Den kreative rollemodel

Af Tine Bjerre Larsen

Legetøjet var af træ, og det var lavet af pædagogerne selv, fortæller ulla Fischer, der viser rundt på dansk pædagogisk historisk samling i tårnby.

Pædagogikkens historie er en del af pædagogens identitet, og det er både sjovt og lærerigt også for ikke-pædagoger at besøge Dansk Pædagogisk Historisk Forenings samling på Englandsvej i Tårnby. Men man skal aftale tid til en rundvisning på udstillingen af en vuggestue og børnehave fra 50´ernes Gladsaxe.

Indretningen minder lidt om den, man stadig kan finde i nogle af nutidens børnehaver med små borde og stole, en reol med skuffer og en knagerække med børnenes mærker på – elefanter, sejlskibe og indianere.

Men det hele er i træ. Kasserne med klodser, Brio-færgen, den kendte Kaj Bøjesen gyngehest, et stort legehus med indbo og en masse puslespil.

”Det er fantastisk, at det trælegetøj holder så godt. Fra jeg blev uddannet på seminaret i 1964 og til i dag har træklodserne i den grad holdt skansen. De har altid været populære til at bygge broer, biler og alt muligt af”, siger Ulla Fischer, tidligere seminarielærer på Højvangsseminariet.

Den pensionerede pædagog arbejder frivilligt sammen med andre fra bestyrelsen for at få registreret og arkiveret materialer, der har betydning for dansk pædagogisk historie. Meget af legetøjet – puslespillene, dukkemøblerne og dukketøjet – er lavet af personalet selv.

”Man sad ofte og reparerede ting eller strikkede i sovetimen”, siger Ulla Fischer og peger over på et bord med strikkepinde og garn.

”Dengang forestillede man sig ikke, at der skulle komme en legetøjsindustri med pædagogisk legetøj. I 1949 åbnede den første butik ”Rigtigt legetøj”, men det var dyrt, så man lavede meget selv, og det var man uddannet til. På den tid var der to Frøbel seminarier her i København, hvor de unge piger lærte at lave materialer selv, som det så var meningen, at de skulle lære videre til børnene. Det kunne være at sy en lille gris på pappet, hvor der var stukket huller ud.

”Udover de to seminarier var der ”Kursus for Småbørnspædagoger”, som i opposition til Frøbel seminarierne startede med at introducere Maria Montesorris tanker i den danske pædagogik, og på dette tidspunkt var frontløberen for den gryende ”fri opdragelse”, siger Ulla Fischer.

Forkundskaber til matematik og fysik

Den tyske pædagog Friedrich Fröbel var den første, som lavede pasning med pædagogisk sigte, og han udtænkte særligt legetøj og beskæftigelsesmaterialer for børn. Senere kom den kvindelige italienske læge Maria Montesorri, som arbejdede meget med sanserne. Man skulle f.eks. fordele farver efter nuancer, forklarer Ulla Fischer og tager nogle små plader op af en kasse i alle mulige kulører.

Cylinderblokken – ti små cylinderformerede brikker, som passer ned på hver deres plads – var datidens mest kendte pædagogiske legetøj.

”Det var genialt, fordi børnene selv kunne se, om de satte cylinderen på dens rette plads. Det var selvkontrollerende materialer, som blev introduceret for dem af de voksne, men hvor de selv kunne eksperimentere sig frem til den rigtige løsning. Legetøjet handlede om former, vægt, tal og gav bl.a. forkundskaber til matematik og fysik”, siger Ulla Fischer.

På væggen hænger også nogle Montesorri- rammer, stoframmer med en påsyet kjole med knapper eller et par bukser med lynlås. . Ideen med det legetøj var at gøre børn til selvhjulpne individer, der kunne knappe, lyne og binde sløjfer selv.

I et hjørne står et staffeli, og sådant et havde man i næsten enhver børnehave fra slutningen af i 50´erne. Staffeliet er nærmest et symbol på ideerne om kreativitet og fri udfoldelse, som spirede frem på seminarierne på den tid, fortæller Ulla Fischer.

”Der var en bølge af kulturradikale mennesker, pædagoger, psykologer, filosoffer og samfundskritikere, som efter 2. verdenskrig arbejdede på at forhindre, at mennesket igen kom til at gå i strækmarch. Svaret var entydigt fra hele Europa og USA, at det fri, stærke og kreative menneske ville tænke selv og ikke ukritisk følge flokken. At de første lilleskoler dannedes og udvikledes herhjemme i denne periode er ikke tilfældigt.”

Da Spørge Jørgen blev dømt ude

Sang og sanglege spillede også en central rolle i børnehaven dengang. Det var en del af Frøbel-pædagogikken.

