At leve i kaos

Af Elisabeth Lockert lange

Relationer, dialog, frivillighed og ressourcer er kerneværdier i arbejdet i Pigegruppen i Saxogade. Gennem refleksion, udfordringer og øget selvværd kommer pigerne ud af hashmisbrug og vold og skaber nye konstruktive fortællinger om sig selv.

Når en ny pige kommer ind i Pigegruppen i Saxogade på Vesterbro, forholder de fem ansatte sig afventende, og forsøger ikke at forholde sig som ekspert på pigens liv – det er pigen som er eksperten. Kontakten med pigen, at den bliver helt rigtig, er afgørende for arbejdet med pigen de næste tre til fire år og afgørende for om forløbet bliver en succes.

I Pigegruppen vil hun sammen med de voksne og de andre piger opleve og udforske, reflektere over sin adfærd og sine handlinger – og lære at tage ansvar for sit liv. Hun vil lære at acceptere sine livsvilkår, være i sit kaos og navigere i det.

De ansatte i Pigegruppen forestiller sig nemlig ikke at de hverken kan eller skal ”redde” pigerne fra kaos.

”Vi kan ikke forandre deres livsvilkår. Vi kan lære dem konstruktive redskaber og handlinger i kaos. Vi kan støtte dem i deres kaos, være sammen med dem i deres problemer, så de ikke skal stå der alene. Derfor har vi også hver især mobiler åbne hele døgnet, som de kan ringe på”, fortæller Cathrine Ivara Nyholm. Hun blev uddannet som pædagog for lidt over et år siden, og samme dag som hun holdt sin dimissionsfest, fik hun jobbet i Pigegruppen i Saxogade. Og det fortæller hun om med begejstring og engagement.

Pigegruppens arbejde bygger på nogle helt grundlæggende værdier. At de arbejder ressourceorienteret, fremadrettet og med løsninger. At de arbejder med og i relationer. Og at alt sker af frivillighed. Uden de værdier kommer de ikke langt.

”Ud fra min indsigt og kendskab til forskellige døgninstitutioner, mener jeg ikke at sådanne værdier efterleves tilstrækkeligt.. De samme kriterier, som gør at de unge anbringes der, fx hashmisbrug og udadreagerende adfærd, bruges til at smide dem ud igen. Institutionerne kan ikke rumme dem, og så får den unge endnu et knæk.”

Hun uddyber:

”Disse unge er smidt ud af alle normative systemer, skole, uddannelse, klubtilbud osv. Og derefter bliver de også smidt ud af de specielle tilbud og døgninstitutioner. Alle steder er de not wanted.”

Sådan er det ikke i Pigegruppen. Der arbejder de med et langt tidsperspektiv, og med at pigerne skal være medskabere og medejere af forløbet.

Pigerne er fra 13 til 18 år. De har ringe eller få relationer til voksne. De har ringe eller ingen kontakt til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. En stor del af dem har et hashmisbrug og eller eksperimenterer med andre stoffer. Nogle er udadreagerende og voldelige, andre er selvdestruktive, fx skærer sig. Deres familier er fattige, det er familier på kontanthjælp, nogle er præget af vold og misbrug, nogle har psykiske diagnoser, nogle er enlige mødre. Gruppen er fifty-fifty etnisk danske og med anden etnisk baggrund.

Der er 12 indskrevne piger, men ca. 20 har fast kontakt til Pigegruppen. Derudover kommer en god håndfuld af de ældre tidligere pigegruppepiger jævnligt, fx for at få rådgivning, skrive en jobansøgning eller for at fortælle om sit nye job. På årsplan har gruppen kontakt med ca. 100 piger.

Fortællinger

Det hele begyndte i 2000 med socialrådgiver Gyda Hedings Anonyme Ungerådgivning. Ret hurtigt havde hun tre til fire hashmisbrugende piger, og de bad hende om at lave noget særligt for netop dem som piger. På den måde samledes omkring ni piger i den første gruppe én aften om ugen til madlavning og samtale.

”Det hele var altså pigernes egen idé og skabelse. Og pigerne formidler også selv den oprindelige kultur videre til de næste piger”, fortæller Cathrine Ivara Nyholm.

Stedet får penge dels fra Københavns Kommune, dels fra Socialcentrene, som gør forløbet i Pigegruppen til en del af pigernes handleplan.

”Relation og dialog er stadig kernen i vores arbejde. At skabe refleksion over og bevidsthed om deres egen adfærd, for at kunne tage bedre ansvar for eget liv og derigennem selv lade dem påvirke deres liv i en mere hensigtsmæssig retning.”

