Når det kreative blomstrer

Tidligere daginstitutionsleder Vivi Heller tilbyder kunstprojekter til børnehavebørn.
Gennem dem får børnene et ekstra sprog og nye synsmåder.

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Kunst er godt for børn. Ikke kun får de viden og forståelse for farver og materialer, endnu vigtigere er at de får gode oplevelser, energi og nye synsvinkler på det de ser.
Det mener Vivi Heller med en fortid som både vuggestue- og børnehavepædagog og som daginstitutionsleder gennem otte år (og medlem af LFS). Men hun nøjes ikke med at mene det; for en måned siden stoppede hun som leder for at kaste sig over sin passion, kunst.

Hun er nu i gang med at etablere sin egen virksomhed med det, hun brænder allermest for og også mener hun er allerbedst til, nemlig at være udøvende kunster og samtidig lave kunstprojekter i først og fremmest børnehaver. Det vil sige hun kombinerer det hun kan med børn, med det hun kan med kunst.
Hun har erfaringen. Dels fra projekter da hun var aktiv pædagog i både vuggestue og børnehave, dels gennem et forsøgsprojekt hun har gennemført i en institution.
”Og så har jeg gennem 20 år malet, taget et hav af kurser og anden undervisning, også  længerevarende bl.a. på højskoler.

Der er undervisningen rigtig god, det er som regel andre udøvende kunstnere man bliver undervist af. De har en særlig begejstring og erfaring, og netop den begejstring vil jeg som aktiv kunstner gerne give videre til både medarbejdere og børn, selvom det naturligvis ikke handler om egentlig undervisning af børnene.”

Målet er at give børnene en så positiv oplevelse af at være kreative og skabende at de bevarer lysten til de skabende processer.
Det understøtter Vivi Heller gennem den proces hun har valgt i sit kunstprojekt, hvor hun både udfordrer barnet og bygger ovenpå der hvor barnet allerede er.
Vivi Hellers egne malerier er i øvrigt oftest akrylmaling på lærred og collager. Hun bruger alle farver, men i hvert maleri holder hun sig ofte til én farvefamilie. Hun er særligt fascineret af meget store konstruktioner som fx Storebæltsbroen og kæmpebygninger, og her udvælger hun detaljer så tæt på at de kan virke abstrakte for beskueren. Men hun maler også naturalistiske motiver som nøgenmodeller.

Hun udstiller først og fremmest sine værker i kunstforeninger.

Praktiske barrierer

Det var i en sygeperiode at Vivi Heller besluttede, at der skulle ske en forandring i hendes arbejdsliv, og hvad var mere naturligt end at kombinere de to ting, hun er mest engageret i og bedst til: kunst og børn.

”Kombinationen er fantastisk. Alle børn udtrykker sig forskelligt, alle har deres egen måde at gå til det at male på, alle ser tingene forskelligt. Og det gælder helt fra vuggestuealderen.”
Men hendes kunstprojekt er lettere sagt end gjort. Det konstante pres på institutionerne, et pres som er steget voldsomt de sidste år, betyder at hun ofte møder en fortravlet reaktion og afvisning på forhånd, når hun kontakter børnehaver, fordi der ikke er overskud til at sætte sig ind i hendes tilbud.

Vivi Heller er dog sikker på at hun kan bidrage med noget, som de fleste institutioner ikke selv får gjort, netop på grund af travlheden. Hun husker tydeligt, hvordan det var. Alt det med maling er ret besværligt, der skal afdækkes så grundigt på gulv og vægge, børnene skal pakkes ind, så deres tøj er beskyttet, der skal ryddes op og renses pensler, der skal sørges for det rigtige papir og lærred i de rigtige størrelser, der skal indrammes osv. osv.

Mange af barriererne er praktiske, vurderer hun. Og her kommer hun ind som en mulighed. For hun påtager sig alle disse opgaver med at få dækket ordentlig af på forhånd, malerstaffelier, evt. plastik på væggene og dækket gulvet ordentligt.
Vivi Hellers erfaring er fx at malerforklæder ikke er nok. Der skal kedeldragter til. Så er børnenes tøj dækket, for de får jo maling på sig, uanset hvad man gør, som hun siger.
”Også det kan være en barriere for at kaste sig ud i malerprojekter i institutionerne, for både børn og forældre bliver måske ærgerlige og kede af det over maling på tøjet.”

Og så er der selvfølgelig den egentlige tid i forhold til børnene.
Man skal have energien og lysten til netop at male. Hvis man som medarbejder ikke selv har lysten til at male, så er det svært at give det videre til børnene.

Kreativt malerværksted

De projekter, hun tilbyder, er selvfølgelig ikke gratis, men de er prisen værd, siger hun med et smil.
”Jeg kan bidrage med at gøre tingene på en anden måde.
Det er en stor fordel, hvis et stort fællesrum i daginstitutionen kan stå til rådighed i projektperioden og omdannes til et kreativt malerværksted. Rent praktisk skal der så ikke ryddes til side.
Men også fordi det betyder meget for hele institutionen at rummet er der, det giver en fælles kreativ følelse at der er gang i noget spændende, en følelse som folk fornemmer og oplever, når de går gennem rummet.”