”Til at begynde med samledes børnene omkring lærerinden, der som regel spillede klaver. Man brugte masser af sanglege og rim og remser, fordi det hørte med til at være skabende. Det er lidt synd, at det er forsvundet lidt ud af institutionerne i dag. I dag kan man godt tage en pædagoguddannelse uden at have sang, og Frøbel ville have vendt sig i sin grav, hvis han vidste det.”

På en gammeldags tallerkenrække hænger de børnebøger, som mange nok kender fra deres barndom. ”Lille Sorte Sambo”, ”Spørge Jørgen” og ”Mis med de blå øjne”.

”Mange af dem handler om, at det er helt i orden at være anderledes. Mis, der har blå øjne, mens alle andre har gule, og så er der ”Prikken”, bogen om den prikkede kanin og de andre helt hvide. Det var den holdning om tolerance over for anderledeshed og andre kulturer og lande, som var fundamentet i den fri pædagogik, som lilleskoler og mange børnehaver byggede på dengang.”

Det var formningslæreren Egon Mathiesen, der tegnede og forfattede både ”Frederik med bilen”, som tager ud for at finde de røde, sorte og gule børn, og ”Aben Osvald”, som tør sætte sig op mod den store tyranniske abe og en dag råber NEJ. Mathiesen underviste på Sofie Rifbjergs ”fri” seminarium og var uden at vide det med til at skabe den ny pædagogik, som landets daginstitutioner den dag i dag er bygget på. Hans bøger genoptrykkes og sælges stadig – også ”Drengen i grøften” og ”Bugivuggi og hans fire sønner”, den første om at fantasere og den anden om at være helt speciel.

En anden af tidens markante undervisere var musiklæreren Grethe Agatz, som underviste på mange af seminarierne i København og lavede en række børneplader. Ulla Fischer havde hende som underviser og kan huske, at Agatz ikke brød sig om de gamle børnebøgers og sanges morale.

”Jeg kan huske, at jeg diskuterede med hende, for jeg mente ikke, at børn holdt op med at spørge eller forstod moralen i Spørge Jørgen, men tværtimod forstod det fabulerende i bogen, som hvorfor en muhko ikke har vinger.”

Selvbetjenings-institutioner

Børn har altid leget de samme lege over hele verden, og mange legemønstre er de samme i dag, som i børnehaven i Gladsaxe i 50´erne. En dag dengang var ikke i indhold så forskellig fra en dag i en af nutidens dagsinstitutioner, mener Ulla Fischer.

”Om formiddagen lavede man en planlagt aktivitet som fx at male, så spiste man og dengang sov børnehavebørn også til middag. Børnene sov i tremmesenge eller i køjesenge, som man vupti kunne hive ud af skabene. Sengene dannede små celler, så børnene ikke kunne forstyrre hinanden. I 60´erne gik man over til at have madrasser på gulvet, men det gjorde det faktisk endnu sværere at få børnene til at sove. Det var også i 60´erne, at børnene begyndte selv at vælge, hvad de ville beskæftige sig med. Da jeg skulle i praktik fra Seminariet for Småbørnspædagoger, der dengang lå i Teglgårdsstræde, så sloges vi om at komme ud i en institution, hvor der var ”selvbetjening”. Det betød, at børnene selv frit kunne vælge beskæftigelsesmateriale fra åbne hylder, i stedet for at tingene var låst inde i et skab.”

At lære børn at være kreative så de fik et godt fundament for at tilegne sig verden var det helt centrale.

”Kreativiteten var i fokus i reformpædagogikken. Hvis børn lærte at være kreative og skabende, så kom resten nærmest af sig selv, og så havde man en helt anden drivkraft i skoleforløbet. Jeg kan huske, hvordan vi i børnehaven, som det første vi gjorde, når vi kom om morgenen, blandede limfarver, så der var en blå, rød, grøn, og gul, som stod klar på staffeliet.”

Men pædagogikken gør det ikke alene. Der skal mennesker til, og dengang mente man, at pædagogens personlighed spillede en helt central rolle.

”Pædagogerne skulle elske børnene, sagde Frøbel. Man havde personlige optagelsessamtaler på alle seminarier til op i 70´erne, og der var meget fokus på pædagogen som den voksne, der skulle være model for børnene. Bogen ”Børnehavebørn”, som var grundbogen på seminarierne i 60´erne, handlede om, hvad den gode pædagog gør. Hun eller han ved, hvordan man skal håndtere konflikter ved at sige, hvad man gerne vil have, at børnene gør, i stedet for at sige hvad man ikke vil have at de gør. Siden jeg blev uddannet, er der kommet flere overordnede mål for pædagogikken, og pædagogens personlighed og handlinger er nok kommet mere i baggrunden.”

