Indledning

I december 2007, altså for et år siden, vågnede Danmarks befolkning op til nyheden om, at beboere på botilbuddet Tokanten i København i årevis var blevet mishandlet af personalet. ”Forræderiet på Persillevej” var blot en af mange overskrifter. I de følgende dage fulgte flere overskrifter af samme karakter, forstanderen blev suspenderet, og Socialministeren gik ind i sagen.

Den konkrete baggrund var, at en tidligere ansat pædagog oplevede, hun havde løbet panden mod en mur, når hun henvendte sig til ledelse og borgmester med kritik af den pædagogiske praksis og af de mange magtanvendelser, der skete på bostedet. Hi storien udviklede sig, og beskrivelserne blev stadigt voldsommere. Kulminationen var nok, da en pårørende besluttede, at nu skulle en beboer hjem til jul, i stedet for at opleve julen under de umenneskelige forhold på botilbuddet. For rullende kameraer blev beboeren hjulpet ud i en ventende bil, og vi fik alle et glimt af mishandlerne, der stod tilbage i døren.

Sagen om Tokanten var forsidestof i flere uger. Stadig nye afsløringer af ulovlig magt, af betænkelige økonomiske transaktioner med beboernes økonomi og af svigt blev sat med store typer.

Men det stoppede ikke ved Tokanten. Hen over foråret blev flere andre tilbud til borgere med udviklingshæmning og sindslidelser i Københavns Kommune eksponeret som lige så oprørende forfærdelige.

Historierne satte det halve Danmark i selvsving. Nu måtte offentligt ansattes magtfuldkommenhed stoppes. Der syntes at være skabt en helt ny folkestemning. Også internt på det socialpædagogiske område gav historierne debat og fordømmelse. Men… hvad var egentlig sandheden om Tokanten? Hvordan var det i virkeligheden? Fi ndes denne virkelighed overhovedet? Og hvordan så denne virkelighed egentlig ud fra de involverede medarbejderes side? Den er sjældent så enkel, som den fremstilles…

Fra pædagog til mishandler

Af Lars Calundan, koordinator på bostedet Tokanten.

Hvad gør man, når man som medarbejder på Tokanten vågner op til overskrifter som ”Beboere på bosted mishandlet i årevis” og ”Beboere pumpet med medicin”. Er det så mig og mine kollegaer, der er mishandlerne?

Søndag den 16. december var en rædslernes dag. Det letteste ville have været at blive under dynen og bare lukke alt ude, men sådan fungerer verden ikke. Sådan kan den ikke fungere. Der stod jo otte uvidende beboere ude på Persillevej og ventede på os, og selvom verden ramler omkring os, er det stadig beboerne, der er det vigtigste og dem, vi skal tage vare på.

Mine kollegaer og jeg kom nærmest krybende langs husmurene på vej mod det arbejde, som samme morgen var fremstillet som mishandlernes højborg.

Uden for bostedet stod der journalister og kamerafolk, som var på jagt efter et billede eller en god historie om mishandlerne og de udviklingshæmmede uden sprog på Tokanten. Ihærdige journalister havde belejret bostedet på rov efter det bevisende billede eller den fældende udtalelse, helt uden hensynstagen til beboernes ve og vel. Det var svært bare at nærme sig den arbejdsplads, hvor vi havde haft vores daglige gang i flere år, det var ligesom ikke det samme sted mere.

Vi var i den grad overvåget af kameraer lige uden for vinduet og nogle gik sågar så vidt som at filme ind ad vinduerne på beboernes værelser og i stuen. Hvor var etikken og omsorgen for beboerne i disse handlinger? Kan journalister, som udlægger sig selv som beboernes frelser, virkelig ikke se, at en belejring af Tokanten kun skader beboerne mere? Er dagens tophistorie virkelig så vigtig at uskyldige udviklingshæmmede skal tages som gidsler i deres eget hjem? Heldigvis er gardinerne opfundet, så vi kunne trække for og få en oplevelse af falsk tryghed og ro.

Den dag og de næste var de længste i vores liv. Vi gravede os inde på afdelingen, fulgte alene med i, hvad der skete via tv og kollegaer, som ringede og spurgte om, hvordan det stod til. Alle var målløse. Hvordan kunne de skrive sådan om os? Hvordan var vi gået fra at være pædagoger til at blive mishandlere?

