Specialområdet

Af Elisabeth Lockert Lange

Grønthøsteren

Ja, der skal igen spares på børnog ungeinstitutionerne under Socialforvaltningen.

D er er bekymring på børn- og ungeområdet. I første omgang for om barnet får den bedste indsats, den bedste anbringelse, når der nu igen skal skæres ned på personalet – de varme hænder. I anden omgang for de ansattes arbejdsmiljø.

Baggrunden for bekymringen er at børn- og ungeinstitutionerne midt i august modtager besked fra Socialforvaltningen om at der skal spares på deres område. Nærmere betegnet skal der spares beløb svarende til en stedfortræder/viceforstanderstilling. Det protesterer de faglige organisationer naturligvis over i forhandlinger med forvaltningen.

Og i oktober mødes forstandere og tillidsrepræsentanter fra både LFS og SL København med det på dagsordenen i LFS. Inden da har de faglige organisationer dels som sagt været i forhandling med forvaltningen, dels i Hovedsamarbejdsudvalget om bl.a. de varslede besparelser, men også en række andre tvivlsomme formuleringer i skrivelsen fra forvaltningen.

Tilbagemeldingerne til forstandere og tillidsrepræsentanter fra forhandlingerne er ikke lyse, men kampen er på den anden side heller ikke helt tabt. Samtidig med at dette blad udkommer, er der et nyt Hovedsamarbejdsudvalgsmøde, hvor forslag fra organisationerne skal tages op.

LFS ønsker naturligvis grundlæggende hele spareplanen trukket tilbage. Bare tanken om at skulle spare stedfortræderen væk – eller spare et beløb på institutionen svarende til stedfortræderen er vanvittig. Adskillige af deltagerne på mødet mere end undrer sig. Hvordan forestiller man sig at forstandere kan holde ferie? Få infl uenza? Få faglig sparring?

Under alle omstændigheder bliver det nok hverken stedfortræder eller lærere (på de interne skoler) der bliver fyret men de varme hænder – pædagogerne på gulvet med andre ord.

Derfor accepterer de faglige organisationer, under protest mod besparelserne men dog bedre end at fjerne stedfortræderne, en procentuel besparelse lagt ud på alle centrene, som forvaltningen foreslår som en alternativ besparelse. En grønthøster med andre ord. Den metode, hvor forhadt den end er, rammer ikke de små institutioner helt så hårdt, som forvaltningens oprindelige model. Når den nye model er endeligt klar, vil de faglige organisationer blive præsenteret for den.

Man kan i øvrigt spørge sig selv om overskridelsen af budgettet ikke bunder i omstruktureringen til centerstruktur, som blev vedtaget til at skulle ske som en nulløsning. Ganske vist benægter forvaltningen at overskridelsen alene kommer derfra…

Ønsker ny budgetmodel

Men hvorfor er det egentlig altid institutionerne og de varme hænder, der skal holde for? Lige dér hvor det gør mest ondt på børnene og deres familier.

LFS og de andre faglige organisationer foreslår da også i forhandlingerne at man i stedet bør tage pengene fra MR (mål og ramme) kontorerne. De tilhører det, man i LFS har døbt rockwoollaget i forvaltningen, der hvor der udtænkes en masse, men hvor resultatet af tankerne sjældent svarer til eller når ned til borgernes behov. Under alle omstændigheder peger organisationerne på at tanken med centerdannelsen jo var at styrke den faglige ledelse, og hvis det skal lykkes, så skal der overføres ressourcer, og det kunne passende være fra MR kontorerne eventuelt i form af personale derfra. Kuriøst nok er kontoret MR Børn stik modsat hensigten vokset sig dobbelt så stort siden centerdannelsen. Samtidig er der oprettet et nyt kontor.

”De opbygger et kolossalt bureaukrati. Og vi får problemer, hvis det kun er institutionerne, som skal finansiere det. For hvis det ikke er stedfortræderne, der skal spares væk, er det så lærerne… eller ender det hos pædagogerne?”, som en deltager noget retorisk spørger.

