Venskab

Af Elisabeth Lockert Lange

En super idé og et kanon initiativ.
Det er børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaards karakteristik af den venskabsaftale, han i juni måned indgik med bostedet Tokanten.

Gruppen af medarbejdere foran indgangen til bostedet Tokanten på Persillevej, en del af det store kompleks Sundbyvang, er opstemte og smilende. Forrest står forstander Flemming Nielsen med ting og sager i favnen, til overrækkelse til børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Ved siden af står en smilende Ulla Baggesgaard, næstformand i LFS.

Anledningen er det banebrydende initiativ, som LFS og specialområdet sammen har sat i gang – nemlig at knytte venskabsbånd mellem de udskældte og udsultede botilbud for Københavns svageste borgergrupper, de udviklingshæmmede, multihandicappede og psykisk syge og byens politikere.

Og den første er altså Tokanten, hvis medarbejdere ser meget glade ud ved tanken om at Bo Asmus Kjeldgaard har accepteret deres fremrakte hånd om et venskabsbånd. Om få minutter dukker han nemlig op til en stadfæstelse af venskabsaftalen og en rundvisning på sit venskabsbosted.

Hvad forventer Flemming Nielsen sig af initiativet?

Han nævner vigtige effekter såsom at der bliver lyttet til medarbejderne på bostedet, at venskab og kontakt fører til større kendskab.

”Vores håb med dette er også at borgmesteren kan bane vej for en større forståelse for, hvad vi laver her. Mange steder i landet har man helt andre tætte forhold og relationer til politikerne end her i storbyen. Men vi vil også gerne have det tætte forhold, og dette kan være et middel og en begyndelse. Vi håber at vi kan mødes fra tid til anden, at ”vores” politiker vil komme ud på besøg hos os og til arrangementer, som vi inviterer til. Også når vi har arrangementer med pårørende og forældre, for det er vigtigt at også de ved at politikerne er interesserede i området. Det er den slags vi lægger op til med dette initiativ. Og at vi kan kontakte borgmesteren og orientere ham om vores arbejde og aktiviteter.”

Beæret borgmester

Tokanten er, som sikkert de fleste ved, et af de meget udskældte bosteder for udviklingshæmmede, kendt fra overskrifter som Forræderiet på Persillevej. Bostedet blev i vinter optaget med skjult kamera, og medieomtalen om overgreb stod på i flere måneder. Omtalen har naturligt nok haft store konsekvenser for Tokanten og dens medarbejdere, men også for andre københavnske botilbud, der har oplevet sig sat i offentlig gabestok. Det har været svært at trænge igennem myterne om overgreb og aflive fordommene om beboernes dagligliv. Ikke kun i medierne og blandt københavnerne, men også hos politikerne. Og det er baggrunden for at LFS har opfordret sine medlemmer på botilbudene til at indgå venskabsaftaler med politikerne i Borgerrepræsentationen. Målet er at øge de politiske lederes indsigt i de sociale tilbud i kommunen.

”Vi synes venskabsaftalen er en god idé, men vi mente at det måske ville blive svært for os at finde en politiker, som ville knytte bånd til os. Så vi er utrolig glade for at netop Bo Asmus Kjeldgaard, som kender området, sagde ja til os. Dette initiativ er også et stærkt signal til medarbejderne her på stedet, som har arbejdet hårdt med de af tingene, som ikke var i orden, om en både engageret og interesseret politiker”, siger Flemming Nielsen.

Og så ankommer Bo Asmus Kjeldgaard, og han viser så sandelig med al tydelighed både engagement og interesse. Til Flemming Nielsens glæde over at han vil være med til gennem årene at opbygge en nærhed og et venskab siger han:

”Jeg er taknemmelig og beæret over at jeg er den første borgmester og medlem af Borgerrepræsentationen, som er blevet spurgt om en sådan venskabsaftale. Og netop med Tokanten som har været udskældt i medierne og har ekstra brug for støtte. Dette er et signal om at jeg gerne vil styrke området. Jeg kender jo også området som tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester.”

Han peger ud på et grønt område i nærheden: sansestien. Som bliver brugt af mange beboere i området, og som blev etableret og indviet af ham selv dengang.

”Dette er et kanon initiativ og et politisk signal om at SF vil støtte det sociale område. Vi kan ikke blive ved at udsulte området, og jeg vil gerne tale de svagestes sag. Vores problem er at regeringen giver os alt for få penge. Og de mange penge som kommunen har, må vi ikke bruge. Forhandlingerne med KL er nærmest en krigserklæring.”

Småt og mørkt

Rundvisningen fra rum til rum ”afslører” flere ting. På det psykologiske plan at stemningen er god og beboerne tydeligt trygge, nærværende og nysgerrige. At ingen beboere er overladt til sig selv. At medarbejderne er engagerede og opmærksomme på beboernes forskellige personligheder og behov. Hvad der end blev vist på tv, så er det ikke sådan, virkeligheden ser ud nu – mange af anklagerne blev i øvrigt da også tilbagevist. På det fysiske plan springer det i øjnene, at de rum beboerne hver især bor i med hele deres levede liv, er alt, alt for små. At der er så lavt til loftet at det opleves trykkende. Og at der intet sted i bygningerne kan undværes elektrisk lys (på en strålende solskinsforårsdag).

Vi kigger på et delebadeværelse, udsugningen fungerer ikke… Et af beboelsesrummene er ikke større, end at nutidens børn ville rynke på næsen af det snævre plads. Der bor en voksen kvinde. Et andet rum indeholder kun en seng, en stol og en reol. Det er alt der er plads til, fortæller en af medarbejderne, fordi der skal være plads til to medarbejdere, når beboeren skal forflyttes – af hensyn til deres fysiske arbejdsmiljø. Hvert værelse har sin egen stemning, mange er hyggelige, ja sågar originale, men ingen af dem synes tilstrækkelige til at et voksent menneske kan bo og leve på så lille en plads til at udfolde sig – og så i et helt liv.

Medarbejderne fortæller om ture og koloni til både Sverige og Norge, ”hvor forholdene i kolonien ligefrem er bedre end her hvor de bor til daglig.”

Vi besøger frokoststuen i en afdeling, hvor der netop spises pølser. Maden falder tydeligvis i god jord. Bo Asmus Kjeldgaard kommenterer undervejs på rundturen det store arbejde, han ved der bliver lavet – og at de dårlige fysiske rammer ikke gør arbejdet lettere.

Medarbejderne nikker: de fysiske rammer er et problem for dem, bl.a. fordi de har mange kørestolsbrugere. Men så vidt de ved, er der ikke de store planer om at modernisere stedet. Men de ved at dele af Sundbyvang-komplekset slet ikke kan renoveres, nogle områder er kun til nedrivning.

En langsigtet plan er løsningen, vurderer Bo Asmus Kjeldgaard. En sådan plan med 400 mill.kr. på 10 år startede han selv, da han var borgmester for området. Den er siden sat i stå.

Snakken går mellem medarbejderne og Bo Asmus Kjeldgaard, det lover godt for fremtidens venskabsbånd. Om det er godt at skabe små bosteder eller det giver en risiko for isolation. Om Sundbyvang er en mastodont eller om beboerne netop er kendt og ”rummet” i området.

En medarbejder siger: ”Det er kun os som personale, der kan råbe op på disse menneskers vegne. De fleste af dem er ældre mennesker, så de har kun få pårørende. De kan ikke selv råbe op. Og der er ingen stjerner her.”