Endnu tre politikere har ordet

De sidste fire år – og de kommende…

Af Rikke Lauritzen, Borgerrepræsentationen (Enhedslisten)

Faglighed for Alle, en strukturreform, en specialreform, en integrationsplan. Opnormeringer, tidlig indskrivning i fritidshjem. En standende diskussion om fritidshjem vs. KKFO. Registrering af forældre, der har sagt nej til at teste deres børn. Indhug i kompensationsordningerne. Manglende pladser og atter manglende pladser. Jo, det har været fire begivenhedsrige år på børneområdet i København.

Det er udmærket med engagerede og handlekraftige politikere. Men nogle gange er det altså, så man taber pusten. Det er vigtigt, at vi på Rådhuset hele tiden tænker på, at resten af butikken også skal kunne følge med. Hver eneste beslutning har konsekvenser for børn, forældre og personale langt ud over den tid, det tager for politikerne at stemme om det. Og det er absolut ikke nødvendigt, at vi hele tiden opfinder den dybe tallerken. Vi ved godt, hvad der skaber gode daginstitutioner.

Jeg håber, at de næste fire år i højere grad kan handle om at sikre den gode kvalitet, som har været kendetegnende for de københavnske institutioner gennem mange år. Enhedslisten ser derfor gerne, at der fra begyndelsen af den nye periode bliver udarbejdet en Børneplan III, som kan lægge rammerne for de kommende år på 0-17 års området. For ud over at være et trygt og sikkert sted for børnene, hvor de gennem solid pædagogisk faglighed kan rustes til deres videre færd i livet, så er institutionerne også supervigtige for mødet børnene imellem. I institutionerne mødes de på lige fod på tværs af skel og udefrakommende strukturer. Et møde som bakker op om sammenhængskraften i samfundet og imødegår de skel, som ellers så hysterisk tales op alle andre steder.

Men det møde er kun muligt, hvis vi fra politisk hold sikrer de nødvendige rammer. Sikrer en ordentlig størrelse af børnegrupperne – ikke mindst set i lyset af den inkluderende indsats, som specialreformen lægger op til. Sikrer at den fysiske kapacitet er til stede – konkret i den enkelte institution og overordnet, så pladsgarantien kan holdes. Sikrer rekrutteringen, fastholdelsen og uddannelsen af medarbejderne. Sikrer at der skabes ro omkring den pædagogiske indsats, og at diverse projekter fra politisk side ikke forstyrrer kerneydelsen.

Og her tænker jeg ikke mindst på den krampagtige måde et flertal i udvalget i sagen om de omstridte sprogtest af børnehavebørnene rent faktisk gik længere end regeringen i et forsøg på central styring af den enkelte institution. Da det viste sig, at kun omkring halvdelen af de københavnske børnehavebørn blev sprogtestet, blev den politiske automatpilot straks slået til: Årsagen måtte være, at pædagogerne med vilje modarbejdede det forstandige politiske flertal. Man forestillede sig ikke, at det kunne tænkes, at forældrene simpelthen sagde nej tak til den i øvrigt frivillige test.

For straks blev tillid til pædagogernes faglighed afløst af endnu mere kontrol og registrering, eftersom næste skridt blev, at så skulle de nej-sigende forældre registreres og skrives op. Personligt kunne jeg ikke se det mistænkelige i, at halvdelen af de dansksprogede forældre er rimelig trygge ved deres barns sproglige udvikling, og derfor ikke kan se det store behov for en test. Derimod kan jeg retssikkerhedsmæssigt se problemer i, at man vil registrere forældrene uden at specificere nærmere, hvor længe og hvordan denne registrering skal finde sted, og hvad den i øvrigt skal bruges til.

En pinlig affære, som kun er blevet mere absurd, efter at regeringen har varslet, at sprogtesten skal fjernes som led i en afbureaukrateringsøvelse. Og skal jeg komme med endnu et ønske for de næste fire år, så håber jeg, at disse i højere grad end de forgangne vil være præget af tillid fra Rådhuset til det pædagogiske niveau frem for mere mistillid og kontrol, som der altså er rigeligt af i forvejen fra Christiansborgs side. Medarbejdernes tid i institutionerne skulle jo gerne bruges på børnene og ikke på skemaer og afrapportering.

Diagnosebørnene skal ikke presses ind

Af Jakob Næsager, opstillet som nr. tre til Borgerrepræsentationen (for Konservative).

Hvem kan være imod velfærdssamfundet? Dér hvor skillelinjerne bliver synlige, er når idéerne skal omsættes til konkrete handlinger. Vi konservative mener, at velfærdssamfundet skal måles på, hvordan vi tager os af de allersvageste, og det er efter vores opfattelse de syge børn. De kan ikke tale deres egen sag, og ofte tager børnenes sygdom energien og kræfterne fra forældrene.

Vi ønsker flere specialtilbud til de mange diagnosebørn med DAMP, ADHD, Asperger osv. Det er alt for stor en belastning både for diagnosebørnene, de ”almindelige” børn og institutionernes personale, når koncentrationen af diagnosebørn bliver for stor.

Diagnosebørnene får pga. tidspres ikke den fornødne støtte og hjælp, de ”almindelige” børn får ikke de nødvendige udfordringer, og personalet får sjældent den fornødne tid og efteruddannelse til at håndtere diagnosebørnene. Det gælder både i daginstitutionerne, men også i skolerne. Diagnosebørnene har ofte fordel af at komme i en specialinstitution med ligestillede, så de ikke skal måles med normalt fungerende børn, men de hver især kan hjælpes og støttes ud fra det udviklingsniveau, som den enkelte er på. Det gør ofte børnene mere trygge, og det gavner deres udvikling. Specialinstitutionerne i København fungerer generelt rigtig godt, men der er desværre alt for få af dem. Det er derfor en konservativ mærkesag at skabe mere plads til diagnosebørnene – ikke ved at presse dem ind mellem de normalt fungerende, men ved at give dem særlig fokus på en specialinstitution, der er normeret efter børnenes behov.

