Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Kontingent 2009
Samme lave kontingent
Af Elisabeth Lockert Lange
LFS fastholder samme kontingentbeløb som sidste år. Det samme gør FOA. Når dit samlede kontingent alligevel stiger skyldes det dit a-kassebidrag og din efterlønsordning. Begge beløb fastsættes af regeringen.
236,50 kr. Det er det beløb du fortsat skal betale om måneden for at være medlem af fagforeningen LFS. Din fagforening fastholder med andre ord samme kontingentstørrelse som sidste år.
Men du betaler jo ikke kun 236,50 kr. i kontingent. For dertil kommer dit kontingent til forbundet FOA – Fag og Arbejde. Det fastholdes også på samme niveau som sidste år, nærmere bestemt 123, 50 kr.
For disse beløb får du hjælp i konkrete faglige sager, fx ved tjenstlige samtaler og fyringer, i sager om arbejdsmiljø og arbejdsskader, hjælp til lønberegning, lønforhandling og overenskomstforhandling. Du får repræsentation i forhold til strukturændringer i kommunen, du får juridisk bistand i kriser, du får temadage og medlemsmøder, en ajourført og veluddannet tillidsrepræsentant, mulighed for indflydelse på udviklingen af dit fag og arbejdsområde via diverse udvalg, bestyrelser og faggrupper, og du får to blade, LFS Nyt og FOA bladet. For blot at nævne nogle af de ting som fagforeningen tilbyder medlemmerne. Som der i øvrigt er 10.117 af.
LFS’ a-kasse holder også deres del af beløbet til a-kasseforsikring nede, nemlig på de samme 123,00 kr. for administrationen af arbejdsløshedsforsikringsordningen som sidste år.
Det der stiger, sådan at dit samlede kontingent – hvis du har hele pakken så at sige – løber op på 1.206,00 kr. (mod sidste års 1.185,00 kr.) er det lovfastsatte forsikringsbidrag til a-kassen, nemlig fra 281,00 kr. til 290,00 kr. og efterlønsordningen, fra sidste års 410,00 kr. til i år 423,00 kr. Begge disse beløb er som sagt fastsat ved lov af regeringen, og altså helt uden for fagforeningens indflydelse. Og de er selvfølgelig valgfrie, men nødvendige, hvis man vil henholdsvis sikre sig dagpenge, hvis man skulle blive arbejdsløs og sikre sig retten til at gå på efterløn.
Kontingentsatser pr. 1. januar 2009
Fuldtid med A-kasse
Med efterløn 1.206,00 kroner
Uden efterløn 783,00 kroner
Deltid med A-kasse:
Med efterløn 924,00 kroner
Uden efterløn 642,00 kroner
Medlemmer uden A-kasse:
Fuldtid 370,00 kroner
Deltid 326,00 kroner
Arbejde under 15 timer 179,00 kroner
Kontingent og stigning på fuldtidsmedlemskab m/ efterløn
2008 2009 Ændring
LFS 236,50 236,50 0,00
Forbund (FOA) 123,50 123,50 0,00
Gruppeliv 10,00 10,00 0,00
A-kasseadministration 123,00 123,00 0,00
Forsikringsbidrag til A-kassen 281,00 290,00 9,00
Efterlønsordning 410,00 423,00 13,00