Når alt sejler

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Børn med bronkitis og symptomer på skimmelsvamp, personale som bryder sammen og flygter, forældre som skriver vrede breve til politikere, en leder som river sig i håret af fortvivlelse og vrede, et arbejdstilsyn som uddeler påbud på påbud, en kommune som ignorerer det hele, og en fagforening som kæmper en hård kamp. Historien om Snorretoppen.

En rød smiley.

Ja sådan én fik Snorretoppen den 25. oktober. Eller rettere den del af 0-6 års institutionen Snorretoppen, der ligger på Islands Brygge.

Det er Arbejdstilsynet der uddeler den slags smileyer, og de gør det for overtrædelser af arbejdsmiljøregler og krav, med andre ord regler og krav som handler om medarbejdernes trivsel, sundhed og sikkerhed.

Og når Snorretoppen fik en rød smiley, er det fordi en række påbud, efter mange overtrædelser af reglerne for et godt arbejdsmiljø, ikke er efterkommet. Det er bl.a. påbud i forhold til fugt og skimmelsvamp, luftkvalitet, varme, kulde, træk, risiko for fald og snublen, risiko for ulykker, dårlige arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser. Ja, det ville være lettere at lave en liste over hvad i arbejdsmiljøet, der rent faktisk fungerer i Snorretoppen.

Snorretoppen er blevet udvidet af flere omgange, og det er nu en stor institution, ja nærmest en stordriftsinstitution. I alt er der 250 børn. Der er fem vuggestuegrupper og fem børnehavegrupper i Snorresgade. Samtidig er der tre vuggestuegrupper og to børnehavegrupper, 80 børn, i tilbygningen på Islands Brygge, kaldet ”villaen”. Og det er her problemerne med et arbejdsmiljø, som truer både børnenes og de ansattes helbred, er kulmineret.

En omtumlet eksistens med store arbejdsmiljømæssige og personalemæssige problemer, sådan kan man uden overdrivelse karakterisere Snorretoppens tilværelse det sidste halve år. Det er ingen kedelig historie, tværtimod indeholder den både dramatik, komedie og tragedie.

Den starter med at der mangler vuggestuepladser på Amager, og Snorretoppen bliver en af de institutioner, som skal udvides med ekstra pladser. Efter et års midlertidig placering på Sundholm, får Snorretoppen en tilbygning på Islands Brygge. Og i starten af august flytter Snorretoppen med børn og personale ind i ”villaen”. Men intet i huset er i orden, forvaltning og distrikt gør intet.

Ikke længe efter bliver LFS involveret.

Nu med skimmelsvamp

Der er nok at tage fat på, listen over mangler er lang, hele bygningen er sundheds- og sikkerhedsmæssig mildest talt uforsvarlig.

Hoveddøre kan enten ikke lukkes ordentligt, men springer op, for derefter at blive strammet så meget at de næsten er umulige at åbne. I kælderen (hvor børnene er tiltænkt at være) trænger der sig mere og mere fugt ind, malingen bobler ud, og der lugter grimt. Fugten breder sig også på første sal. Der har også været flere vandskader i huset, som ikke er blevet udbedret. Ventilationen i køkkenet er der totalt kuk i, et emfang kan ikke skrues ned og trækker derfor luft ind udefra, det vil sige fra utætheder, hvilket betyder at børn og voksne går i kontant træk og til tider endog med undertryk i ørerne. Der mangler det mest fundamentale brandslukningsudstyr på alle etager. Blomsterbede på udearealet (som de udtrykkeligt frabad sig men fik alligevel) med udskiftet (!) jord er fyldt med rustne søm, dåser, skruer og glasskår. Sandkassen er uanbringelig, da nogen har byttet om på hegn og andet. I det hele taget er legepladsen ikke forsvarlig. Telefoner og it virker ikke, al henvendelse fra forældrene sker gennem Snorretoppen i Snorresgade, via en mobil hos en af de ansatte dér til en af de ansatte på Islands Brygge afdelingen. It udstyr virker derfor heller ikke, og af den grund bærer ledelsen rundt på en pc med netadgang via Snorresgade. Og derfor virker alarmsystemet i elevatoren heller ikke…

Og dette er blot de allerværste mangler. Derudover er der en række ”småting”, som vinduer der sidder, så de stort set ikke kan pudses, betongulve der mangler maling, gulve der skal pudses op (hvorfor gjorde man ikke det, mens der ikke var børn i institutionen?), en konflikt om en sti bag institutionen og en låge, som kræver ekstra mandetimer til vagt, timer som går fra kerneopgaven og børnene.