Socialcentrene bør i øvrigt også kunne afse penge, da de jo netop ikke anbringer lige så mange børn som før, de færre børn er jo netop årsagen til institutionernes økonomiske problemer, når de af den grund ikke får indtægter. I forvaltningen siger man at det skyldes bedre sagsbehandling på centrene og færre akutanbringelser, fordi problemerne løses tidligere. På mødet i LFS blev der derimod luftet en bekymring for, om alle børn anbringes, sådan som de bør ud fra barnets tarv.

Markedssystemet mellem socialcentre og børn- og ungeinstitutionerne kendt som BUM modellen (Bestiller-Udfører-Modtager- modellen) giver langt de fl este af børn- og ungeinstitutionerne store problemer. Deres indtægter falder, når myndigheder vælger dem fra som udførerne, men de har stadig udgifter til personale og andet, og de har ikke markedets frihed til at ”sælge” deres pladser andre steder. Fx til andre kommuner. Liberal og effektiv markedstænkning kaldes det af forvaltningen (og de mener det positivt…), men det er godt og grundigt blandet op med planøkonomi, som en deltager udtrykker det.

Derfor ønsker LFS også en ny budgetmodel.

”Vi ønsker at Hovedsamarbejdsudvalget skal nedsætte en gruppe til at se på en sådan ny budgetmodel, og det vil vi foreslå på mødet i Hovedsamarbejdsudvalget den 30. oktober. Om det så bliver vedtaget er jo en anden sag. Dette er ikke aftalestof, men høringsstof”, siger Helle Haslund fra LFS’ forretningsudvalg.

Cverskud stryges

Brevet fra Socialforvaltningen indeholder andre bomber end ren og direkte nedskæring.

En af dem er at et års overskud (op til fem procent) i en institution ikke som tidligere kan overføres til næste år. Forvaltningen vælger at se hvert center som en enhed, og overskuddet fra én institution skal bruges til at dække et eventuelt underskud på en anden. Kun hvis ingen af institutionerne i ens center har underskud, kan man overføre sit overskud.

Sit eventuelle underskud slipper institutionen derimod ikke lige så let af med…

Man skal være solidarisk i sit center, kalder forvaltningen det. Men solidarisk og solidarisk, forvaltningen kan ikke tage de selvejende institutioners overskud, så allerede der er der problemer for blandingscentrene med både kommunale og selvejende børn- og ungeinstitutionerne.

Men kan forvaltningen bare sådan beslutte at overskuddet stryges? Det er der stor uenighed om. LFS og de andre faglige organisationer mener det er forhandlings- og aftalestof. Forvaltningen mener at i og med at Hovedsamarbejdsudvalget har sagt ja til centermodellen, så har man også dermed accepteret at kompetencen til at beslutte disse ting er fl yttet til centrene. Og derfor skal en sådan ændring ikke forhandles og aftales med fagforeningen.

”Det mener vi ikke, og vi vil nu nærlæse centeraftalen. Vi i organisationerne mener at der i centermodellen lå forudsætninger om, at man kunne overføre overskud, forudsætninger som forvaltningen nu har ændret sig. Også det skal vi have op på HSU”, siger Ole Larsen fra SL.

Der er også sejre.

I brevet til børn- og ungeinstitutionerne overrasker Socialforvaltningen med at mene at de kan overføre personale fra en institution med mindre belægning til en anden institution med overbelægning inden for centret, bare sådan.

Det har de erkendt at det var nok noget af en fodfejl i forhold til at der er aftalt retningslinjer med de faglige organisationer. Så formuleringen ”overfl ytning af personale” erkender de var en ”uheldig formulering”. Selvfølgelig respekteres de aftaler, der er indgået med organisationer.

Under forhandlingerne med forvaltningen kom det i øvrigt frem at der som en styrkelse af skoledelen på børn- og ungeinstitutionerne skal ansættes en central skoleleder i forvaltningen, en slags konsulentfunktion. Det sker som en konsekvens af en ny aftale mellem Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen. LFS og SL har fået lovning på at få aftalen sendt, og de forventede konsekvenser vil efterfølgende blive drøftet.

Også en ny visiteringsmodel er i spil. Skal sagsbehandlerne visitere direkte til de enkelte institutioner eller til centret? Skal de altid først spørge de kommunale institutioner, om de kan løse sagen, før de går videre til private? Det er blandt de spørgsmål der skal diskuteres. Og som børn- og ungeinstitutionernes økonomi og muligheder afhænger af.