Cathrine Ivara Nyholm er ”fan af den narrative metode”, som hun udtrykker det. Den passer til stedets pædagogiske værdier og mål. Hun uddyber:

”Alle vores piger har en historie med sig om at de er besværlige, umulige osv. Det har de fået proppet ned over sig, og det er blevet deres dominerende fortælling om sig selv. Men de har også fortællinger, om ting de kan og kunne, om at de måske brød deres mønster engang, at de måske havde succes med et eller andet. Fortællinger som hverken de selv eller andre ser som deres fortællinger, fordi de simpelthen ligger godt gemt af vejen af den store, negative fortælling. De fortællinger trækker vi frem, og sammen med pigerne skaber vi nye fortællinger, nye succeser. Vi giver den dominerende fortælling trange kår, så de mere konstruktive og ønskede identitetsskabende fortællinger får mere plads.”

Og det er ikke gjort med at fortælle pigerne hvor dygtige, smukke og livsduelige de er.

”De skal mærke det selv helt ned i maven. De skal tro på at ting tager tid, men at de dur. Vide at de ikke får tingene bare sådan, men at de kan.”

Assistentprojekt

Cathrine Ivara Nyholm blev ansat til et særligt projekt, som nu er en integreret del af Pigegruppens arbejde. Assistentprojektet bliver det kaldt, og det fik en pose penge med fra Københavns Kommune, fordi de gerne ville have fokus på og komme i kontakt med netop denne gruppe af unge piger som eksperimenterer med eller er i et misbrug af hash eller andre stoffer og som ikke kender til eller tager imod de allerede eksisterende tilbud.

Idéen, som tog udgangspunkt i én bestemt pige, er at ”gamle” piger, som er kommet ud af hashmisbrug, har fået arbejde eller er under uddannelse, kort sagt er kommet videre, fungerer som storesøster, rollemodel, assistent for de nuværende piger. Målet med ordningen er at opsøge piger, som ryger hash og eksperimenterer med stoffer, få kontakt med dem, give dem rådgivning og måske få dem indskrevet i Pigegruppen.

Fordelene er mange, vurderer Cathrine Ivara Nyholm.

”Denne pige var kommet ud af sit hashmisbrug (et absolut krav for at blive assistent), har job og er selv gammel vesterbroer. Hun har respekten fra pigerne, hun taler deres jargon, har deres erfaringer og livsvilkår, har kæmpet de samme kampe og hun kan vise dem, hvad det kræver at komme videre. Det er noget, pigerne kan forholde sig til. Hun taler drømme og behov med dem, og hun er ingen ”systemvoksen”, men en del af deres egen ungdom. Og samtidig kender hun miljøet og netværket fx døgnkontakt, politi etc.”

Denne pige var først frivillig storesøster i ca. halvandet år, derefter assistent i et halvt år, blev forlænget med endnu et halvt år, for nu at være ansat som pædagogmedhjælper. Assistentens rolle omfatter ikke de samme opgaver som de voksne ansatte, fx skal de ikke kontakte sagsbehandlere og andre samarbejdspartnere, og de har ikke hverken økonomisk eller overordnet ansvar for de enkelte piger. Til gengæld bidrager de med viden og indsigt, som de voksne ikke kan få på anden vis.

I dag er yderligere to piger ansat som assistenter, piger som er kommet ud af henholdsvis misbrug og vold, og som er kommet videre med deres liv. Piger som gerne vil give noget videre.

”Men disse piger er jo ikke voksne i ansættelsen, der skal være rum og tid til at forholde sig til dem som hverken ung eller voksen men som en ”halvvoksen” ansat.. Så jeg har yderligere en rolle i forhold til dem, nemlig at give dem og sørge for at de får den rette omsorg og sparring og fastholde dem i deres egen gode udvikling. Det er vigtigt, og det er en balance som kan indebære dilemmaer.”

Individuelt og som gruppe

Mange af pigerne kommer ind fra gaden, fx sammen med en veninde, som har været her eller kender Pigegruppen, andre gange sker kontakten gennem en sagsbehandler.

Det pædagogiske arbejde på stedet sker både individuelt og i gruppen. I starten tager de det stille og roligt, der er ”bare” samvær, de vil ikke fremskynde en proces eller presse unødvendigt på, når de ved at der er et langt tidsperspektiv forude, og de ansatte kender ikke pigens problemer andre steder fra. De læser nemlig ingen sagsakter. Pigerne skal kunne starte med friske voksne øjne på sig, som ikke er farvet af fortiden. De vil gerne lade pigerne farvelægge deres egen fortælling.

