Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Hjemme hos en amerikansk dagplejer
Jeg ser ikke sæbeoperaer
Af Tine Sejbæk
Hun holder ingen sommerferie, og hendes indkomst afhænger af antallet af børn. Men som enlig mor til tre er hun glad for fleksibiliteten – selv om hun godt kunne ønske, at dét at have sin egen dagpleje gav mere respekt. LFS Nyt har været i Californien og besøge en amerikansk dagplejer med et meget dansk navn.
”Mange tror, at dagplejere er sådan nogle, der ikke kan få et job og ikke har ambitioner om noget. Som bare sidder og ser sæbeoperaer i fjernsynet, mens børnene render rundt på gulvet. Men sådan er det bestemt ikke. Det her job kræver mere af mig, end da jeg var ansat i politiet og tog imod 9-1-1 nødopkald”, siger Kirsten Hansen.
Hun er amerikansk dagplejer fra Californien, hvor hun bor i et pænt villakvarter i Scotts Valley. Et af de kvarterer, hvor kriminaliteten er lav, og hvor børn trygt kan køre på cykel udenfor på vejen. Huset er et hvidt stenhus, og i den store baghave blomstrer røde og lyserøde roser om kap.
Kirsten Hansen har været dagplejer siden 1997 og har selv tre børn på 10,12 og 14 år. Men vi er lige nødt til at få opklaret en ting først: hvordan kan man være indfødt amerikaner og hedde Kirsten Hansen?
Jo, hendes far, Hans Hansen, udvandrede som purung fra Odense til USA. Han døde i 1974, som 71-årig – da var Kirsten 7 år. Hans Hansen var en farverig person, der i USA bl.a. arbejdede for den daværende arabiske tronfølger Emir Faisal. Hans far, Kirstens bedstefar, var kaptajn i Livgarden, og hendes bedstemor lavede mad til det danske kongehus. Og inden interviewet rigtigt kan gå i gang, må deres udsendte oversætte en gammel, gulnet avisartikel fra Fyns Stifttidende i 1946, som Kirsten engang har fået af sin mor. Kirsten taler ikke selv spor dansk. Hendes egen mor er indfødt amerikaner og blev i 1960´erne gift med den noget ældre dansker, Hans Hansen. I avisen er Hans Hansen blevet interviewet i forbindelse med et besøg i Danmark, hvor han var hjemme for at hente snaps til vennerne i sit nye land!
Ramt af krisen
I stuen i Kirstens hus lyder der denne formiddag stille, ungarsk violinmusik. Hun sætter det som regel på, når børnene skal have deres lur. Stuegulvet flyder med legetøj. Men trods det, at vi befinder os i en dagpleje, er her noget stille. I dag er her bare Lance på knap et år og Jennifer, der bliver to år til november.
Begge har større søskende, der har været passet hos Kirsten.
Kirsten har pt. kun to børn på fuldtid og tre ”drop inns” – sidstnævnte kommer engang imellem, mens forældrene f.eks. er hos tandlægen. Fornylig havde hun tre børn på fuld tid, men et af dem blev meldt ud af dagplejen, og en bedstemor passer hende nu. Det er alt sammen på grund af den økonomiske krise, der også sætter deres spor i dagpleje- og daginstitutionsbranchen i USA. Når folk bliver arbejdsløse eller får færre penge, har de ikke råd til at få deres børn passet udenfor hjemmet. De finder et familiemedlem eller gør selv.
”Jeg tjener penge efter antallet af børn, så det er hårdt økonomisk lige nu. Jeg sparer, så meget jeg kan, og prøver at holde modet oppe hos mine tre børn, så det ikke også bliver en byrde for dem”.
Kirsten er ellers godkendt til at have op til 14 børn i dagplejen. Det, man i Californien kalder en ”stor dagpleje”. Hun må selv alene tage sig af otte børn (se boks). Har hun flere, kræver det, at hun har en assistent. Denne skal være fyldt 18 år, hvis Kirsten skal kunne forlade huset.
Tidligere arbejdede Kirsten Hansen i mange år inden for politiet. Det var hun glad for, men de skiftende arbejdstider passede ikke ind i familielivet. I politiet havde hun ellers både betalt sundhedsforsikring (noget, der har enorm betydning i USA, hvor læger og hospitaler ikke er gratis), betalt uddannelse og pension. Alt det mistede hun, da hun forlod politiet.
”I politiet havde jeg aldrig den samme dag. Det har jeg stadig ikke. Den store forskel er, at politiet altid vil være der. Det er mine børn ikke. Man blinker, og så er de væk. Familien betød for meget, og derfor sagde jeg op. Desuden blev jeg dagplejer, fordi børn er en vidunderlig udfordring. I dagtimerne er alle børnene her i huset ”mine” børn”, siger hun.
Træner børn i at tackle jordskælv
Hendes egne børn hjælper også i dagplejen, når de kommer hjem fra skole. Det vil sige de leger med dagplejebørnene, læser for dem osv. Da datteren på 12 år har taget et førstehjælpskursus, kan hun også fungere som assistent, hvis Kirsten har over otte børn. Og hjælpen fra hendes egne børn er nødvendig.
”Hvis jeg står med tre spædbørn, har jeg stadig jo kun to arme. Mine børn ved, hvad de skal gøre – også hvis der opstår et jordskælv”.
Og det er ikke usædvanligt på de kanter. Heldigvis er det som regel små skælv.
