En øjenvidneskildring

Under angreb

Palæstinensere i de israelsk besatte områder på Vestbredden bliver udsat for regelmæssig vold og overgreb. Familiernes levevilkår under besættelsen bevirker at voksne og børn lever under dybt tragiske vilkår, hvor retten til uddannelse, sundhed, arbejde og tryghed i almindelighed bliver dem nægtet.

Af Kristian Ulrik Andersen, socialpædagog og fredsvagt i 14 dage i efteråret.

Jamel er 25 år og gift med den fem år yngre Sina. De har fire børn i alderen to uger til fire år. De ernærer sig af et mindre landbrug og som fårehyrder. De bor i det lille samfund Susiya, som ligger omkring 10 km fra provinsbyen Attaya, på den israelsk besatte Vestbred. I 1948 var et par hundrede palæstinensiske familier bosat her, men nu er der kun omkring 35 tilbage. De resterende familier er blevet fordrevet af israelske bosættere og den israelske hær.

Vi er samlet i en palæstinensisk families telt, alt er præget af fattigdom. Vi sidder på gulvet og drikker te, mens Jamel beretter.

En juni morgen i år omkring kl. 6 var hyrder fra Susiya ude for at græsse deres får, som de gør hver morgen. Jamel, hans bror og to mindreårige børn oplever at seks maskerede, ekstremistiske religiøse bosættere kommer hen imod dem bevæbnet med køller. Bosætterne beder dem om at forsvinde fra området. De slår Jamel i hovedet, og han besvimer. Derefter får onkelen på 58 år ligeledes tildelt slag i hovedet og falder om. Jamels kone, som kommer tililende, bliver også udsat for bosætternes vold og efterfølgende ligger alle på jorden, undtagen børnene som får tilkaldt hjælp efter at have flygtet fra stedet.

De tilkaldte soldater ydede ikke førstehjælp, men gav i stedet ordrer til at de sårede skal opholde sig i en afstand af 20 meter fra dem, indtil der kommer hjælp. Voldsepisoderne er blevet filmet, så det er beviseligt at overgrebene har fundet sted. Bl.a. billeder af bosætternes traktor, hvilket kunne efterforskes. Men hverken israelsk politi eller militær foretager sig efterfølgende noget, der kan bevirke at voldsmændene bliver retsforfulgt. Til gengæld har to mindreårige palæstinensiske børn oplevet at deres forældre er blevet ydmyget og udsat for særdeles grov vold, uden at nogen er blevet anklaget. Sådan er retstilstanden på Vestbredden lige nu.

Den 7. oktober 2008 fandt et lignende voldeligt overgreb sted mod en kvinde og hendes to børn. Her kastede hætteklædte bosættere sten efter familien, mens de græssede deres får. Hæren gjorde heller intet i dette tilfælde for at forsvare familien eller efterforske overgrebet.

Den 12. oktober 2008 bliver der affyret to skud mod fårehyrder fra bosættelsen. Heldigvis kommer ingen til skade. Hæren og politiet foretager sig intet i den anledning.

Skyderier, stenkast og voldelige angreb fra bosættelsen er blevet almindeligt. Palæstinensernes hyrdehunde bliver skudt og får slået ihjel. Formålet med dette er at få de palæstinensiske familier til at fraflytte området. Jamel giver udtryk for at familierne føler sig svigtet af verdenssamfundet.

I plastiktelte

Jamel fortæller videre:

De første israelske bosættere kom hertil i 1985. På det tidspunkt boede familierne i huler, men den israelske hær smed dem ud og spredte familierne. I 2001 smadrede den israelske hær deres boliger. De havde ingen byggetilladelse, men har heller aldrig kunnet få nogen. Den israelske hær og bosætterne kom om natten og rev alt ned. Herefter opførte Røde Kors telte til familierne. Men hæren rev også disse telte ned. Tilbage var kun den åbne himmel at bo under. Men en retssag gav palæstinenserne ret til at vende tilbage. Dog kun i telte af plastik, som de fortsat bor i den dag i dag uden elektricitet og rindende vand.

De sundhedsmæssige forhold, familierne lever under, er meget kritisable. Man har opført et nødtørftigt toilet af sten, hvilket naturligvis er medvirkende til at påvirke den almindelige sundhed. Alt byggeri i sten er ulovligt. Hæren har derfor truet med at rive det ned.