Det var en rigtigt svær tid, og tvivlen ramte os hårdt. Vi blev usikre på vore egne pædagogiske evner og faglighed. Hvad var rigtigt, og hvad var forkert? Vi blev i den grad handlingslammede. Vi turde ikke gå uden for døren med beboerne i frygt for, at de ville tage billeder af en situation, som kunne underbygge historien om os som mishandlere.

Mange af vores beboere har brug for struktur og forudsigelig, hvor faste gå- og cykelture er indlagt i deres dagsrutiner. De dage op til jul måtte beboerne pænt blive inden døre, da ingen af os turde vove at blive næste dags forsidestof.

Splittelse

Følelsen af at alle kunne se, vi var en medarbejder fra Tokanten kunne ikke bare sådan rystes af. Det var som at gå med et stort skilt på maven ”her går en mishandler fra Tokanten”. Selv når vi gik i nærområdet var det, som om alle øjne hvilede på os, som om alle pegede fingre af os. Vi følte os som de spedalske, som ingen ville havde noget at gøre med.

Hvad ville vores børn og kærester tænke, hvis de pludselig så os; deres forældre eller ægtefælle på forsiden af morgenavisen udstillet som mishandlere af udviklingshæmmede, og hvilke konsekvenser ville det have for vores familier, ville mine børn blive drillet i skolen…? Når vi gik på gaden i vores fritid, sneg vi os nærmest frem.

En svær følelse af at vi måtte forklare vores arbejde over for alle, både familie og venner, var altoverskyggende, Troede de nu på det, vi sagde eller var der tvivl? Skulle vi nu også have svært ved at se dem i øjnene?

Flere kollegaer gennem årene, som vi havde arbejdet sammen med og haft tillid til, dukkede pludselig op i breaking news eller andre medier og underbyggede udtalelserne om Tokanten.

Udover at vi var blevet helt usikre på vores pædagogiske identitet, opstod der på Tokanten en splittelse blandt personalet. Hvem syntes, det var i orden, at vores tidligere kollega Christina var gået til pressen? Hvem synes det ikke var i orden? Og hvem synes, det kunne være blevet gjort på en anden måde uden så mange konsekvenser for beboere og personaler. Der var mange spørgsmål og mange usagte ting, og ud af det udsprang et psykisk arbejdsmiljø, som i den grad hang i laser. Afdelingen Persillevej 2A var den afdeling, der blev omtalt i medierne, men hele Tokanten var påvirket af alle beskyldningerne.

Forvaltningen og vores fagforening LFS spurgte, hvad vi havde brug for og pointerede, at vi skulle bare sige til. Men hvordan ved man, hvad man havde brug for i en sådan situation? Ingen af os kunne svare på det spørgsmål. Det hele var bare så kaotisk. Vi var bragt i en situation, som ingen af os nogensinde kunne have forestillet sig. Det var i hvert fald ikke noget, vi havde lært om på seminariet! Eller noget vi på anden måde kunne havde forberedt os selv på.

Brød sammen

Om tirsdagen blev vores leder og stedfortræder suspenderet, og der sad vi den 18. december om formiddagen uden ledelse og havde ingen anelse om, hvad planerne var for os og Tokanten. Og da slet ikke for de otte beboere, der var så afhængige af vores omsorg, af forudsigelighed og tryghed. Hvad nu?

Selv de få timer, en formiddag tager, kunne ryste os. Vi havde ansættelsessamtaler den dag, og hvem skulle deltage i dem nu, hvor der ikke var nogen leder? Det var en lang formiddag uden nogen form for information om, hvad der skulle ske. Lige over middag kom vores nye konstituerede forstander og ”samlede” os op! Gudskelov.

Det blev den værste jul, vi nogensinde har oplevet; det var svært at finde julehumøret frem både privat og på bostedet. Vi ventede hele tiden på, hvad det næste blev. Kollegaer brød sammen og blev sygemeldte. Hus-vikarerne og vikarer fra bureau dækkede vagterne. På et tidspunkt var vi nede på kun to faste personaler tilbage i dagligdagen. Det var en hård tid for alle, men igen var det beboerne, der blev taberne. De mistede den erfarne nære relation og trygheden, vi som fastansatte rummer.

