Drøm med…

Af Elisabeth Lockert Lange

Et møde mellem en gruppe børnehavebørn og en gruppe hjemløse om emnet drømme. Lyder det helt ude i skoven? Det er i hvert fald utraditionelt. Og som det viser sig meget frugtbart for begge parter, fortæller Børnehaven Peder Lykkesvej.

En stemning af højtidelighed hviler over hele lokalet. Det er også en stor dag, der er både lagkage, taler og fotografer. I dag er der reception i Børnehaven Peder Lykkesvej, i dag skal otte børn i børnehaven offentliggøre deres helt egen kalender. Om drømme. Inspireret af den drømmekalender, som Hus Forbi, hjemløsebladet, udgav ved juletid.

Børnene og deres mødre (kun en enkelt far har fundet vej til børnehaven denne eftermiddag) venter på at alle er ankommet, så receptionen kan starte, og kagen skæres ud. På en stol sidder en af hjemløseavisen Hus Forbis mange sælgere. Hende vender vi tilbage til. Diverse journalister og fotografer er også mødt op – dette er en god historie på mange måder, så anderledes.

Rundt omkring på væggene er der hængt mange billeder op af sovende børn, af malerier og ord. Oven over det hele hænger drømmefangere med fjer og perler. For dem der ikke ved det, så fanger drømmefangere de dårlige drømme, før de kommer ind i hovedet på os.

Dagens emne er nemlig drømme. Og hvad er drømme egentlig? Er det det der sker i ens hoved når man sover? Er det drømme om noget, en kæreste fx eller en ferietur? Eller er det begge dele?

Børnene i kalenderen fortæller om drømme om Kreta, om at spille på guitar, om Ghana, om fine dyr, om at være prinsesse på et slot, om en bamse, om en rød bil. Blandt andet.

”Drømme kommer ind i hovedet, når man lægger sig ned.” ”Man kan ikke se sine drømme, fordi det er mørkt.” To citater om drømme fra de dybsindige og eftertænksomme fireårige børn.

”Ja, fireårige børn kan sagtens fortælle os noget, hvis bare vi hører efter”, siger børnehavens leder Mitzi Tofte og smiler.

Ros

At bruge fantasien, være nytænkende og utraditionelle er just Børnehaven Peder Lykkesvejs kendetegn. Nysgerrighed er et nøgleord for dem, nysgerrighed på lege, materialer, samvær, æstetik eller det som børn udforsker sammen. Der er fokus på børns måde at udtrykke sig på, og børnehaven lægger vægt på at arbejde med billedkunst, former, bevægelse, musik og sprog.

På deres hjemmeside skriver de: ”Vi forsøger løbende at skabe forbindelser, så verden ikke lukkes ude af børnehaven. Det kan være forbindelse mellem børn og natur, mellem børnehave og skole, mellem hjem og børnehave, mellem hoved og krop, mellem himmel og jord, mellem børn fra flere kulturer, mellem os og andre børnehaver i Danmark eller andre lande. Mulighederne er uendelige.”

Og denne evne til at se muligheder kommer til fulde til udtryk i det projekt, som startede sidste efterår, og som denne dag afrundes med en smuk kalender med både fotos, tegninger og drømme.

Jeg er ikke den eneste imponerede deltager i receptionen. Områdets pædagogiske konsulent Birgitte West tager rosende ord i sin mund om projektet, som har fået tilskud fra sproggruppen i kommunen. Drømmeprojektet omfatter nemlig børn fra adskillige sproggrupper og etniske herkomster. Også det har de tænkt med.

”En flot pædagogik”, siger Birgitte West. ”Sikke en fantasi at finde på at kombinere dette. Jeg er sikker på at dette kan inspirere andre igen til at gøre – ikke det samme – men noget utraditionelt, til at tænke i helt utraditionelle baner.”

Drømmebilleder

Kagen er skøn, fotograferne zoomer og knipser, børnene virker forbavsende afslappede, en tolk står ved vinduet og oversætter for en mor, som smiler og lyser op, mens først leder Mitzi Tofte og derefter Ketty Høeg, pædagog og primus motor på projektet fortæller om det overraskende forløb.

Ved et bord sidder en smilende Mariane Nørby og lytter. Hun er hjemløs, sælger Hus Forbi, var med i hjemløsekalenderen og har været tæt på børnehavens kalenderprojekt. Og som Mitzi Tofte siger, så vidste de ikke hvad det endte med da vi startede. De anede ikke at de skulle møde helt andre dele af samfundet.

”Vi har haft hjemløsekalenderen med i arbejdet. Mariane Nørby har været meget med, hun har delt sine drømme med os, og det har været meget inspirerende for os. Faktisk var det så fantastisk at vi besluttede også at ville lave en kalender. På bunden er det jo det samme vi drømmer om. Kærlighed til nogen, vi kan lide.”

Børnehaven valgte endog samme layout og samme trykkeri som hjemløsekalenderen, så børnenes kalender præsenterer sig på samme måde som hjemløsekalenderen.

Men til begyndelsen. Det hele startede sidste år, da børnene var afsted på koloni. Pædagog Ketty Høeg fortæller at de tog nogle billeder af de sovende børn, og de snakkede drømme med dem.

Derefter gik fantasien og arbejdet for alvor i gang. De gik på Nationalmuseet og fandt drømmebilleder, det vil sige dem, hvor folk har lukkede øjne. De bestilte en kunstpædagog på museet til at hjælpe sig med at finde drømmebilleder til børnene. Bl.a. faldt Kathrine Ærtebjergs billeder med ofte surrealistiske drømmelandskaber i børnenes smag.

”De var meget interesserede i hendes og andres billeder. Og i skulpturer – ikke mindst én af Bjørn Nørgaard. Børnene var tydeligt inspireret af alt de så. Og så malede børnene deres egne drømmebilleder i museets atelier. De var meget dygtige på museet, og de sendte malerierne til os, da de var tørre.”

Næste uforudsigelige trin i forløbet er at Ketty Høeg får hjemløsekalenderen i mandelgave. Her så hun de 12 hjemløses ansigter med lukkede øjne, og hun læste deres drømme. Bl.a. Mariane Nørbys. Det satte ekstra skub i fantasien og lysten. De tog kontakt til de hjemløse, og især Mariane Nørby har de som sagt samarbejdet meget med i hele forløbet.

Og netop hende er børnene meget interesserede i. Hun kommer fra Grønland og har gået på landevejen. Det er tydeligvis interessant, selvom det ganske vist er mange år siden nu, at hun har været tilbage på Grønland, og også en del år siden hun gik på landevejen. For det var vel koldt at gå der på landevejen? Børnene spørger, og hun fortæller. Allerstørst indtryk gør hun, da hun løfter sin pegefinger og skælmsk siger: ”Jeg ved skam godt, hvor julemanden bor”. Og det er der ingen af børnene, der sætter spørgsmålstegn ved.