I skolerne stjæler diagnosebørnene ofte opmærksomheden, og det kan give anledning til uro i klasserne, så tiden går med at skabe ro, frem for med at få børnene lært at læse, skrive og regne. De bedst fungerende diagnosebørn kan hjælpes ved at få ekstra støtte i en normal klasse sammen med klassekammeraterne, men det forudsætter ofte en særligt uddannet hjælp med særlig socialpædagogisk uddannelse.

De hårdest ramte diagnosebørn i skolealderen har ofte fordel af at gå i deres egen skole blandt ligestillede. Derfor skal der oprettes flere skoler til diagnosebørn m.fl. Vi har allerede en god specialskole på Peter Vedelsgade ved Amager Boulevard.

Det er fremmende for børnenes udvikling, at de kan undervises og stimuleres fagligt og socialt ud fra de forudsætninger, som de har hver især.

Det er vigtigt, at også denne gruppe børn får den hjælp og den faglige stimulering og udfordring, som de har behov for. Det er en forudsætning for, at de kan begå sig i samfundet, og gerne tage en uddannelse og – om nødvendigt med hjælp – tage et arbejde. En uddannelse og et arbejde er væsentlige for, at disse børn kan få selvværd, blive selvforsørgende og derigennem vinde yderligere selvtillid. Det vil være den bedste ballast for disse børn. Det er derfor altafgørende, at de allerede fra et tidligt tidspunkt får den hjælp og støtte, som de har behov for, og ikke bare presses ind og bliver en belastning i en ordinær institution eller skole.

Frit valg, familiehensyn og faglighed

Af Cecilia Lonning, Borgerrepræsentationen (Venstre)

Vi forstår godt, at børne- og ungdomsområdet er blevet udråbt som et af de store valgtemaer i BR-valgkampen i 2009. Området har fyldt meget i debatten de seneste år – oftest med negative overskrifter som manglende styr på økonomien, alenlange ventelister, dårlig integration og episoder med vold og mobning på skolerne. Og vi håber, at det i den kommende valgperiode bliver muligt at starte på en frisk og på tværs af partierne definere, hvilke ønsker og mål vi har for vores børn og unge.

Venstre går til valg med tre konkrete indsatsområder på børne- og ungdomsområdet – frit valg, familiehensyn og faglighed.

For det første er det afgørende for os, at forældrene fortsat har FRIT VALG til både daginstitutioner og folkeskoler. Det skal ikke være forvaltningen, der tager beslutningen om, hvor vores børn skal gå i vuggestue og børnehave – heller ikke selvom der mangler pladser i én del af byen, mens der er for mange pladser i en anden del af byen. Vi skal ikke sætte grænser for, hvor mange specialbørn, der må være i en klasse (især fordi mange ADHD-børn jo først diagnosticeres som 12-13-årige, hvor det vil være helt forkert at tvinge dem til at skifte skole). Og vi er betænkelige ved forvaltningens planer om massiv omfordeling af vores skolebørn, der vil betyde, at bogligt svage – eller måske alle – elever skal fragtes rundt med bus på kryds og tværs af byen, mens forældrene blot kan se passivt til.

For det andet ønsker vi, at hensynet til byens BØRNEFAMILIER opprioriteres. Vi skal have løst pasningsproblemerne, så alle forældre kan få passet deres børn indenfor en rimelig afstand af deres bopæl – det vil sige 4 km grænsen – fra børnene er 6 måneder. Vi skal derfor tænke langsigtet og bygge institutioner dér, hvor der bliver født særligt mange børn, ligesom vi skal bygge fleksible institutioner – og indtil de nye institutioner står klar, må midlertidige løsninger som f.eks. pavilloner være vejen frem. Vi skal også tage større hensyn til familier med søskende, f.eks. ved at indføre en reel søskendegaranti og ved at genetablere garantien for, at vuggestuebørn kan fortsætte i integrerede institutioner.

For det tredje skal folkeskolen være det naturlige førstevalg for byens forældre. Det kræver et forstærket fokus på FAGLIGHED, hvilket igen betyder, at indsatserne omkring læsning og matematik fra ”Faglighed for Alle” skal videreføres, og at de bogligt stærke elever skal have bedre tilbud end de får i dag. Vi vil også arbejde for, at skolerne kan indsætte undervisningsassistenter til at støtte lærerne, ligesom vi vil opprioritere lektielæsningen, f.eks. via aftaler mellem skole og hjem om ”tvungen lektielæsning” for bogligt svage elever. Endeligt er det afgørende, at en ændret fordeling af eleverne – som på mange måder er nødvendig – ikke går ud over fagligheden på de velfungerende skoler, og vi vil derfor stille som krav til en eventuel henvisningsmodel, at der følger tilstrækkelige ressourcer med (tosprogsmidler, støtteordninger, renoveringsmidler, osv.).

Der er således masser af udfordringer – men også masser af muligheder – på børne- og ungdomsområdet. Vi glæder os til at tage hul på arbejdet i den nye valgperiode – og ser frem til et godt samarbejde med de andre partier, så vi kan få skabt nogle varige løsninger til gavn for byens familier og for de ansatte i byens skoler og institutioner.