”Men jeg træner dagplejebørnene i at forholde sig til jordskælv, fra de er meget små. Så de ved, hvad man gør, og hvor det er sikkert at være under et jordskælv. Børnene ved f.eks., at hvis de er udenfor i haven, skal de gå væk fra legeredskaberne og gå ind midt i haven, til jorden er holdt op med at skælve. Hvis de er indenfor, kan de gå ned under et bord. Der skal også være sæder til alle børn i bilen i tilfælde af et jordskælv”, forklarer Kirsten Hansen. Der er ikke meget organiseret samarbejde mellem de californiske dagplejere. Man mødes ikke ugentligt i hinandens hjem eller i kommunale legestuer som i Danmark. Men man netværker. Hvis man f.eks. har for mange børn, anbefaler man en anden dagplejer. Og man ses til en obligatorisk ernæringsworkshop én gang om året. Den er det eneste tilbud om efteruddannelse til dagplejere, der er gratis.
Ingen krav til læring
Der er ingen officielle krav til, hvad børnene skal lave eller lære i dagplejen.
”Jeg arbejder med børnenes adskillelsesangst, jeg lærer dem sociale færdigheder; at lege med hinanden, ikke at bide eller slå, at dele og at rydde op”, forklarer Kirsten Hansen.
Igennem dagen læser hun bøger for børnene, synger for dem, leger ude med dem og snakker om tal og farver. Og hun styrker bevidst deres fin- og grovmotorik.
”Der er ingen krav om det, men jeg gør det, fordi børnene har brug for at lære. Der er generelt kommet meget fokus på læring. Hvis børnene ikke har lært noget, inden de kommer i skole, kommer de bagud.”
”Nogle forældre kan godt lide, at deres barn er i nogle hjemlige omgivelser som min dagpleje. Andre er mere til en ”preschool” (en amerikansk daginstitution, hvor der typisk er en del fokus på læring, red.), hvor det er meget struktureret, hvad barnet skal lave hele dagen. Men for mange børn er en ”preschool” for overvældende. Der må være op til 50 børn, og børnene løber rundt og råber og skriger. En dagpleje som min er et mere hjemligt, kærligt miljø”.
Kirsten Hansen har ikke nogen formel uddannelse inden for børn og pædagogik, for det var ikke noget krav, dengang hun startede. I dag skal man som dagplejer have et vist antal ”enheder” i det, der hedder ”early childhood education”, det vil sige undervisning i børns udvikling.
”Men jeg ser ikke min manglende uddannelse som noget problem. Dels har jeg erfaring fra mine egne børn, dels hele erfaringen fra politiet, hvor jeg er trænet i at navigere i nødsituationer. Det afhænger også af, hvad forældrene søger til deres børn. Min force er, at jeg tilbyder et trygt hjem. Jeg er vokset op her i området. Og jeg har været i business længe”, siger hun.
En anden ting er, at man som dagplejer selv skal betale for eventuelle kurser. Og man får ingen løn imens og må desuden bede forældrene passe deres børn selv. Så videreuddannelse er umuligt for mange.
Ingen sommerferie
Heldigvis er Kirsten Hansen sjældent syg. Hvis det endelig sker, ringer hun til forældrene og melder fra. Og så er det ellers bare om at blive rask hurtigt!
”Både for forældrenes skyld, og fordi jeg ikke selv får løn imens.”
Det samme gælder, hvis hun tager en fridag. Det er også uden løn. Og sommerferie holder hun ikke. Det gør nogle dagplejere, hvis de har en mand og dermed to indkomster i familien. Men alene med tre børn er det ikke en mulighed.
Dét, Kirsten Hansen bedst kan lide ved jobbet, er fleksibiliteten ved at arbejde i hjemmet.
”At jeg kan være mere sammen med mine egne børn, og dét, at jeg har min egen business, min egen tid. Og selv om det er dårligt økonomisk lige nu, så savner jeg ikke at være på arbejde 12 timer i træk og have weekend-arbejde som inden for politiet. Er mine egne børn syge, kan jeg hente dem fra skolen”.
Det, hun mindst kan lide ved at være dagplejer, er, når kommunikationen med forældrene ikke fungerer
”Nogle gange har forældrene for travlt, når de henter. Af og til kender jeg børnenes vaner bedre end forældrene, der er opslugt af deres egne liv og karrierer. En mor sagde direkte til mig, at hendes job var vigtigere end barnet. Hun afleverede også nogle gange sit barn hos mig, selv om det var sygt. Nogle gange bør forældre være åbne over for konstruktiv kritik, men det er svært. Jeg er meget forsigtig med, hvordan jeg præsenterer problemerne, f.eks. hvis jeg skal forklare dem, at deres barn er bagud aldersmæssigt i forhold til at tale”.
Vil hun fortsat være dagplejer?
”Det er bedst lige nu. Men rejseindustrien fascinerer mig også, siger Kirsten Hansen, der har en hylde i sin stue med glas fra alle de lande, hun har besøgt. Der står også en figur af den lille havfrue fra hendes eneste besøg i Danmark i 2002.
Vi siger farvel, men besøget fra faderens fjerne hjemland i form af LFS Nyts udsendte har gjort stort indtryk, og tårevædet siger hun: ”Selv om det kun varede tre timer, var det det bedste besøg, jeg har oplevet!”
Fakta om Kirsten Hansens dagpleje• Dagplejen hedder ”In Kirstens care”. Hun holder åbent fra kl. 7 til 17.30. Stedet er et tilbud til børn mellem tre måneder og fem år. Hun har pt. kun to faste, fuldtidsbørn og tre, der kommer et par timer engang imellem. Prisen er 215 dollar pr. uge for børn under to år og 210 for dem over to år. Det koster 6,25 dollar i timen for de børn, der bare kommer engang imellem. Priserne sætter hun selv. |