Lederkonference

Direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen Else Sommer tager tråden op og videregiver sine tanker om (daginstitutions)ledelse i Københavns Kommune lige nu.
Røde bannere og klynk fører ingen vegne, tal i stedet faget op, var en af dem.

Tal faget op

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Kommunerne er presset fra mange sider af statens detaillovgivning og reguleringer. Samtidig er der en stigende tendens til at lægge en markedstænkning ned over den offentlige sektor, det vil sige: hvor får man tingene billigst. Dertil kommer den økonomiske udfordring at hverken udgifter eller indtægter længere bestemmes af politikerne i kommunen, men af diverse ”lofter”.

Else Sommer starter i det store og ser brede udfordringer.
De store serviceopgaver, som kommunerne har, og som fagprofessionerne, bl.a. pædagoger, løser, er stærkt presset bl.a. på lønniveau og rekruttering, og samtidig ligger der en demokratisk udfordring i at færre interesserer sig for kommunalpolitik.

Næste trin er Børne- og Ungdomsforvaltningen.
”Hvordan ser vi os selv? Hvordan ser andre os? Er det engagement, dannelse, frihed? Eller rent tudefjæs, brok, aldrig penge nok? Hvis det første er vores selvbillede og det sidste andres syn på os, så har vi et problem fx i forhold til rekruttering.
Vi skal tænke over det billede vi sender, vi skal se os selv som reklamesøjle for sektoren.”
Og så er der lederne, og problemerne med at få tid til kerneydelsen og den pædagogiske udvikling.
Der er en række tendenser i tiden, tendenser vi ikke kan komme udenom, vurderer Else Sommer og starter fra en ende af:
”Der er et stigende krav om læring, også i dagtilbud og i fritiden, modning til skole og skoleficering er led i samfundets krav til institutionerne.”

Der er også en tendens i tiden til at blande sig i privatlivet, ikke mindst i sundhed, man bruger de offentlige serviceydelser til at opdrage borgerne. Forældresamarbejdet kræver flere kræfter,
de køber en vare, og daginstitutionerne skal i stigende grad være opdragere for projektbørnene. Integration er et vigtigt tema, og hvilken rolle skal dagtilbuddet have i forhold til det.
”Jeg er overbevist om at der kommer en diskussion af, hvordan man sikrer sig mod  marginaliseringstendenser allerede, når børnene er helt små. Og så er effektivisering kommet for at blive. Det er et krav hvert eneste år, at når nye ting sættes i gang og finansieres, så skal der effektiviseres.”

Forbedringer

Den tid er forbi, hvor faglighed alene var nok til ledelse. Professionel ledelse består af to elementer: faglighed og ledelse.
”I skal kunne begå jer i faglig ledelse, administrativ ledelse, personaleledelse, og altså som ledelse ikke som sjakbajs, strategisk ledelse, det vil sige hvor bevæger vi os hen og hvordan spiller vi i det rum, og endelig interessentledelse”, siger Else Sommer.

Hun kigger på lederne og bruger billedet af en flyver, som holder sig lige under radaren.
”Når man synes noget er håbløst at ændre på, så holder man sig lige under kontrollen hele tiden. Det er ikke særlig sundt hele tiden at være bange for at ramme radaren”, siger hun og fortsætter:
”I stedet skal I udfordre ledelsesrummet.
Hvor står bjælkerne, efterlys hvor grænserne går for, hvad I bestemmer, og hvad I ikke bestemmer.”
Forvaltningen har naturligvis også sine forpligtelser at leve op til. Else Sommer opsummerer hvad hun vurderer som de syv vigtigste for daginstitutionslederne:
budgetproces, løn, service, hjælp til institutionen, it, organisation og virksomhedskultur. Og hun mener at forvaltningen er nået langt på nogle af dem.
Der er en bedre budgetproces end sidste år (det er alle deltagere ikke enige i, det tager vi senere).

Der er lønproblemer men det går fremad. Der er lavet en supportmodel, en opgaveportal som samler vejledninger og løsninger, og der er kommet kommet en ugepakke med systematisk kommunikation af politiske beslutninger. Der er ved at etableres repræsentantskaber i alle distrikter. Og så er der nedsat et resultatpanel, hvor hun mødes med ledere fra området for at drøfte, hvad der rent faktisk virker i praksis og hvad der ikke gør. Til dette panel har ledersektionen udpeget ledere fra hvert enkelt distrikt.
”På næste møde er bottom-up kommunikation på dagsordenen.”

Noget mangler stadig, Else Sommer  har også læst rapporten om ledernes arbejdsmiljø. Den dokumentation tager forvaltningen meget alvorligt, forsikrer hun, og forsøger at gøre noget ved bl.a. med konsulenter til at opbygge relationen mellem de lokale chefer og lederne. 
Hun lover også mus-samtaler til lederne, noget som de kraftigt har efterlyst. Og en taskforce er nedsat til at hjælpe særligt nødlidende institutioner i krise.

