Hvad børn ikke ved… har de ondt af

Af Tine Bjerre Larsen

Vi skal afklæde os den professionelle maske og turde mødes med barnet og dets forældre og tage del i smerten og afmagten, lyder budskabet i bog om familiesamtaler.

Familieterapeut Karen Glistrup inviterer både børn og forældre med til en familiesamtale. Samtaler med børn alene rummer en fare for, at de oplever, at der er hemmeligheder eller at de kommer i knibe, fordi de skal tale om deres forældre med den professionelle. Den fælles og åbne samtale nedbryder de tabuer, der desværre stadig er omkring fx psykisk sygdom i samfundet, og hjælper børn med at få svar på de mange spørgsmål og uklare følelser, de går rundt med.

Samtalen er et godt redskab i alle familier, hvor man er i krise på grund af sygdom, dødsfald eller skilsmisse, mener Karen Glistrup, der i mange år har arbejdet inden for psykiatrien og det sociale system i Århus. Sine erfaringer med at tale med børn i udsatte familier har hun skrevet om i sin bog ”Hvad børn ikke ved… har de ondt af ” – familiesamtaler om psykiske lidelser. Bogen kom for nylig i 2. udgave.

Som titlen peger på har voksne, forældre og professionelle, en tendens til at beskytte børn – og måske mest sig selv – ved ikke at tale om, at mor eller far har en psykisk lidelse, et misbrug eller en livstruende sygdom.

”Vi vil ikke bringe alvoren ind i børns liv, men med tavsheden svigter vi dem. Selv meget små børn fornemmer, at der er noget galt, og hvis vi ikke taler med dem, må de selv finde ud af, hvad der er i vejen. Det er ikke altid, de kan sætte ord på, hvad de føler, de har bare en fornemmelse af tomrum eller længsel. Tit vender de skyld og bebrejdelser mod sig selv”, siger Karen Glistrup.

”Forældre, som har en psykisk lidelse, savner ofte overskud til at være nærværende. Der kan opstå en ring af tavshed og dysfunktion, som man prøver at gemme væk. Det er sundt at gøre forsøg på at opretholde en normal tilværelse, men det er usundt, hvis man slet ikke taler om det, som gør ondt. Vi må gå foran og vise, at det er noget, man kan snakke om. Hvis en far eller mor har forsøgt at tage sit eget liv, må vi også tale om det. Dét dør man ikke af.”

Faldgruber

Formålet med familiesamtalen er at give især børnene oplevelsen af at de bliver set. Men der er mange faldgruber, som ikke fører til en god kontakt, advarer Karen Glistrup.

”At sidde og interviewe børn om, hvordan de har det og klarer skolen, så man hurtigt får et billede af deres situation og behov, er fristende, men ikke en god idé. Børn er vant til, at de voksne spørger og spørger, fordi de er bekymrede, og de synes, at det er ubehageligt at blive forhørt. Jeg begynder med at sige til barnet, at det er godt, at det er med til at lytte og få viden, og så slapper det af.”

At sunde børn mærker, når deres forældre har det skidt, er også en vending, som hun tit bruger i sit arbejde. Mange faggrupper kan have en tendens til at problematisere familier med fx psykisk sygdom i stedet for at spejle børns følelser, mener hun.

”Mange professionelle er meget bekymrede, og bekymring er som klister. Det fører til, at vi tolker børns signaler og symptomer som om at der er noget alvorligt i vejen med dem. Den opfattelse går de ofte selv rundt med, fordi de er overladt til sig selv, og som professionelle skal vi ikke stigmatisere yderligere. Vi skal tværtimod udtrykke os, så vi nedbryder skammen og skylden.”

