit havde knap fem ugers kortere sygefravær end kontrolgruppen.
Et vigtigt element i samarbejdet mellem socialforvaltningerne og arbejdsmedicinerne var den arbejdsmedicinske speciallægeerklæring, som blev udfærdiget for hver patient tidligt i sygdomsforløbet, fordi den besparede en række vigtige spørgsmål.
Projektet blev støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden og Københavns Kommunes Sociale Koordinationsudvalg.
Idræt for vanskeligt stillede børn
Kulturminister Brian Mikkelsen og velfærdsminister Karen Jespersen opslår en pulje til idræt for vanskeligt stillede børn.
Der indkaldes ansøgninger til projekter med en målrettet idrætsindsats for børn med overvægt, børn med handicap, børn anbragt uden for hjemmet, børn af nydanskere samt børn fra mindrebemidlede hjem. Puljen til idræt for vanskeligt stillede børn og unge administreres af Kulturministeriet og Velfærdsministeriet og løber i perioden 2005 - 2008 og er på i alt 40 mio. kr. Puljen supplerer de initiativer om idræt efter skoletid, der har kørt de seneste år.
Nej til øget udlicitering
Venstre vil lade private virksomheder byde ind på alt fra driften af folkeskoler til pleje af ældre.
En vidtgående privatiseringsplan, som danskerne ifølge en ny undersøgelse foretaget af Synovate for FOA, BUPL og Danmarks Lærerforening takker nej til. Det overvejende flertal af danskere ønsker ikke en udvikling med øget udlicitering.
Spring ud i det
Udviklingshæmmede fortæller i en ny pjece om deres erfaringer med job på almindelige arbejdspladser.
Springet fra beskyttede værksteder til ordinære arbejdspladser sker ofte med støtte fra personalet på værkstederne. Pjecen er udarbejdet, så den kan bruges som udgangspunkt for en fælles snak om muligheder og udfordringer.
Læs mere på http://www.servicestyrelsen.dk/wm146720 (link er ikke længere aktivt, red.)
Flere penge til socialområdet
SF’s leder på Københavns Rådhus, borgmester Bo Asmus Kjeldgaard, varmer op til budgetforhandlingerne efter sommerferien med løfte om at kæmpe for flere ressourcer til socialområdet.
På en konference i juni måned om udsatte børn debatterede han sammen med borgmesterkollega Mikkel Warming med 150 kommunale frontmedarbejdere. Bo Asmus Kjeldgaard siger bl.a. ”Det sociale område har for længe lidt under, at behovet for hjælp er for stort og økonomien til opgaven er for lille. Det skal ændres med budgettet for 2009. København vil have plads til alle slags mennesker, også de skæve og utilpassede, der har brug for ekstra hjælp og støtte.”
Hjælp til voldsramte børn
10 kommuner er med i 14 projekter, som skal give forbedret støtte og behandling til voldsramte børn. Velfærdsminister Karen Jespersen og satspujlepartierne har afsat 52 mio. kr. til projekterne. Pengene skal bruges til at forbedre og sikre opsporingen af børn, der har været udsat for vold, og styrke kommunernes og krisecentrenes støtte og behandling til børn og mødre i voldsramte familier.
Hvert år berøres et stort antal børn direkte eller indirekte af vold i familien.
Et skøn fra Statens Institut for Folkesundhed er, at mindst 22.000 børn lever i voldelige familier. Følgerne af at leve med vold under opvæksten er en konstant angst for ny vold, at de løser konflikter ved at slå, at de får lavt selvværd, depressioner, søvnløshed og svigtende koncentration. Børn fra voldelige familier har en tendens til selv at blive ofre eller voldelige i et parforhold.
Målet for projektet er, at flere børn og kvinder får en stabil tilværelse, der ikke er præget af vold og følgerne af vold.
Arbejdsgiverne svigter sygemeldte
Ifølge sygemeldte lønmodtagere kunne både arbejdsgivere og kommuner gøre langt mere for at hjælpe de syge tilbage i job igen.
Det gælder bl.a. virksomhedernes brug af sygefraværssamtaler og delvis raskmeldinger og virksomhedernes vilje til at indføre sygefraværspolitik. Det viser en undersøgelse, LO har fået foretaget. Den viser at 80 pct. af de privatansatte ikke på noget tidspunkt har fået tilbudt en sygefraværssamtale, hvor en tilbagevenden til arbejdspladsen planlægges.
Lidt bedre ser det ud for de offentligt ansatte, hvor 61 pct. svarer, at de ikke har fået tilbudt en sygefraværssamtale. Desuden er kun hver femte delvist raskmeldt, selv om delvise raskmeldinger er med til at fastholde de sygemeldte på arbejdsmarkedet.
Læs mere på www.lo.dk