Helende humor

Elisabeth Lockert Lange

De Splittergale hedder de, en gøgler-, teater-, musiktrup i næsten shakespearesk omrejsende variant, for de kan det meste: gøgl, humor, alvor, skuespil, sang, musik. Og de kommer omkring. Det går også tjept, publikum får ingen tid til at kede sig. Der er både liv og latter. Hvis man vælge et enkelt ord til at karakterisere forestillingen, så må det blive vitalitet.

Salen fyldes langsomt, nogle kommer selvsikkert ind og sætter sig på forreste række, andre går lidt forsigtigt ned og finder en stol på de bagerste rækker. Imens holder tre kvinder siddende på lige så mange stole øje.

Foran dem på gulvet ligger en tøjhund, jeg og min sidemand diskuterer hvad den mon skal bruges til i forestillingen. (Ingenting viser det sig, det er truppens maskot, og den får lov at ligge helt uforstyrret.) Alt det andet kommer derimod i brug. Den store tønde med strenge sat fast på, baljebassen. Kaffekander med lang tud (som viser sig at give god lyd), et gammelt vaskebræt, som står op af væggen sammen med en bunke hulahopringe og en rumsterstang udformet som en barmfager dame. En harmonika, en violin og en guitar ligger klar. Ligeså en tommestok. Desuden ligger der på gulvet en stor tyk betonflise sammen med en kæmpehammer (det bliver også brugt ja). En gruppe på 12- 15 mennesker i alle aldre og størrelser går omkring og varmer op…

Vi er på Hedelund, bocenter for sindslidende, og vi venter spændt på at teatertruppen De Splittergale, som er på turné i det sjællandske tager fat.

Navnet De Splittergale har de med god grund, som de fortæller efter forestillingen. Truppen udsprang i 1990 af et musikhold på Gallo Skolen i Århus, og de fleste af truppens medlemmer har, eller har haft, en eller anden form for sindslidelse. At gruppen også fungerer også som en stærk selvhjælpsgruppe for de enkelte medlemmer, kom meget tydeligt frem, da de hver især næsten alle sammen fortalte deres historie.

De heles af at være med i truppen. Og de skulle i øvrigt videre og give en forestilling på Christiania samme aften.

Orkesteret ledes af Jacob Hogrebe, lærer, socialpædagog og spillemand, som også var med til at starte gruppen. Denne dag på Hedelund giver han den som ægte troubadour med stor hat og en lyseblå sløjfeombundet tissemand hængende udenpå tøjet.

Siden 1991 har truppen draget ud på turnéer, nogle gange rundt i Danmark, andre gange til udlandet bl.a. Ungarn og Slovakiet, hvor de optrådte på børnehjem for sigøjnerbørn. 800 socialarbejdere så dem i den sorte diamant i København, og de har optrådt ved flere Århus festuger og festivaler. De giver ca. 50 forestillinger om året.

Udklædte

Også denne dag i slutningen af november optræder De Splittergale med et dejligt livsbekræftende program.

Nogle af dem har været med siden starten af halvfemserne, andre er kommet til langt senere. En enkelt, en ung mand i nederdel, skindjakke og et dansk flag på ryggen, har kun været med i tre uger. Alligevel står han på scenen med den største selvfølgelighed.

De fleste af de optrædende er, ligesom den unge mand, udklædte. Ikke sådan at de forestiller nogen eller noget bestemt, men hatte, kjortler, bukser og kjoler er udvalgt og sat sammen, så associationerne er mange, til gårdsangere, troubadourer, cirkusprinsesser og så videre.

Og de optræder med fynd og klem. Sange for fuld udblæsning og masser af energi skifter med stille soloer og muntre indslag på et par ”frivilliges” bekostning (en ansat på Hedelund og en ansat i LFS). Deres samhørighed er tydelig, ikke mindst til sidst hvor alle står med hinanden i hånden. Lige inden vi alle sammen skal op og stå og være med. Der er masser af tempo på, stor kontrast mellem numrene, fra evergreens til gårdsange, vanvittige gøglernumre og tonsvis af energi og humor.