”Og så skal vi gøre os tydelige gennem den holdning, vi udtrykker. I stedet for at være bedrevidende og behandlende handler det om at se mennesket, skabe tillid og hjertekontakt. Jeg siger fx: ”jeg har tænkt en del på jer i den sidste tid. Jeg har været så optaget af, hvem der snakker med jer om det svære, som sker for tiden. Far har jo været syg i rigtig lang tid, og mor siger, at hun ikke har vidst, hvordan hun skulle snakke med jer om det”. Så kommer samtalen i gang. Først når der er god kontakt, vil jeg måske stille spørgsmål”, siger Karen Glistrup

Vi overser mange

Professionelle er optaget af at komme de udsatte børn til hjælp. De kigger ofte efter de typiske signaler som småkriminalitet, problemer i skolen, børn, der sover meget, bliver besværlige eller kede af det.

”På den måde overser vi de lige så mange udsatte børn, der ligner glade og overskudsagtige børn. Vi kender dem som ”de usynlige børn” eller ”de små voksne”. De er dygtige i skolen og er tavse om, hvordan de og forældrene har det. Nogle børn har behov for meget kontrol og kan være både dominerende og perfektionistiske. Det kan være vældig svært at sanse og tolke de ordløse signaler, barnet udsender. Der er tale om børn, der ofte er bedst til at mærke, hvad andre har brug for, og de skal have hjælp til at få kontakt til egne behov og følelser”, siger Karen Glistrup.

Der er også tale om børn, der lettere bliver mobbet eller trækker sig, fordi de rummer en virkelighed, de ikke er åbne om.

”Det er sjældent at forældre har sat sig ned og talt med børn om familiens belastning. De har måske sagt ting som: ”mor har det ikke så godt for tiden”, men fordi de selv er så berørte, undgår forældrene at snakke mere om det. Man håber vel, at børnene ikke er ramte. Derfor er det ofte godt at have en udenforstående, der kan rumme både børns og voksnes følelser, til at tage ansvaret for samtalen”, understreger Karen Glistrup.

Men også den professionelle på skoler og institutioner, som kommer i kontakt med disse familier, er usikker og i tvivl om, hvad man skal sige til børnene, og hvordan man kan gøre det, så de får lyst til at åbne op.

”Min hensigt med bogen er at vise, hvordan vi kan skabe åbenhed. Jeg vil gerne opmuntre flere til at lade den åbne samtale med familien blive en naturlig del af den professionelle og medmenneskelige handling. For nogle er det svært ikke at have en fast plan for, hvad de skal have ud af samtalen, men man er nødt til at opleve og fornemme, hvad den enkelte familie rummer.”

”Nogle vil tænke: ”En vanskelig samtale” og være anspændte og optagede af, hvad man skal sige. Den anspændthed smitter. Det er vigtigt, at man er nærværende og har ro over sig under samtalen. Når jeg underviser professionelle laver jeg tit en øvelse, hvor de trækker vejret langsomt og får skuldrene ned. Mange er ”helt oppe i hovedet”, og så er man ikke nærværende. Man er nødt til at turde være i tillid til processen og ikke have en dagsorden på forhånd, for så mister man respekten for det perspektiv, som børn og forældre har. Og så bliver det ikke et møde.”

Man skal rumme sin egen afmagt

Det er helt afgørende, at den professionelle tager ansvar for samtalen. Ellers risikerer man, at barnet gør det. Og meningen er, at barnet tværtimod skal føle at de har at gøre med voksne at gøre, som både de og forældrene kan læne sig op ad, understreger Karen Glistrup.

”Mange børn har erfaringer med forældre, der har svært ved at rumme dem og deres uro og krav. Det gælder både ved psykisk og fysisk sygdom. Nogle sindslidende forældre kan være depressive og indadvendte, andre kan være meget voldsomt reagerende, men fælles er at de let oplever børnene som en belastning. Og så føler børn skyld. De tror, at det er dem, som der er noget galt med. Det er en problemstilling, jeg kan komme ind på ved at sige: ”Tænk, jeg har talt med flere børn, der havde fået den tanke, at det var deres egen skyld, at deres mor var blevet syg!”

