Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Ophold eller ferie i udlandet under sygdom
Når et sygemeldt medlem anmoder sygedagpengekontoret om tilladelse til at holde ferie i udlandet med sygedagpenge er svaret ofte ”Nej, det må du ikke, så skal du raskmelde dig og hæve dine feriepenge!” Men det er ikke altid rigtig, vurderer FOA.
I forbindelse med den sygedagpengelov, der trådte i kraft den 3. juli 2006, blev reglerne for ophold i udlandet præciseret. Af reglerne fremgår det at danskere bevarer retten til at modtage sygedagpenge under ophold i EU og EØS lande. Også ophold i lande, der har indgået en international aftale, er tilladt.
Men ophold i udlandet er ikke ensbetydende med afholdelse af ferie. Medlemmet skal derfor ikke anmode sygedagpengekontoret om tilladelse til at afholde ferie i udlandet, men anmode om tilladelse til ophold i udlandet. Forklaringen er, at medlemmet ikke er i stand til at holde ferie pga. sygdom, men hun kan være syg i udlandet, ligesom hun kan være syg hjemme. Her er der tale om en rettighed som følge af Danmarks medlemskab af EU, hvor hensigten er at ligestille borgere hen over landegrænserne.
For at kunne bevare retten til sygedagpenge i udlandet skal det sygemeldte medlem dog opfylde sygedagpengelovens øvrige betingelser, hvilket indebærer, at retten til sygedagpenge bortfalder, hvis medlemmet nægter lægebehandling eller optræning, hvis medlemmet ved sin adfærd forhaler helbredelse eller hvis medlemmet uden rimelig grund undlader at medvirke til opfølgning.
Det følger af disse betingelser at hvis en rejse til udlandet udsætter behandling eller opfølgning, eller forværrer lidelsen, så kan sygedagpengekontoret give afslag på sygedagpenge under ophold i udlandet. Men den praksis, som nogle kommuner har med konsekvent at udelukke sygedagpenge under ophold i udlandet, den følger altså ikke loven.