Vi er stadig i august, og LFS taler med store bogstaver til både direktion og distrikt. Kræver handling fra forvaltningens side, fx ved at involvere Arbejdstilsynet og embedslægen, få institutionen gennemgået arbejdsmiljømæssigt og så få gjort noget ved de mange meget alvorlige problemer.

Sundhedsskadeligt

Siden er det gået fra slemt til værre. Skimmelsvamp blev konstateret i store dele af bygningen, og ingen vidste om resten af den også er angrebet, det fandt kommunen ikke umagen værd at undersøge. Der er vandskader flere steder i huset, og det skal nok gøre sit til yderligere skimmelsvamp.

Hvordan det påvirker arbejdsmiljøet og stemningen blandt personalet kan enhver forestille sig. Nogen bukker under, andre begynder at forlade ”den synkende skude”, andre igen er bare mast. Alle arbejder i alvorligtsundhedsskadelige omgivelser. Og det er stadig institutionens leder, der skal stå for alt og vide alt om arbejdsmiljø, byggeteknik, foruden selvfølgelig at låse håndværkere og andre ind og ud i weekenden, når de da ikke render rundt i institutionen i arbejdstiden. Hendes mobilnummer er jo også livlinen til institutionen.

”Det er hæsligt. Jeg tænker at det her kan da bare ikke være rigtigt. Vi fortæller dem i kommunen at der er skimmelsvamp. Nej det er der ikke, får vi at vide. Jo der er, gentager vi. Så kommer forældrene og LFS ind og siger det samme. Og så bliver der udført en kontrol, men det er jo også kommunen, der gør det”, fortæller Mai-Britt Bugge, som må have en særlig evne for sort humor. Stædighed kalder hun det selv.

”Fugt, siger vi. Væggene er fugtige, der trækker vand ind. Så kommer nogen ud og lægger et vandrør og klipper lidt i væksten på muren. Vi siger at det stadig er galt, muren smuldrer, og der trænger vand ind udefra. Nej, siger de og kommer med en varmekanon. Det hjælper ikke. Nu vil de så kradse fugerne ud og skifte nogle mursten. Det regnede ind, vi fik lappet hullerne i taget. Men det regnede stadig ind, og der kom vand ned i ventilationen. Sådan kunne jeg blive ved.”

Mai-Britt Bugge var med ved Snorretoppens sidste udvidelse og ved at det ikke er den bedste løsning, at den pædagogiske leder skal fungere som bygherrerådgiver. Hun bad sig fritaget denne gang, men forgæves. Mange af manglerne var åbenbare, allerede før børn og personale flyttede ind. Dem kunne de se, da de første gang fik adgang til byggepladsen, to uger før børn og personale skulle flytte ind. Og alt skulle hun rykke for. For høringssvar til forældrene, for rapport om arbejdsmiljøet, for resultatet af undersøgelser. Personalet ønsker hun ikke at belaste mere end højst nødvendigt, men hårdt har det også været for dem med det elendige arbejdsmiljø. Og det kan ses på sygemeldingerne.

”Man forventer sig da samarbejde i kommunen, men intet har fungeret. Der mangler det koordinerende led. Det har været et svigt.”

Øget pres

Nu holdes der møder med LFS, og der skrives referater om situationen, og ingen er uenige om, hvad der er presserende. Men lidt for ofte handler det om at ”det må vi se på”.

Faglig sekretær i LFS, Lisbeth Schmidt, holder de næste par måneder forvaltningen i kort snor og påpeger igen og igen problemstillingerne og det helt urimelige pres, de sætter personale og ledelse under. Hun kræver ”foranstaltninger der forbedrer ledelsens og medarbejdernes arbejdsmiljø.” Det gælder fx spørgsmålet om ekstra ressourcer til et personale med en lukket legeplads (på grund af sikkerhedsmæssige problemer), som derfor skal ud andre steder. Det gælder fugtproblemerne, hvor LFS på det kraftigste anbefaler at Arbejdstilsynet eller embedslægen inddrages). Og det gælder den ikke lukkelige hoveddør. Som Lisbeth Schmidt skriver: ”det ender jo med at et barn bliver kørt over, inden nogen forstår alvoren.”