I 50-60´erne var det en selvfølge, at man som pædagog kunne lave sang og musik med børnene.

”Man behøvede ikke at have en stor stemme, men det forventedes, at man kunne børnesangene, og på seminariet lavede vi vores egne sangbøger. I dag sætter man ofte en CD på. Også fortællekunst var noget man dyrkede. Jeg lærte mig fire H.C. Andersens eventyr, som jeg kunne genfortælle for børn. Og jeg glemmer aldrig en gang, hvor jeg fortalte Tommelise i en børnehave og fik øje på en pige, som sad og græd. ”Jamen Helle, du græder jo,” sagde jeg, og hun svarede: ”Ja, men man har vel lov at græde, når det er sørgeligt”.

Sang, musik og bevægelse

”Vi brugte også det at digte på sang og spille tromme til, mens børnene mimede det, man fortalte om. Hvis vi lige havde været på tur, så sang jeg fx: ”så gik vi i op i bussen” – og så gjorde børnene det, og på den måde fik vi genoplevet turen. Vi havde sang og musik hver dag og fri dans til afrikansk musik. Alle børn elsker musik og bevægelse. Mange af børnene, der hvor jeg arbejdede, havde det svært hjemmefra, men selv de børn, som havde fået fire pædagoger til at rejse, kunne man uden problemer få med til at synge og danse.”

”Da jeg satte Beatles på grammofonen og skruede godt op for lydstyrken, var der nogle forældre, der blev forargede, men de kunne jo se, at børnene havde det godt. Der var ellers intet i den nye pædagogik, der vakte modstand. Men jeg kan huske, at jeg var vikar i en børnehave, som lå ud til Lyngbyvejen, hvor børnene fik lov til at gå nøgne rundt, også når de var uden for børnehaven med pædagogen. Det syntes jeg var misforståelse af den fri opdragelse.”

Teori og praksis hang sammen, og alt det Ulla Fischer havde lært på seminariet om den fri skabende pædagogik, kunne hun være med til at realisere med børnene.

”Nogle steder skulle man kæmpe hårdt for de nye reformpædagogiske ideer, men jeg var heldig at komme i en af de selvejende Frie Børnehaver og Fritidshjems institutioner i Brønshøj. Denne forenings børnehaver lå typisk i arbejderkvarterer i Amager, Tårnby og Brønshøj, og her gik man op i at bruge penge på materialer. Jeg fik lov at indrette det ene rum til værksted med høvlebænk og et stort bord. Respekten for børnenes kreative udfoldelser kunne bl.a. ses i, at hvert barn havde sin egen bakke i ”ler-reolen”, som – ligesom staffeliet – fandtes i stort set alle børnehaverne i 60´erne. Her kunne de stille deres ting til tørre, og vi sørgede for at komme klæder over leret, så det holdt sig.”

Strukturpædagogikken og pædagogiske læreplaner

I 70´erne blæste nye pædagogiske vinde, for nu var det gået for vidt med den fri leg. Børn skulle også lære noget, og i daginstitutionerne begyndte man at planlægge emnearbejder om ”mig og min familie”, ”min by”, ”mit land”.

”Jeg kan godt lide, at børn lærer noget, og jeg lavede selv emneforløb i min børnehave først i 60´erne. Men problemet var, at man nogle steder smed det gamle ud, da man kastede sig over det nye. Vi havde mange diskussioner, da jeg senere var lærer på Albertslunds børnehaveseminarium, om berøvelsen af børns leg.”

”Når der kommer nye bølger, så håber man altid, at der opstår en bedre balance, men man skal hele tiden tænke på, hvad man grundlæggende synes er et godt liv, og hvordan vil vi have, at mennesker skal have det i vores samfund. I de sidste årtier er pædagoguddannelsen blevet meget mere teoretisk, og det har bredt sig til institutionerne, som nu skal lave pædagogiske læreplaner. Børn er meget skabende kreative, men de holder hurtigt op med at være det, hvis det ikke holdes ved lige. Vi skal passe på, at vi ikke mister legen og fundamentet for, at børn udvikler sig til at blive kreative, frie og lykkelige mennesker.”

”Jeg vil ikke sige, at det er gået tilbage på daginstitutionsområdet generelt. Med ved hver bølge mister man noget og får noget andet. Lige nu kan jeg bare ikke helt se, hvad det er vi får. Jeg er klar over, at vi lever i en verden, som stiller store krav til de intellektuelle færdigheder, men forskning har igen og igen påvist, at børn som handler og erfarer med alle sanser og ikke bare med hovedet, også bliver bedst til de intellektuelle færdigheder. Pædagogikkens historie viser os, at legen og det musiske og kreative er en vigtig del af dansk børnehavepædagogik, og jeg vil inderligt håbe det fortsætter.