Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Brystkræft anerkendes som arbejdsskade
Flere undersøgelser har gennem de sidste år påvist en sandsynlig sammenhæng mellem natarbejde og brystkræft. Det tager erhvervssygdomsudvalget nu konsekvensen af.
Det har længe været et anerkendt forskningsresultat, at natarbejde kan føre til brystkræft. Adskillige undersøgelser har påvist en sandsynlig sammenhæng. Det nye er at brystkræft efter mange års natarbejde nu også kan blive anerkendt som en arbejdsskade.
I første omgang har Erhvervssygdomsudvalget besluttet at have særligt fokus på sager om brystkræft, hvor der har været jævnligt natarbejde mindst én gang ugentligt i omkring 15 år eller mere. Ved natarbejde forstås arbejde i tidsrummet fra klokken 23-06.
Mange andre forhold end natarbejdet kan spille ind på en brystkræft og dens udvikling. Fx kan arvelige genetiske forhold, svær overvægt, brug af p-piller og lægemidler mod gener i overgangsalderen stort forbrug af alkohol være konkurrerende faktorer. Samlet er der altså ikke tale om beviser, men dokumentationen er overbevisende.
Alle der har fået konstateret brystkræft efter nogle års natarbejde bør derfor få anmeldt deres sygdom som en mulig arbejdsskade, også selvom natarbejdet kun har varet en kortere årrække en de 15 år. WHOs internationale kræftcenter IARC kommer nemlig i 2009 med en stor rapport om samme emne, baseret på et meget omfattende antal undersøgelser. Denne rapport kan eventuelt vise en mulig sammenhæng mellem brystkræft og natarbejde i kortere tid.
Man kan få sin læge til at anmelde lidelsen til Arbejdsskadestyrelsen som en formodet erhvervssygdom.
Læs mere på www.ask.dk/sw19426.asp
Erhvervssygdomsudvalget har rent faktisk allerede anerkendt ganske mange FOA sager om brystkræft i år. Det er den gode nyhed. Den dårlige er at der fortsat ikke er tilstrækkelig medicinsk dokumentation til at optage brystkræft efter natarbejde på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Fx fik en 59-årig sygehjælper med dobbeltsidig brystkræft anerkendt sin sygdom som en arbejdsskade. Hun havde haft natarbejde gennem 20 år. Og havde ikke andre risikofaktorer, der kunne forklare sygdommens opståen. Modsat blev en 49-årig sygeplejerske ikke anerkendt sin brystkræft som en arbejdsskade. Hun havde ganske vist natarbejdet som sygeplejerske i 23 år, men hun var samtidig arveligt disponeret for brystkræft. Vurderingen var derfor at sygdommen ikke alene eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. |