Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder
Af næstformand Jan Hoby
Testkulturens afprofessionalisering
Det er ikke altid rart at få ret! I LFS’ høringssvar den 9. juni 2006 om Faglighed For Alle skrev vi blandt andet: ”LFS frygter, at sprogtestningen i fremtiden vil blive brugt som et fordelingspolitisk instrument, hvor børn bliver fordelt på forskellige skoler efter deres sprogtest-resultater.”
I Politiken den 12.januar 2009 kan man læse at Socialdemokraterne i København vil gøre øget sprogtestning af børn og tvangsfordeling af børn på baggrund af deres hudfarve og præstation i sprogtest, til et vigtigt tema i kommunalvalgkampen.
Politikerne taler om respekt for det pædagogiske arbejde og den pædagogiske faglighed. Men sprogtesten er udtryk for det modsatte, nemlig en systematisk diskvalifikation. Sprogtest af alle 3-årige er udtryk for den vildfarnetidsånd: mere kontrol, skærpede krav om indberetninger, fl ere påbud og test, test og atter test: Alt der bevæger sig skal måles. Alt der ikke bevæger sig skal også måles, for det kan være det bevæger sig i morgen.
Konsekvenser af testkulturen i det pædagogiske landskab er store for børnene og for den pædagogiske fagligheds fremtid. Synet på barndommen ændres fra et ressourcesyn til et problem- og mangelsyn. Snævrere normalitetsfordringer forstærker en udbredelse af mangelblikket og børn påduttes etikker som ”risikobørn”, ”ressourcesvage børn”, ”børn med porøst netværk” etc. Dermed er divisionering af det hele barn på vej til at blive sat i system som i USA, England og New Zealand – testambitionen bliver til en altomfattende kategorisering, rangering og opdeling af børn krydret med kulturracisme over for de tosprogede børn.
For pædagoger og den pædagogiske faglighed betyder testkulturen at der skabes en ny-funktionalisme, hvor det handler om få hverdagen til at fungere og hænge sammen snarere end at skabe livssammenhæng og livsduelighed.
Bekymring for børnenes mangelfulde testresultater medfører en pragmatisk justering af pædagogikken i forhold til testlogikken snarere end omvendt. Hermed sker der en afprofessionalisering og en afl æring af den enkle pædagog og den pædagogiske faglighed. Pædagogen reduceres til at være social-tekniker.
Der findes ingen saglige, faglige eller videnskabelige argumenter for sprogtest af børn, men der fi ndes masser af politiske og ideologiske argumenter.
Hvis den pædagogiske kulturarv ikke skal blive til en markedsgjort kulturel kapital må det pædagogiske område afvise testkulturens politisk og ideologiske logik. Alle politiske ideer (som test) udspringer af ideologi. Det er kun ved at angribe ideologien, at politikken kan ændres. At diskutere politik uden at forholde sig til den bagved liggende ideologi fører blot til blindgyder og accept og i sidste ende til den pædagogiske autonomis endeligt!
”Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles” sagde Albert Einstein.
Det ku’ være så godt med et børneliv uden test.