I starten af september opsummerer hun situationen over for distriktschef og direktion. Hun skriver bl.a. om utrygge medarbejdere med symptomer på et dårligt indeklima og om ressourcemæssige og tidsmæssige belastninger. Til det sidste nikker direktionen ja, der skal tilføres ekstra ressourcer, og de overdrager sagen til personaleafdelingen til snarlig handling. LFS forsøger igen at gøre direktionen begribelig at sagen er så alvorlig at den ikke bør overgives til nogen, der bør handles på den med det samme. Det fysiske og psykiske arbejdsmiljø forværres dag for dag. Alligevel har LFS, syv uger senere og uden at problemerne i institutionen er løst, intet hørt som svar på begæringen om forhandling om disse ekstra ressourcer. At LFS er stærkt utilfreds med at begæringen om forhandling tilsidesættes af Børne- og Ungdomsforvaltningen er sagt mildt.

Og børnene? Deres forældre er forfærdede, og forældrebestyrelsen skriver til borgmester Bo Asmus Kjeldgaard den 9. oktober, altså to måneder efter personale og børn flyttede ind, og efter personalet og LFS utallige gange har skrevet til forvaltningen og holdt møder for at få bygningen gjort beboelig.

Forældrene kalder den en katastrofe og opremser bare nogle af de mange fejl og mangler, som institutionen stadigvæk lider under efter to måneder: skimmelsvamp, som mindst ét barn nu har fået symptomer på (også flere af de ansatte har problemer med irriterede slimhinder og hovedpine), vandskaderne som stadig ikke er udbedret, elevatoren som ikke fungerer men hvis dør børnene får fingrene i klemme i, så utætte vinduer at der flyver støv ind i rummene fra gaden, den koksede ventilation i køkkenet, og telefonen der stadig ikke virker (den gør den stadig ikke i skrivende stund fire en halv måned efter).

Forældre får nok

Forældrebestyrelsen appellerer til Bo Asmus Kjeldgaard: ”Vi ved du tager børnenes og personalets ve og vel alvorligt”, og de opfordrer ham til et møde, så ”du med egne øjne kan se, hvilke forhold børnene og personalet dagligt udsættes for”.

De slutter deres brev med: ”Som forældrebestyrelse – og som forældre – ser vi med stor alvor på de sundheds- og sikkerhedsmæssige problemer, kommunen stadig ikke har løst nu mere end to måneder siden personale og børn flyttede ind i ”villaen”. I al den tid har personalet forsøgt at få kommunen til virkelig at få gjort noget ved problemerne, men det trækker ud og trækker ud.”

De giver borgmesteren en sidste chance for at gøre det, han ”som øverste ansvarlige for børneområdet i Københavns Kommune bør gøre, nemlig at gribe ind og sætte skred i sagerne.”

Om det er LFS’ pressen på og pressen på eller forældrenes er uvist, men der sker faktisk noget i oktober. I budgetaftalen for næste år blev de fem millioner kr., som Snorretoppen havde fået i bevilling til at gøre forløbet færdigt, udskudt til 2010. Men den del af aftalen bliver omstødt, så Snorretoppen alligevel får sin bevilling med halvdelen i år, halvdelen næste år.

Det formilder dog kun delvis forældrene, som gennem tre måneder har været vidne til en inkompetence af format. De skriver i november et åbent brev til Borgerrepræsentationen og Børne- og Ungdomsforvaltningen (og Bryggebladet). I det brev konstaterer de at Københavns Kommune fralægger sig ansvar på baggrund af en løgn. Løgnen er at forvaltningen ikke kendte til skimmelsvampen i ”villaen”, men den havde forældrebestyrelsen allerede konstateret i foråret og meddelt forvaltningen. Man må sikkert regne med enkelte mangler, når nye bygninger tages i brug, men i denne størrelsesorden? Og hvor vandskader, skimmelsvamp, utætte vinduer og deraf følgende støv og snavs fra gaden florerer?

”Som forældre, ledelse og forældrebestyrelse må vi blot konstatere at antallet af syge børn og personale åbenbart skal nå uanede højder, før man tager problemet alvorligt. Det antal sygemeldinger man fra personalets side allerede har modtaget samt de børn, der allerede er blevet dårlige, er åbenbart ikke grelt nok til at få forvaltningen til at løse problemet.”

Nu må børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard tage ansvaret, siger de i brevet.

Og der er også sket meget siden, fortæller Mai-Britt Bugge. Borgmesteren har bl.a. undskyldt over for forældre og børn i Bryggebladet.

”Når LFS og forældrene først kommer på, så ruller det. Nu er der endelig sat ind, vi har fået tilført midler, får lov ikke at indskrive flere børn, og så har vi fået koblet Arbejdsmiljø København på”, fortæller hun og undrer sig:

”Hvorfor er de ikke interesserede i at det er ordentligt, når de laver disse børnefabrikker? Modstanden er jo stor nok i forvejen, og det måtte da være federe for dem at vise, at institutionerne kan være gode, selvom om de er så store.”