Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
På stående fod
Gennembrud for velfærdsledelse
En ting i finanslovsforliget er FOA i hvert fald særdeles tilfreds med, og det er at der nu skal etableres et nationalt videncenter for velfærdsledelse, som skal styrke og udvikle offentlig ledelse. FOA har længe argumenteret for, at samfundet bør medvirke til at udforske, udarbejde og undervise i en særlig velfærdsledelse, der tager udgangspunkt i medarbejdere, der arbejder ansigt til ansigt med borgere. Der afsættes 20 millioner kroner over fire år til at arbejde med det.
”Jeg er meget glad for, at vi nu får slået hul på mantraet om, at den offentlige sektor blot skal lære at gøre som det private erhvervsliv uden skelen til, at velfærd ikke er og ikke skal være noget, der fremstilles på samlebånd”, siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.
Ny klimakogebog
Fødevareministeriet sætter klima på bordet med udgivelse af en kogebog med 12 lækre, sunde og klimavenlige retter kreeret af danske kokke. Opskrifterne i ’Klima på bordet’ er kokkenes egne personlige bud på et klimavenligt måltid. Fælles for opskrifterne er, at de har et lavere klimaaftryk end danskernes sædvanlige favoritretter.
Blandt bidragsyderne er kokke fra Noma, kokke fra Meyers Madhus samt junior- og seniorkokke fra det danske kokkelandshold.
Læs mere på http://www.altomkost.dk/Services/Nyhedsrum/Nyheder/2009/ny_klimakogebog.htm (link er ikke længere aktivt, red.)
Arbejdsløsheden stiger markant
I september steg den sæsonkorrigerede arbejdsløshed med 9.200 personer. Hermed stod 113.500 fuldtidspersoner uden arbejde, svarende til 4,1 pct. af arbejdsstyrken.
Arbejdsløsheden blandt LO’s medlemmer steg med 2.300 fuldtidspersoner.
Børnetøj med problemkemi
Når vinterkulden nærmer sig, ryger jakker og luffer over disken i børnetøjsbutikkerne.
Men overtøjet til de små kan indeholde kemikalier, der kan fremkalde allergi eller forstyrre hormonerne, fremgår det af en nylig rapport fra Miljøstyrelsen, som afdækker jakker, luffer og sengetøj med allergifremkaldende stoffer.
Der er dog ikke nogen akut risiko for barnet, beroliger IMS, Informationscenter for Miljø & Sundhed.
De har netop udgivet pjecen Ren information om tøj og kemi fra top til tå. Pjecen er gratis (dog betales der for portoen ved mere end 10 stk.).
Den kan bestilles på telefon 33 13 66 88.
FN’s Børnekonvention fylder 20 år i år
Det er 20 år siden i år (20. november) at FNs Børnekonvention blev vedtaget i FN’s generalforsamling i Genève. Den må siges at være stadig lige aktuel.
Børnekonventionen indeholder 54 artikler om blandt andet børns ret til mad, husly, udvikling, beskyttelse og medbestemmelse. Den er udtryk for at voksne er blevet enige om at børn skal respekteres som individer og selvstændige personer. Børnekonventionen er ikke en lov, som lande kan dømmes og straffes efter, den er snarere et sæt retningslinjer. Landenes regeringer har ansvaret for, at disse overholdes, og gør landene det ikke, kan de kritiseres og fordømmes af andre lande og organisationer.
Kun to lande – USA og Somalia – har ikke skrevet under på Børnekonventionen.