Eventyr skaber nærhed og glæde

Historiefortæller Anette Wilhjelm Jahn tager rundt i børnehaver og inspirerer pædagoger til at fortælle eventyr på nye måder. Målet er både at berige børnene og give pædagogerne mere fordybelse og arbejdsglæde i hverdagen.

Af Tine Sejbæk

Pædagogerne får meget mere arbejdsglæde. De kommer tilbage med røde kinder af begejstring og fortæller, hvor meget de har moret sig over at arbejde med eventyr. Og børnene synes, det er fantastisk, at ”deres” voksne gider gøre så meget ud af det. Dét at fortælle skaber nærhed og intimitet”.

Det siger historiefortæller Anette Wilhjem Jahn. Hun bor på Fyn, hvor hun har ”Måle Fortælle Teater”. Hun har bl.a. lavet eventyrværksteder for børnehaver i Odense kommune, hvor hun tager ud i børnehaven og fortæller for børn og inspirerer pædagoger i to dage.
For nylig har hun også lavet 10 fortællekurser for pædagoger på Fyn under ”Kulturregion Fyn”. To dage med tre ugers mellemrum, hvor pædagogerne i den mellemliggende tid selv arbejder med et eventyr.

Første dag kommer en børnehave på besøg. Pædagogerne oplever, at Anette Jahn laver en ”involverende fortælling” med børnene.
”Børnene er hele tiden med og gentager sætninger, bevægelser, sange og lyde fra historien. Først hører børnene historien siddende. Bagefter leger vi hele historien”, siger Anette Jahn, der med sig rundt har en ”eventyrkommode”. Kommoden kan, med børnenes hjælp, åbne sig og er fyldt med ting og rekvisitter fra det eventyr, hun fortæller.
”Jeg fortæller altid eventyr, hvor det er meget klart hvilke følelser, børnene skal igennem. Og det ender altid med, at det gode vinder over det onde”.

I eventyret ”Pigen og krystalbolden” snyder pigen frøen.
Hun lover at være venner med den, men vil ikke alligevel. Hendes far siger, at hun skal holde, hvad hun lovede. Da hun er alene med frøen, kyler hun den op ad væggen. Men hun får medfølelse med den og varmer den i sin hånd om natten – og så forvandler den sig til en prins.
”Jeg vil have børnene til både at mærke, hvordan det er at være det stride barn på legepladsen, som afviser de andre, og hvordan det føles at være barnet, der bliver holdt udenfor. Jeg vil have dem til at indleve sig i begge roller, når de lytter til og leger eventyret”.
Anette Wilhjelm Jahn sammenligner dét at fortælle eventyr med programmet ”Trin for trin”.

”I ”Trin for trin” bruger man bare et meget voksenpædagogisk sprog. Og de følelsesudtryk, der findes i de gode, gamle eventyr, appellerer til langt flere sider af børn. Hvis man f.eks. har fortalt ”Askepot” og ser nogle piger, der ikke vil lege med en anden pige, kan man spørge ”Er I nu ikke lidt ligesom søstrene i Askepot?”.

Pædagoger er utroligt idérige

Anette Jahn oplever, at pædagoger er et meget kreativt folkefærd.
Hun er målløs over, hvor hurtigt de får ideer til at bygge et eventyr op. Det svære for mange er at turde fordybelsen, det vil sige at turde arbejde med det samme eventyr i op til tre uger, som hun anbefaler.
”Vi lever i en zapper kultur, hvor vi hurtigt bliver bange for, at børn keder sig. For nogle pædagoger er det svært at tænke sig: tre uger med samme eventyr! Men børn vil gerne høre den samme historie igen og igen – de er vilde med fordybelse.”
Det svære er for pædagogerne også at slippe bogen og turde fortælle frit, og pædagoger er her mere bange for kollegernes end børnenes bedømmelse.