Forestillingen varer ca. en time, og sædvanen tro følges den op af en runde, hvor de optrædende fortæller, og hvor publikum får lejlighed til at stille spørgsmål. Og truppens medlemmer lægger ikke fingrene imellem, de taler frit fra leveren om deres egne depressioner og fobier. En af pointerne med det er jo at udrydde nogle tabuer omkring det at være psykisk syg. Og De Splittergale må siges i høj grad at være med til at nedbryde skranker mellem psykisk syge og psykisk raske, og vise at adskillige psykisk syge har mange kreative ressourcer, og er i stand til at skabe fest og glæde, med musik, sang og gøgl.

I det hele taget kan man tale om et formål med to sider. Internt støtter og inspirerer gruppemedlemmerne hinanden og holder hinanden fast i fællesskabet, så ingen ryger ud i isolation. De ville skabe et sted hvor sindslidende kunne lære at tro på sig selv og udnytte deres ressourcer. Et samspil om musik, sang og optræden rummer uundgåeligt oplevelser som fører til samhørighed og tilknytning. Arbejdet med en trup kræver også en stor udadvendthed, noget som er vigtigt i denne sammenhæng, da sindslidende ofte befinder sig i udkanten af fællesskabet.

Udadtil ønsker deltagerne som nævnt at nedbryde nogle af de skel og fordomme, der findes mellem syge og raske mennesker, især når det gælder psykisk sygdom. Og så vil de naturligvis også gerne simpelthen levere et godt og underholdende musikalsk show.

Liv og latter

Nu lyder der musik ude fra gangen, og en efter en kommer truppens medlemmer spillende på forskellige musikinstrumenter. Scenen fyldes med sang og musik fra farvestrålende udklædte mennesker. De fylder rummet med fest og farver. Der sker flere ting på én gang. Nogle klapper musik på kinderne (ja hvorfor ikke bruge de forhåndenværende søms princip), og så kommer jonglørerne på samtidig med at nogle spiller på kaffekande og ”tommestokkastagnetter” bagved. En ca. tiårig pige (Jacob Hogrebes datter) får kastet den ene hulahopring over hovedet efter den anden, og hendes krop snurrer rundt og ringene med. Sangen ”When you’re smiling, when you’re smiling” fylder rummet. En ung mand med violin går helt tæt på en publikummer og spiller med et smægtende smil. En anden giver den på sax.

Mens musikken giver liv, vækker numrene stor latter. De handler om uddrivelse af tvangstanker. Det gamle kortnummer bliver lavet med en håndfuld (ens) pølser, som selvfølgelig skal blandes grundigt, en enkelt udvælges med omhu og huskes. Truppens clairvoyante bringes i trance og lugter og smager sig frem til den rigtige pølse, under stor moro i salen. Senere i forestillingen lokkes frivillig nr. to på scenen for at blive lagt mellem to stole og med den store flise på maven (det er en stikpille mod tvangstanker, som udkrystalliserer sig ond gennem maven…). Under stor dramatik knækkes flisen med en stor hammer. Latteren stiger. Og straks er truppen videre med en sang, nemlig ”du må få min sofacykel, når jeg dør” – og hvad man ikke kan finde på at lade andre få når man dør, det er ikke småting.

De Splittergale har helt deres stil, der er så meget fart på dem. De skaber fest og glæde med deres numre, deres gøgl, deres gårdsangertraditioner, deres musik og ikke mindst deres utrolige energi.

Netop energien taler de selv om bagefter, at de får energi af at spille og optræde sammen. Man bliver glad af energien, som en siger. Og en anden som led af svær social angst, at ”nu er det rimelig fedt at blive til grin.”

Kærligheden er et andet tema, for ”det er der masser af i dette orkester”.

Nervesjaskerne fra Århus kalder de sig også. For ”selvom man har haft en depression i 88, kan man godt have et godt liv nu.” Selvom en depression man har haft altid ligger og lurer…

Som afslutning Emil Aarestrups digt Angst fra 1838 med musik til.

Læs mere om truppen på www.desplittergale.dk Her kan du også booke dem og melde dig til deres støtteforening.