Efter et måneds tid tager en voksen fra Pigegruppen en snak med pigen om, hvorvidt og hvordan hun mener, at hun kan bruge Pigegruppen i sit liv. Men der kan gå lige fra to måneder til halvandet år, før hun er integreret i gruppen og har bærende relationer til en eller flere voksne i Pigegruppen. Og når de vurderer at det er tilfældet, kan de med udgangspunkt i deres relation til den enkelte pige arbejde pædagogisk med forskellige udviklingspunkter, som pigen selv har defineret.

”Det individuelle arbejde med pigerne er altså meget forskelligt. Men vi ser at pigen vælger nogle voksne mere til end andre, det vil sige at pigen selv vælger hvem der skal være hendes nærmeste voksne. Men det er vigtigt at hendes kontakt bliver bredt ud, så hun ikke bliver afhængig af én voksen. Hun skal være afhængig af hele gruppen, men det forløb sker gennem relationen til én voksen”, forklarer Cathrine Ivara Nyholm.

Når tiden er inde, definerer de fokuspunkter sammen med pigen, hvad hun gerne vil bruge deres støtte og stedet til, hvad som gerne skal blive anderledes. En vis struktur på er nemlig også vigtig.

”Måske har hun flere ting at slås med. Så starter vi i en ende, hvor og i hvilken rækkefølge vælger hun ud fra sine behov og ønsker. Men ofte vil hun få øjnene op for sammenhænge, fx er det svært at komme op om morgenen, når man ryger hash, og så bliver skolen vanskelig uden at lærerne egentlig er dumme. Hun får en bevidsthed om helheden, og om hvordan hun også selv påvirker den. Om at når man ændrer én del af helheden, så forandrer helheden sig også.”

Bevidsthed er en vigtig ingrediens i arbejdet, bevidsthed om hvem de selv er, om kodekser, begreber, kultur og samfund. Hvem de er i familien, hvad der er deres bidrag, både positivt og negativt. Hvornår de måske selv er forudindtagede og mangler forståelse for andre.

Udfordringer

Pigegruppens fem voksne består af en bred vifte af kompetencer, pædagoger, socialrådgiver, sociolog, familieterapeut og en kommende psykoterapeut.

”Det giver en god dynamik og sætter mange refleksioner i gang. Vi vil det samme, men har til tider en meget forskellig tilgang til det. Og det er godt i de individuelle relationer, vi skaber til pigerne. De har alle haft dårlige relationer til voksne, og en tryg, tillidsfuld, og respektfuld relation er grundlaget og udgangspunktet for at vi kan fylde mere på. Så pigerne bliver stærke og trygge nok til at afprøve deres egne drømme og udfordringer.”

Samværet med pigerne består ikke kun af samtale og dialog, de laver også mange gruppemæssige aktiviteter sammen. Den ugentlige madlavning, træning bl.a. fitness, kunst bl.a. maling, ture og rejser. De har endog lavet en cd med sang.

”Rejserne kan noget fantastisk. De er nærmest gensidige opdragelsesture pigerne imellem. Med helt ”grønne” piger som kæmper med vold og misbrug og så nogen med flere erfaringer. Pigerne og de voksne opdager hinandens svagheder og styrker, som giver grundlag for bedre forståelse pigerne imellem og for gruppen som helhed, og som fordrer samarbejde og uvurderlige erfaringer og erkendelser om hinanden og om sig selv. De deler erfaringerne og bakker hinanden op. Det er også vigtigt at se noget helt andet og finde en eventyrlyst i sig selv, en lyst til verden udover Valby bakke, som de ellers kan være bange for eller ligeglad med. Men rejserne handler i høj grad også om socialisering, dannelse, og det at få udvidet sin meningshorisont via flere perspektiveringer på livsvilkår på tværs af samfund og kultur. Fx om hvad det vil sige at være socialt udsat ung pige i en storby som New York, hvor vi besøgte forskellige projekter for udsatte piger.”

I aktiviteterne skal der være udfordring, pigerne skal lidt ud på kanten, vurderer Cathrine Ivara Nyholm.

”Det skal være noget, der stimulerer gruppeånden, så de virkelig oplever at der sker noget fedt, som de gerne vil have mere af. De skal udfordres inden for de pædagogiske rammer vi har sat op og med den pigegruppe-kultur de selv viderefører.”

For den oprindelige kultur, den som blev skabt helt i starten, den holder de selv fast i, fortæller hun. Fx at man taler ordentlig til og om hinanden, ikke råber af hinanden, behandler hinanden ordentligt osv. Det er ikke noget de voksne har italesat, men de har selvfølgelig sat rammerne for det og er selv meget bevidste om og opmærksomme på egen ageren og kommunikation i rummet.

”De nye piger arbejder sig gradvist ind i den kultur og videregiver den så selv senere.”