Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Hvad motiverer offentligt ansatte?
Er det samfundssind eller er penge der motiverer de offentligt ansatte? Det skal et nyt forskningsprojekt nu undersøge. Offentligt ansatte vil gerne tjene samfundets interesser, det er sikkert og vist, men når de skal være med til at øge de offentligt ansattes præstationer, hvad motiverer dem så, samfundssind eller egennytte? Forskningsprojektet, som ledes af AKF, Anvendt Kommunal Forskning, skal afdække, hvorvidt der findes særlige værdier blandt offentligt ansatte, og hvad der skaber disse værdier. Desuden skal forskerne undersøge, hvad de ansattes værdier betyder for den service, det offentlige leverer til borgerne. Tidligere undersøgelser viser fx, at økonomiske incitamenter kan virke stik mod hensigten. Projektet laves i et partnerskab mellem AKF, Aarhus Universitet og Københavns Universitet.
For nemt?
DA mener det er for nemt at få et flexjob. Det undrer FOA, for forbundets erfaringer viser det modsatte. DAs holdning kommer på baggrund af at Ankestyrelsen har fundet fejl i kommunernes visitation til fleksjob.
”Det er ikke FOAs erfaring, at vores medlemmer bliver placeret i fleksjob uden at være berettiget til det. Tværtimod går vores medlemmer igennem den ene arbejdsprøvning efter den anden, inden de bliver godkendt til fleksjob”, siger Mona Striib, næstformand i FOA og skyder tilbage:
”Hvis DA og arbejdspladserne er så interesserede i at holde på arbejdskraften, så skulle de i stedet beholde de sygemeldte ved at omplacere dem eller uddanne dem til arbejdsområder, som de kan klare.”
Forsvar for strejkeretten
På baggrund af Laval-sagen mener LO, at de europæiske ledere skal lave en erklæring om, at strejkeretten skal beskyttes. I de sidste år har afgørelser fra EF-domstolen om blandt andet udstationeringsdirektivet lagt pres på de helt grundlæggende arbejdstagerrettigheder bl.a. netop strejkeretten. Det ses i den såkaldte Laval-sag, der handler om, i hvilket omfang arbejderne må strejke sig til en overenskomst hos en udenlandsk arbejdsgiver. Og på den baggrund opfordrer LO de europæiske regeringsledere til at lave en politisk erklæring om at strejkeretten skal beskyttes.
Hovedsigtet med den løsning LO går efter er at sikre, at der ikke bliver tale om løndumping, og at strejkeretten kan bruges som et middel til at sikre lønmodtageres rettigheder på europæisk plan.
Dovne unge?
Ungdommen er doven, fordrukken, forkælet og utilpasset, og hvordan skal det ikke gå det gode gamle danske folkestyre, når nutidens unge skal tage over. Sådan er billedet af danske unge ofte i medier og i den brede folkelige opfattelse. Men det er helt forkert. Danske unge deltager tværtimod engageret i det danske demokrati. Det slår en ny bog ”Unge stemmer – Nyt engagement i politik og samfund?” nu fast. Den udgives af Ungdomsringen, hvis formand Kim Mortensen siger: ”Bogen her peger på, at unge deltager, der hvor de oplever, det giver mening. Unge deltager, når de har overskud, og når det er noget de interesserer sig for. I princippet nøjagtigt som alle andre samfundsborgere.”
Læs mere på www.ungdomsringen.dk
Tillykke til de ledige
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen opgiver kravet om 4 ansøgninger pr. uge.
LO er meget tilfreds med, at beskæftigelsesministeren nu opgiver kravet om, at ledige skal søge fire stillinger om ugen for at opretholde dagpengene. - Det er en god dag for de ledige i dag. Nu kan vi begynde at fokusere på kvalitet i jobsøgningen igen i stedet for kvantitet, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard.
Der er ingen tvivl om, at det pres virksomheder og LO har lagt på ministeren er en væsentlig del af forklaringen på at kravet nu opgives.
- Ministeren er nået til den erkendelse, som vi hele tiden har givet udtryk for, nemlig at reglen var meningsløs og ikke skaffede flere i job. Jeg er glad for at ministeren endelig er blevet klogere på dette område, siger LO’s næstformand.
- Det er dog uklædeligt, at ministeren forsøger at give A-kasserne skylden for at reglen ophæves. De har administreret efter ministerens retningslinjer og det har de altid gjort, siger LO’s næstformand.