”Mit råd er, at hvis man er usikker, så start med at fortælle for fem søde piger alene i første omgang. Gør det lidt nemt for dig selv. Det handler om at finde ud af, hvor du kan bunde, og så bygge det op derfra”.
Det vigtige er også at få opbakning fra kollegerne. Det vil sige hvis man som pædagog sidder og skal fortælle for 20 børn og en-to kolleger, er det vigtigt, at kollegerne lægger opmærksomhed i situationen.

”Man kan ikke både fortælle og være opmærksom på, om Sofus niver Sofie. Det må de andre pædagoger være. Som fortæller kan du ikke få børnene ind i historien, hvis du ikke er derinde selv. Du skal kunne se de blomster for dig, som Rødhætte plukkede på vej hen til sin bedstemor – og det kan du ikke, hvis du er optaget af Sofus og Sofie”.
Efter at have været rundt i mange institutioner, har det slået Anette Jahn, hvor ofte pædagoger bliver afbrudt.

”Det sker konstant, hvilket er ødelæggende for fordybelse arbejdsglæde. Pædagoger bliver ikke kun afbrudt af den mor i garderoben, der vil have, at de skal lede efter hendes barns vanter, men også af kolleger. Og dét at lave en fortælling kræver, at man kan være i et rum i 20 minutter uden at blive afbrudt”, siger hun.

Derfor er eventyr vigtige

Eventyrene har overlevet i mange generationer, så man kan roligt være ydmyg over for dem, mener Anette Jahn. Noget i eventyrene bliver ved med at overleve, og man behøver ikke at forstå hvorfor.
Dét at lytte til eventyr kan hjælpe børn til selv at blive gode fortællere. Desuden er der ifølge Anette Jahn en helbredende kraft i de gamle folkeeventyr. De handler om basale menneskelige konflikter, som børnene genkender fra garderoben, legepladsen eller når de er på tur.

”Det har en helbredende virkning for børn, at de hører om konflikter, som bliver løst. F.eks. eventyret om Hans og Grete alene i skoven: alle børn kender til at føle sig bange og efterladt.
Eventyr handler om nogle grundfølelser, som alle børn kender.
De ender altid godt, og de formidler håb og gode, kulturelle værdier”, siger Anette Jahn.

Sådan gør I eventyret levende

Hvordan gør man konkret, når man vil fortælle og bygge et eventyr-forløb op for børnehavebørn? Med udgangspunkt i et konkret eventyr som ”De tre Bukke Bruse”, foreslår Anette Jahn følgende:

• Først vælger du dig et eventyr. Lad ikke hovedet vælge det, men lyt til hjertet. Tænk tilbage på hvilke eventyr, du selv holdt af at høre som barn. Eller hvilke du ville have ønsket, du havde hørt. Vælg gerne et kort eventyr. Det er nemmere at huske for både dig og børnene, og så har du kræfter til at tænke på det videre forløb.

• De fleste pædagoger vil kun læse et eventyr højt – ikke fortælle selv. I de tilfælde kan man læse det igennem fire-fem gange først. Og så tage nogle små ”post it”-lapper og putte ind nogle steder i historien – der hvor børnene skal deltage.
F.eks. vil du måske have børnene til at sige ”Hvem er det, der tramper på min bro?” eller ”Trip Trap”. Måske bare tre steder i historien første gang. Hvis du fortæller flere gange, kan du langsomt bygge mere og mere involvering på.

• Hvis du vil fortælle historien frit selv, skal du lære dig historien – det er noget med at se nogle billeder for sig inde i hovedet og øvrigt skrive de sætninger ned, du gerne vil sige på samme måde hver gang. Derudover skal du glemme, hvordan historien er formuleret i bogen. Og bare øve dig
i at fortælle frit. ”Det skønne ved at være pædagog er, at børn er tålmodige. De har ikke noget imod, at man øver sig på dem”, siger Anette Jahn.