I stærk modsætning hertil bor de israelske bosætterne i moderne huse med alle bekvemmeligheder. Her er grønt og bebyggelsen ligner et fredfyldt dansk parcelhusbyggeri.

Palæstinenserne lever i en konstant angst for overgreb fra bosætterne og hæren. Børnene har svært ved at sove om natten og vågner op med mareridt. Der er beretninger om at bosættere kommer om natten og foretager overgreb. Børnene lider af angst. De har svært ved at lege. Den frie leg bliver en umulighed, fordi den vilkårlige vold fra bosætterne afskærer børnene fra at færdes frit i området. Når de ser bosætterne, bliver de bange. Man fornemmer på en uhyggelig, intens måde at Palæstina er et besat land. Militæret har poster 400 m fra lejren, og det er ikke ualmindeligt at soldaterne går gennem lejren og kommer med tilråb. Militærkøretøjer ses uafbrudt i området, og der er regelmæssige overflyvninger af israelske jagerfly.

Børnene lider af koncentrationsbesvær, Den manglende elektricitet gør lektielæsning besværlig. Børn over 13 år går i skole i Yatta, men de dårlige veje og den israelske hærs bestemmelser om, hvilke veje der må benyttes, bevirker at børnene ikke kan tage frem og tilbage til Susiya. Børnene må bo hos familier i Yatta i skoledagene. De kan kun komme hjem til Susiya torsdage og fredage. Kosten er mangelfuld, fordi familiernes økonomiske forhold bliver forringet af besættelsen, hvilket også påvirker indlæringsevnen.

Fortrænges

Bosætterne har gennem årene tilranet sig mere land. Samtidig har den israelske hær sat begrænsninger for, hvor palæstinensernes får må græsse. Derfor er der ikke føde nok til fårene. Desuden har bosætterne overtaget 40 af de livsvigtige brønde. Nu er der kun én brønd til hver palæstinensisk familie, og de er ved at være udtømte. Bosætterne forurener bevidst palæstinensernes brønde, hvilket gør at de ofte lider af diarré. Derfor er de nødsaget til ”ulovligt” at tage ind på militært område for at hente vand fra deres gamle brønde.

Familierne har papirer på tilhørsforhold til jorden helt tilbage fra den osmanniske [tyrkere] periode i begyndelsen af forrige århundrede. Men dyrker familierne ikke jorden i tre år, ophører ejerskabet til den. Herefter kan bosætterne overtage deres land.

Et stort område omkring Susiya bosættelsen er igennem årene blevet erklæret lukket militært område. Den officielle forklaring fra militæret er at der er tvivl om, hvem der har ejerskabet til områderne. Militæret bruger simpelthen denne funktion,ejerskabstvivlen, til at smide palæstinenserne ud af deres landområder.Området omkring Susiya er meget bart, og bosætterne har ulovligt overtaget den mest frugtbare jord. Dette forhold tvinger de palæstinensiske fårehyrder til at tage ind på de lukkede militære områder for at græsse deres får, hvorefter de prompte bliver jaget væk af den israelske hær.

Hovedvejen til provinsbyen Yatta er permanent blokeret af hæren. Det tager 40-50 minutter at benytte den anviste lovlige stenvej. Ambulancer har svært ved at komme frem til familierne. Der har været tilfælde af dødsfald, fordi ambulancer ikke kan komme frem til Susiya.

Israel er en besættelsesmagt på Vestbredden og ifølge den fjerde Genevekonvention (den fjerde Genevekonvention omhandler beskyttelsen af civile i krigstid og under en fremmed magts besættelse) artikel 49 ”Må en besættelsesmagt ikke overføre dele af sin egen civile befolkning til det besatte område”. Vold begået af bosætterne i området mod de i forvejen fattige og retsløse men oprindelige beboere er et konstant problem og foregår regelmæssigt. Og dette selvom hyrderne undgår de farligste steder. Bosætterne kan også finde på at chikanere og endda overfalde familierne om natten, mens de sover i deres telte!

Jamels historie er forfærdelig, og man fornemmer den håbløse situation, han og hans familie er i.

Men hvis man spørger ham, om han nogle gange har lyst til at opgive de ustandselige sammenstød og flytte, svarer han bestemt: Nej det er vores land, vores livsgrundlag og vi bliver her for børnenes skyld. Vi har altid boet her.