Som professionel handler det om at spejle, anerkende og almengøre barnets følelser. Empati, selvindsigt og mod til at være sammen med sin egen afmagt, når trøstende ord ikke kan lindre smerten, er derfor vigtige kompetencer ifølge familieterapeuten.

”Som behandler være bevidst om sin egen bagage. Mange professionelle på social- og sundhedsområdet har selv en svær barndomshistorie, men hvis de har fået den integreret og selv fået omsorg, kan erfaringen være en fantastisk kompetence. Det gør det måske lettere ikke at have en strategi, der hedder, at jeg skal være en dygtig og ufejlbarlig professionel. Man skal nemlig først og fremmest være medmenneskelig og autentisk, og det er underligt nok noget, mange af os må øve os i.”

”Jeg har lagt mærke til, at jeg i mit sprog sørger ikke at være for faglig og ganske korrekt. Troværdigheden er faktisk større, når vi kan være i tvivl og må søge en smule efter ordene. Troværdigheden er vigtigere end den eksakte faglige viden. Man kan jo altid spørge de voksne, om de vil fortælle, hvad deres sygdom hedder, og hvordan den giver sig udtryk. Det er faktisk ofte en god indgang”, siger Karen Glistrup.

Det hjælper at være i ”samme båd”

Tør man være til stede i tillid og være åben for, hvad der måtte komme, så er der størst chance for, at en samtale lykkes, mener Karen Glistrup.

”Som professionelle kan vi få skabt den vrangforestilling, at det er meget vigtigt, at vi har en handleplan. Vi skal lade være med at være så optagede af, hvad vi kan gøre for familien, allerede inden vi møder dem. Har vi fokus på det, så er vi ikke nærværende. Kig på øjne og stemme for at se, om der er kontakt. Det vigtigste er, at vi er sammen, lytter og hjælper familiens medlemmer med at få delt, hvordan de har det hver især og med hinanden.”

Opgaven i familiesamtalen går ikke ud på at diagnosticere familien og børnene med henblik på behandling. Det gør det heller ikke, når man samler børn i grupper. Ligesom med familiesamtalerne kræver det lige så meget personlig tilstedeværelse som faglige kompetencer.

”Pædagogens rolle i den sammenhæng er at skabe nærvær og accept. Man behøver ikke at være ”klog” på psykiatri, men skal have mod til at være sig selv, så også børnene får mod til at åbne og dele noget af det, som de har været ensomme med og måske har skammet sig over. Det er skønt at møde nogen, der er ”i samme båd”. Børnene får en viden, så de kan få skabt en mening og sammenhæng i det, de oplever derhjemme. Det hjælper rigtigt meget og gør ensomheden mindre, når man hører andre børn fortælle om ting, man kan genkende”, siger Karen Glistrup, som i sin nye bog har tilføjet et kapitel om sine refleksioner og erfaringer med netop det at mødes med børnene i grupper.

Vi skal skabe håb

Når en familiesamtale er ved at være slut, inviterer Karen Glistrup gerne til en fælles overvejelse, om der er noget, hun kan hjælpe med, og spørger om der er behov for at mødes igen.

”Det kan have været en bevægende samtale, hvor man har grædt, og det kan være, at de måske har måttet forholde sig til at en sygdom er et vilkår, som de må leve med. At give ro og plads til eftertænksomhed og refleksion er vigtigt. Hvis det føles sandt, så slutter jeg gerne en samtale af med at sige, at det har været en god oplevelse at tale med dem. At jeg kan mærke, at de er en familie, der har omsorg for hinanden. Hvis det ikke er gået så godt, og jeg oplever angst og usikkerhed, så siger jeg noget om det og om min eventuelle rolle i det. Men uanset hvor vanskelig samtalen og den situation familien er i, er, så ser jeg det som min opgave at kaste håb og tillid til de gode kræfter, vi alle har til at klare vores liv”, siger Karen Glistrup.

Hjemmeside: www.familiesamtaler.dk