• Før du overhovedet begynder at fortælle, er det en god idé at skabe et anderledes rum. Det kan du/I gøre ved, at børnene først kommer ud på gangen. Imens rydder I gulvet på stuen, og så lægger I enten vattæpper eller madrasser ud, som kun er der, når børnene får fortalt eventyr. Og så kan institutionen f.eks. have en skotøjsæske beklædt med glansbilleder eller en eventyrkuffert, som I stiller foran børnene.
Når børnene skal ind i lokalet og høre eventyr, får du dem til at lave en lang række og gå op på tæer og gå musestille ind i lokalet. Så gør du deres dagligdags stue til et anderledes rum, der lægger op til en anden måde at være sammen på. Før du går i gang, synger børnene en lille sang, f.eks.”Eventyrkuffert, fortæl en historie” – et lille bitte vers, som kan indlede fortællingen hver gang. Derefter kan du tænde et eventyrlys. Så begynder børnene at slappe af og trække vejret på en anderledes måde.

• Før eventyret kan du vise nogle ting – eller med lukkede øjne få børnene til at føle på ting fra kufferten, som har med eventyret at gøre. Med ”De tre Bukke Bruse” kan det f.eks. være et lille stykke skind, et horn eller noget salat – den salat de tre skal op og spise på Sæteren og blive fede af. Eller du kan vise en Legobro fra børnehaven. Kan børnene gætte eventyret ud fra de ting? Sikkert ikke, men de bliver tændt.

Brug alle sanser

• Så fortæller du, og til sidst puster du lyset ud. Måske skal børnene derefter smage noget fra historien, f.eks. noget af salaten fra Sæteren. Så de kan prøve at spise sig fede lige som gederne. Måske var den mindste Bukke Bruse så bange for trolden, at den kom til at lave små gedelorte på
broen? Her kan du lade en lille skål gå rundt med runde spejderhagl. Hvem tør smage en gedelort? Eller hvad med at servere gedefeta?

• Bagefter kan børnene f.eks. lege historien. I har måske to mælkekasser og et træbræt, så de kan lave en bro. Du kan som pædagog være den brølende trold. Børnene kan stille sig på række og lave ”Trip trap” over broen som Bukke Brusene. Børnene kan selv fortsætte legen på legepladsen.
Og til eftermiddagsmad kan I f.eks. servere troldesuppe. Og I kan snakke med børnene om, hvorfor trolden er så sur. Måske er der meget råddent og muggent nede under den bro? Måske har den ingen venner?

• Nogle dage efter kan børnene lave noget med deres hænder ud fra eventyret. F.eks. et horn af ler eller pap. Måske kan de tegne trolden. Og alt efter årstiden kan I f.eks. tage børnene med ud at plukke blomster, der er lige så dejlige som dem på Sæteren. En anden dag kan I tage på tur og
komme til en bro. De voksne kan sige: ”Der er broen fra De tre Bukke Bruse”. I går ud og finder noget fra historien eller gør noget fra historien.

• En anden vigtig mulighed er sanglege: du kan måske finde nogle sanglege, hvor der er geder eller trolde i. Eller lege “Bjørnene sover” eller bare synge “Trolden sover”. Eller du eller en kollega kan måske skrive en sangleg til ”De tre Bukke Bruse”. Her er det godt at tage en melodi, som allerede
er kendt for dig og børnegruppen. Og det nemmeste er at kigge på de gamle sanglege som ”Tornerose”, “Tre små soldater”, “Skorstensfejeren gik en tur” etc. Her er der kun en sætning for hvert vers, det skal ikke rime, og det bliver gentaget, så det er nemt for børn og kolleger at følge
med.

• Måske kan I også lave rytmik ud fra eventyret? Eller hvad med troldekolbøtter? ”Det handler om at få alle børnenes sanser i brug. De skal også lugte til noget – f.eks. kan man tage nogle rådne blade fra legepladsen og putte i varmeskabet i et par dage: ”Sådan lugter troldehulen – addhh”. Og du kan købe en lille flaske rosenolie i Matas for at vise at de tre Bukke Bruse skal op til Sæteren, hvor der dufter så dejligt”, siger Anette Jahn.

Se også hjemmesiden www.anettewilhjelmjahn.dk (link er ikke længere aktivt, red.)