Det kunstprojekt Vivi Heller lægger op til i børnehaver varer tre eller fire sammenhængende dage. Det sker om formiddagen og med to hold ”igennem”. To hold vil i alt svare til en børnehavegruppe, hvis børnehaven bidrager med en medarbejder fra institutionen (hvis ikke er holdet nødt til at være mindre). Hvert hold maler minimum én time dagligt.
”Det er vigtigt, at børnene ikke afbrydes for at spise fx eller skyndes på om at blive færdige. Det bør også være de samme børn, der deltager i hele projektet, så de virkelig fornemmer, hvordan det er at være og arbejde i malerværkstedet. Og så er det en fordel, hvis der er en pædagog med fra institutionen, både af hensyn til børnene, og så projektet kan løfte institutionen og fungere næsten som en slags efteruddannelse. I stedet for at tage et kursus i kreative fag, kan de se, hvad de kan netop her i deres eget lokale.”

Og så handler det ellers om det kreative, om lysten til at male og udfolde sig.
”Alt det sparkes i gang igen, og børnene blomstrer af det.
Der er så stor forskel på det det ene barn og det andet barn maler, allerede hos vuggestuebørn kan man se, hvor forskelligt de går til det. Det er skønt.”

Eksperimenterer

Det handler også om viden og om at eksperimentere ud fra den viden. Vivi Heller fortæller børnene om farver, og hvad der sker når man blander dem, og hun går i dialog med børnene om farvelære. Det kræver viden, og den viden har alle pædagoger naturligt nok ikke.

”Børnene vil så gerne eksperimentere. En god måde at gøre det på med farver, har jeg erfaring for, er at vælge tre farver at arbejde med. Så ender det hele ikke i brunt, og børnene får en fornemmelse og forståelse for hvad der sker med netop de tre farver. Og resultatet bliver lyst og lækkert.”
Vivi Heller arbejder også med collager. Og kombinationen af collage og maleri.
”Det fungerer rigtig godt til børnene, for de oplever noget særligt ved at vælge et billede at gå ud fra. Jeg vælger billeder med farver i samme familie, og når børnene vælger et af dem, giver jeg dem også farver i de nuancer. Så får de en fantastisk fornemmelse for, hvad man kan gøre med farverne, og hvordan man kan få farverne til at minde om hinanden.”

Hendes projekt falder helt i hak med læreplanernes punkt om at styrke barnets kulturelle udtryksformer og udfordre barnets alsidige personlige udvikling.
”Netop dette går man ind og får fat i. Og netop dette appellerer til noget helt andet end det talte sprog og de intellektuelle færdigheder. Børnene får et ekstra sprog, de kan kommunikere med, for billedkunst er jo også kommunikation”, siger hun og fortsætter:
”Børnene får nye oplevelser med at se. De vil typisk en af dagene få mulighed for at male efter noget, et dyr måske eller frugter, et eller andet oplæg. Vi starter med at tale om, hvad de ser, hvad der er det karakteristiske ved det de ser, så de får nye synsmåder og -vinkler. Hvordan de så vælger at gengive det de ser, er deres valg. Også hvis de hellere vil male noget helt andet.
For jeg går ikke ind over deres lyst. Det er jo lysten der driver det kreative.”

Det konkrete

I et konkret projekt i en konkret daginstitution skal Vivi Heller have adgang til lokalet i god tid, så hun kan bruge tid på at gøre klar. Det tager nemlig tid. Ligesom forberedelse af papir og andre materialer, klæbe op og ramme ind tager tid. Og så skal det som nævnt helst kunne blive stående sådan i de dage, hvor børnene skaber deres kunst.

Hun kommer hele vejen rundt. Lægger op til børnene, så de kommer til at eksperimentere med farver og farveblandinger, de får mulighed for at udfolde sig og opleve det, de har talt om med
egne fingre og øjne så at sige. Opleve hvordan det virker. Eksperimentere på egne præmisser. Og i hele forløbet arbejder hun anerkendende og aldrig underkendende i forhold til børnene.
Hun vil lave noget collage med børnene, hvor hun tager billeder med, og det kan med fordel være noget, der ligger i forlængelse af og støtter op om aktuelle temaer, der er fokus på i institutionen. Sådan at kunstprojektet understøtter andre temaer i børnehaven på samme tid.

”Børnene bliver meget grebet af det, er min erfaring. Det kan ikke gå stærkt nok med at komme i gang, de står og hopper og er vildt energiske, også på den tredje og fjerde dag. Ud over at børnene lærer noget og får noget værdifuldt ud af det, så er det også simpelthen et afbræk i hverdagen. Det giver nogle helt andre oplevelser, og det er vigtigt at gøre noget andet end vi plejer ind i mellem. Og ofte vil det være lettere at komme med inspirationen udefra.”

Vivi Heller er sig meget bevidst om at et kunstprojekt er en udgift for institutionen, derfor tænker hun mest i børnehavebørn, hvor der kan komme ca. 20 gennem et forløb. Ikke at vuggestuebørn ikke har lige så stor gavn af det, skynder hun sig at tilføje, og er ligeså spændende at male med og lige så gode til det, men der kan være færre børn med.
I forløbet indgår i øvrigt også et formøde og evt. et eftermøde, hvis institutionen ønsker det.

Gå ind og kig på Vivi Hellers egne malerier på www.vivi-heller.dk

Eller bed om en folder på kunst@vivi-heller.dk