Fagets image skal løftes

Faglig stolthed er et fælles projekt. Og der er mange udfordringer imagemæssigt, vurderer Else Sommer.
”Først og fremmest skal vi tale fagprofessionerne op. Når der diskuteres samfundsmæssige udfordringer, så skal det være pædagoger og lærere som er med, ellers taler vi fagene ned. I skal ud og formidle det I er gode til. Pædagogfaget ses af andre som noget med røde faner og strejker, I skal være med til at løfte fagets image, gøre det mere attraktivt, tale faget op. Og I skal have ledelsesidentiteten ind under huden.”

Hun uddyber og sætter trumf på:
”Enten fortsætter I med bannerne og råb om kommunens skyld, hvilket jeg tror vil stigmatisere det faglige område mere og mere, eller I vælger en anden vej. Hvor lederne er en del af sammen med forvaltningen at diskutere hvor godt gør vi det, og hvor mange penge får vi. Jeg tror ikke vi kan fortsætte som de sidste år, det er ris til egen røv, man kommer ingen vegne med klynk, i stedet skal I vælge dialogen.
Og vi lytter, det lover jeg.”

Kritik

Efter den salut ryger armene i vejret. Ikke alle deltagerne på konferencen er aldeles enige med Else Sommer i at alt går så meget bedre. Faktisk ryger der en sammenligning med Sovjets bedste dage ud et par gange. Og eksempler er talrige.

Om budgetprocessen siger en leder rent ud at hun bruger lang tid på at få balanceret det udmeldte med sin virkelighed.
En anden sekunderer med at hun da også har sit skufferegnskab. En tredje peger på den årelange konflikt om, hvem der skal løse vedligeholdelsesopgaver mellem forvaltningerne.
En kommentar til opfordringen om at tale faget op skyder bolden et stykke tilbage på kommunens banehalvdel. Lederne har da en opgave, men situationen i Københavns Kommune har også skræmt mange pædagoger væk, siger en leder og nævner to enorme problemer:
økonomien som har været aldeles underdrejet og katastrofal i flere år, og så den manglende evne til at finde ud af hvor mange børn der er i byen. Det er også en del af problemet.

En anden efterlyser fleksible anvisningsregler og større gennemsigtighed, så institutionerne kan se hvilke børn på ventelisten som modsvarer deres institution – det vil lette den strategiske planlægning.

Og Else Sommer er ikke uenig, der bør ses på både pladsmodeller og budgetmodeller, men først når de for mange børn til for få pladser er klaret. Og kommunalvalget er overstået.
Hun advarer grundigt mod den ”fælde”, som hun kalder det, at hver gang man vil gøre noget, så handler det om ressourcer. Det er et forkert, for defensivt, signal.
”Men det handler jo om ressourcer”, tager en leder til orde. ”I må tage alvorligt at vi er så pressede. Der er mange store ting, vi skal implementere hvert år, og man må tage noget fra, når man starter noget nyt.”

En leder bruger begrebet tørresnoren.
Her hænger alle institutionens opgaver, og når en ny opgave hænges op, så tager de en anden ned. Og er ærlige om at dette ikke bliver løst, for tiden bruges på at løse noget andet.

Skabe rum

Et fælles rum til at definere begreber og nå en fælles forståelse af begreber som læring og god integration efterlyses. Og Else Sommer forstår, men politikerne synes jo det går for langsomt, siger hun.
”Og vi forsøger at lette jer for at skabe rum til noget nyt. Men I skal også selv skabe rum, I kan ikke få alle rum foræret.”
Så er der opgaveportalen, som ikke er opdateret, så lederne ikke kan se, hvordan man ansætter en månedslønnet, eller hvem der kontaktes om børne- og straffeattester. En scanner som ankom
to måneder efter der var brug for den, og en instruktion i samme scanner, som endnu ikke er givet. Imens hober det den skulle afhjælpe sig op. En leder siger:
”Det er muligt at politikerne synes det går for langsomt, men centralforvaltningen kan jo heller ikke selv følge med i det, de sætter i gang. Når I sætter tiltag i gang, så følg dem hele vejen igennem, så
vi kan se dem som et gode.”
Er løsningen at afgive de administrative opgaver? En ofte taget diskussion, som endte samme sted som tidligere:  nej, det er ikke løsningen, for der ligger ledelse i de opgaver. Men måske er løsningen at skabe fælles løsninger på tværs (som ikke koster noget, indskyder Else Sommer).

Efteruddannelse berøres. Ledernes tages der hånd om med et ledelsesuddannelsesprogram, (et godt program, siger en deltager). Men pædagoggruppen har et erkendt efterslæb. Det lover Else Sommer at gøre noget ved.
Kritikken er så mangfoldig at Else Sommer vil have svært ved at gå hjem med en intakt oplevelse af at alt er på rette spor. Men hun ved hvor hun vil hen: ”Jeg vil gerne mere over i målstyring, over i en klar ramme af forventninger og  ledelsesrum, I selv kan udfylde. Aftale 10 til 15 mål, og så kan institutionerne selv beslutte og udfolde, hvordan de udfylder og når dem. Det vil sige en ramme af styring og implementering af politiske beslutninger sammen med en faglig frihed.”