Tusindbenet

Af Elisabeth Lockert Lange

For 20. gang holder børnene i Dr. Caroline Amalie fernisering. Ligeså kreativt og fantasifuldt som altid ser de på deres virkelighed og former den til små og store kunstværker.

Kunstprojektet i Dr. Caroline Amalie er en tradition, som vi aldrig slipper.”

Sådan siger den integrerede institutions leder, Mette Rohde, med eftertryk, da jeg dukker op til den 20. fernisering af børnehavens, fritidshjemmets og klubbens kunstværker. Som altid ligger ferniseringen i oktober efter et par måneders koncentreret arbejde med kunstværkerne. Og som altid fylder kunstværkerne hele den store fællessal (med portrættet af dronning Caroline Amalie som grundlagde institutionen i 1829, bag beskyttende glas).

Som altid er der også et ryk ind og et leben af forældre og børn, de første gerne med kameraer, som imponerede og interesserede undersøger ikke blot deres eget barns kunstværker men også de andre børns.

Til det bliver de godt hjulpet på vej af deres børn. For en af de meget iøjnefaldende ting ved ferniseringen er den store interesse, børnene har for de andre børns kunstværker, de andres fantasifuldhed.

Et tydeligt eksempel er to halvstore klubdrenge, som går fra den ene ting til den næste hen langs den slange, larve, tusindben (ja den har små ben) – kært barn har mange navne – som løber fra den ene ende af det store rum til den anden. De kigger og klukker, peger og snakker om hver eneste lille detalje, helt indfanget og grebet, griner og nyder med anerkendelse.

Og detaljer er der også nok af på slangen, som er fritidshjemsbørnenes projekt. Temaet er byen og når man lige ser tusindbenet, så er det byens tårne, der først springer i øjnene. Ikke at de voksne talte med børnene om tårnene, det kom af sig selv, og Københavns skyline er jo også fyldt med tårne. Det næste man ser, er hvor morsomme og veludviklede de mange små tableauer eller scener er, bygget inde i, udenpå og omkring kasser og æsker af forskellig form og størrelse. Der er sushibar med mennesker og japanske tegn på facaden. Der er to kvinder i et hundehus, ”hunden er den røde nede i hjørnet”, har barnet skrevet. Der er tivoli og cirkus. Hvor er det hele godt set af børnene, og hvor har de moret sig, imens de skabte dette kalejdoskop af liv og byliv.

Også de voksne har moret sig. I hvert fald peger tillidsrepræsentant Ulla Koldborg med et grin på afslutningen på slangen: ansigt og ben, som børnene har døbt fritterbenet.

Hvis man er interesseret i, hvordan de har arbejdet med temaet, kan man på hele den ene langvæg se de mange skitser, de har tegnet som udgangspunkt og baggrund for de senere figurer, steder og situationer.

De fire elementer

Børnehavebørnene har arbejdet gruppevis – fire grupper med hver ti børn og en voksen. En rigtig god måde, fortæller Ulla Koldborg, det giver fordybelse og mulighed for at når et barn i kunstgruppen ikke gider mere i dag, så kan han gå ind til de andre grupper og lege med dem.

Hver gruppe har malet et meget stort maleri, som afspejler et af de fire elementer. Det er farverige og meget udtryksfulde billeder (og forældrene spørger allerede, hvornår de kommer på auktion).

Hvert barn har sat et aftryk på sin gruppes billede. Ud over i penselstrøg selvfølgelig har hvert barn sat en lille særlig genstand i jordbilledet og i luftbilledet. I ildbilledet har hvert barn sit håndaftryk oppe foroven, og i vandbilledet har hvert barn malet sin egen særlige fisk. Alle børnehavebørnene har deltaget med stor iver i kunstprojektet.

Men det har ikke kun været en leg alt sammen. Mette Rohde fortæller at halvdelen af personalet på fritidshjemsdelen er udskiftet, og børnehaven har også været præget af meget fravær.

”Og alligevel har alle fritidshjemsbørnene og også alle børnehavebørnene været med i kunstprojektet, og de har sammen formået at få noget ganske fantastisk ud af det, både fritidshjemmet og børnehaven. Det er så flot. Og det har været rigtig spændende at lave dette sammen med de små, som lige er kommet herind. Vi oplever at kunstprojektet år efter år er et trækplaster, der samler og engagerer børnene i alle aldre i Dr. Caroline Amalie”, siger hun glad.

Også klubbørnene præsenterer morsomme og kreative frembringelser til ferniseringen, og også de har blik for byen. Bl.a. har to piger lavet en ”scene” ved navn ”sad city”. De forklarer: byens borgmester er ked af det, fordi hans kone er død af stress. Måske forståeligt nok, for de havde 20 børn. Men nu vil borgmesteren ikke have at hans byboere skal gå over grænsen til nabobyen, som er den gode by. Ja hvor får de det fra…?

I et hjørne lyser noget op. Det er en stribe syltetøjsglas, som klubbørnene har lagt lys i, som skinner gennem de transparente billeder de har klistret op på glassene, billeder af byens forskellige steder. Flot ser det ud. Et stort maleri står på et bord, det har et antal klubbørn malet i fællesskab. Ikke alle klubbørnene valgte at være med, men så meget desto mere nyder og morer de sig over de andres ting.

Snakken går lystigt, og hele tiden kommer der nye forældre ind som interesseret og nysgerrigt kigger på kunstværkerne sammen med deres fortællende børn, som hiver dem i alle retninger og skal vise frem. Stemningen er god. En lille pige med et kamera går fra den ene ting til den anden og udvælger til fotos. Hun er dybt alvorlig og koncentreret. Hun har selv deltaget i kunstprojektet, det kan ses på det diplom for deltagelse, hun har om halsen, og som alle børnene får.

Men det handler jo ikke kun om de færdige kunstværker og ferniseringen. Som Mette Rohde siger, så kunne hun godt unde forældrene at høre alle de sjove ting, deres børn siger undervejs i processen, for det er jo ikke alle børn der fortæller lige meget derhjemme fra børnehaven og fritidshjemmet.

Hun siger tilfreds:

”Kunstprojektet er ikke kun en tradition, det er også en del af vores røde tråd her i institutionen. Det er virkelig en aktivitet vi kan samles om.”