Nogle af beboerne reagerede voldsomt og med udadreagerende adfærd. Andre blev utrygge og indadvendte. Det var, som om beboerne var slået langt tilbage i deres udvikling og personalet lige så langt tilbage i deres tro på egne pædagogiske evner.

Efter nytår blev vi bombarderet med masser af nye opgaver og tiltag og en helt ny ledelsesform.

Det er en stor mundfuld for os. En ny ledelsesform, hvor vi er mere inddragede i beslutningerne, en lind strøm af opgaver som skal udføres prompte. Det er som at starte forfra, alt skal gennemgås, skrives om, uddybes, forklares og beskrives. Vi gør meget ud af at få snakket om de gode historier, hvad er vi trods alt gode til? Og hvad kan der bygges videre på?

Men hvorfor er der ikke nogen, der er interesseret i at høre om dem. Hvorfor er de gode historier ikke interessante? Hvorfor er der ingen, der vil høre om den positive forskel, vi i alle årene har gjort for beboerne på Tokanten? Det store spørgsmål er, hvorfor det altid er skandalerne, der sælger?

Mistillid

Der gik hurtigt et halvt år, hvor vi blev bombarderede med de nye tiltag og den ny ledelsesform. Det har været spændende, men også svært hele tiden skulle forholde sig til noget nyt. Afdelingen som var i mediernes søgelys er stadig præget af samarbejdsproblemer og manglende kontinuitet i gruppen. Men det går fremad og december 2007 ligger længere og længere væk. Beboerne er begyndt at finde tryghed i hverdagen. De er ikke så udadreagerende som tidligere, alt peger i den rigtige retning.

Men den 18. juli modtog forvaltningen en anonym klage, som beskriver at der stadigvæk foregår ulovlige ting på selv samme afdeling, som tidligere var i vælten. I klagen er der nævnt personer ved navn, der anklages for magtmisbrug og dårlig etik. Anklagen er skrevet på en måde, så det mere end antydes, at det er en kollega, der har skrevet den. Denne klage gør det hele meget sværere igen. Denne gang er det umuligt at rette sin vrede mod den tidligere ledelse eller en bestemt person.

Det opstår et arbejdsmiljø fuld at mistillid. Hvem har skrevet denne klage? Hvem er det, der synes vores pædagogiske arbejde ikke er godt nok? Hvem kan være så ond at udstille kollegaer og gøre dette mod Tokanten endnu en gang, uden at have sagt det til dem, som de synes ikke gjorde deres arbejde godt nok eller den nuværende ledelse.

Afdelingen kom igen i store problemer, som også påvirkede de andre afdelinger. Det føltes som endnu et slag mod en bokser, der ellers var ved at rejse sig efter en knockout. Forvaltningen undersøgte sagen, det føltes som en uendelig historie var startet om igen. Vi var alle til afhøringer igen, samtaler både på Tokanten og i forvaltningen, men ingen meldte sig som skriver af de anonyme klager, og forvaltningen fandt ingen hold i nogen af dem.

Tvivlen blandt medarbejderne steg, kunne vi overhovedet få et samarbejde op at stå igen, ville det nogensinde lykkes at få en hverdag tilbage på Tokanten? Snakken, og alle mulige teorier om hvem der havde skrevet klagerne, gik lystigt, mistilliden voksede, og det var næsten som at være tilbage i december, hvor alt det onde startede.

Flere medarbejdere overvejede igen, om de arbejdede det rigtige sted, men kendetegnende for alle ansatte på Tokanten er at vi ikke giver op. Vi brænder alle for det, vi laver, og vi har en stor empati for beboerne. Vi bliver ikke slået ud af modgang, kun sat tilbage, Tokanten er i dag nok det mest gennem-kontrollerede bosted og den boenhed, som er længst fremme med pædagogiske handleplaner, pædagogiske tiltag og administrativ struktur.

Denne artikel har vi længe villet skrive. Det har været svært. For det første har ingen villet have den slags artikel, for det andet har det været en følelsesmæssige rutsjetur igen at rive op i det skete, især tydeligt da vi sad og talte om, hvad der skete den gang i december, og hvad vi skulle have med i artiklen. December 2007 er stadig et meget følelsesmæssigt svært emne på Tokanten. Der vil nok gå lang tid, før vi helt har lagt den december bag os.