Testkultur er kontrolkultur

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Testkulturen er af nyere dato. Den fik gradvist vind i sejlene samtidig med at den såkaldte moderniseringsbølge skyllede ind over landets offentlige sektor engang i 80’erne. I sin nuværende nyliberalistiske form, med styringsformer taget fra den private sektor overført til den offentlige sektor, kender vi den som New Public Management.

Men hvorfor lige test af børn? Er det til børnenes bedste? Højner de det pædagogiske arbejde? Eller handler det om behovet for kontrol af de offentligt ansatte?
Nogle pædagoger kæmper aktivt mod test af børns sproglige og personlige udvikling, både politisk og i deres pædagogiske praksis. Andre anser test af børn for et glimrende redskab og tester gerne.
Lad det være sagt med det samme, denne artikel forsøger på ingen måde at komme rundt om emnet test af børn neutralt.
Tværtimod ligger der i den en klart kritisk holdning til både selve idéen om at teste børn og til de test, der bruges i Københavns Kommune. Målet med artiklen er at kortlægge og tydeliggøre de kritiske argumenter. Men rundt om emnet kommer vi, for mens Thomas Gitz-Johansen er ph.d. og forsker på RUC, så er Søren Lisberg daginstitutionsleder på Amager gennem mange år.

Vi mødes i byen over en kop kaffe, og mens de to får det meste af taletiden, er Iben Andersen, fællestillidsrepræsentant i LFS og aktiv i Kritisk Pædagogisk Netværk, engageret med på sidelinjen.
Vi vender tilbage til testkulturen og det samfund den vokser og blomstrer i. Først går vi direkte til kritikken af testning og testene.

Forfejlet børnesyn

Daginstitutionsleder Søren Lisberg, som i øvrigt har stået skoleret i forvaltningen på grund af sin kritik af testene, har det helt grundlæggende pædagogisk begrundede synspunkt at test gør noget ved synet på barnet.
”Testsystemet giver et helt forfejlet syn på barnet. Det er udelukkende et øjebliksbillede. En test viser kun, hvordan barnet har det lige nu, i dag. Og et barn på tre år kan reagere i vidt forskellige retninger afhængig af, hvordan dets morgen er gået. Vi kan ikke bygge vores viden og omgang med børn på øjebliksbilleder, det har vi aldrig gjort. Så skulle vi jo også mene at når Peter slår i dag, så er han generelt voldelig. Det er min væsentligste anke.”

Men også selve testen er under al kritik, mener Søren Lisberg.
Amatøragtig kalder han fem-årstesten, ja direkte pinlig.
Han fortæller bl.a. om et barn som ikke forstod at det var Bukke Bruse hun skulle se i det billede hun fik præsenteret. For forløbet af geder var vendt om, og derfor så hun noget andet.
”Disse test tager slet ikke højde for børns virkelighed. Og det samme ser jeg nu i tre-årstesten. Testen tager heller ikke højde for at man opbygger sætninger på forskellig vis i København og i Frederikshavn.”
Dertil kommer at mens nogle voksne tester børnene, så skal andre voksne passe de andre børn.

”Vi har i kommunen valgt at det er uddannede pædagoger som tester, hvilket betyder at det er medhjælperne, der passer børnene. Det er ikke godt, uden at jeg dermed siger at medhjælpere er dårligere, tværtimod er mange fuldt på højde med uddannede. Men det er et forkert signal at uddannede skal bruge så meget tid på test og så lidt på kontakten med børnene.”
Fællestillidsrepræsentant Iben Andersen nikker i enighed og supplerer:
”I en sådan test ligger der en forudforståelse om at alle daginstitutioner læser det samme med børnene. Det gør vi jo ikke, nogen læser fx ikke Bukke Bruse. Så hvis testen skal fungere, skal vi først have en læsekanon for børnehaven…”

Anerkendende eller underkendede

Mens lektor på RUC, Thomas Gitz-Johansen, lytter til Søren Lisberg noterer han stikord til sine egne ankepunkter. De er trods en anden faglig synsvinkel ikke så forskellige.
Hans første anke går på det barnesyn, som test er udtryk for.
Han fortæller at han i sammenhæng med et forskningsprojekt om test af børn talte med en række daginstitutionsledere.
”Flere af dem talte om anerkendelsesbegrebet, at de brugte testen i forbindelse med anerkendende pædagogik. Det var jeg meget overrasket over, for efter min holdning så er anerkendende pædagogik en anerkendelse af barnets hele personlighed som den er. Mens test, og især de test som inddrager barnets personlighed og følelser, er et vurderingsmateriale, som handler om at finde fejl. Det lyder mere som underkendende pædagogik.
De to børnesyn er helt i modsætning til hinanden.”

Hans anden anke at testen ikke tester, hvordan barnet fungerer i hverdagen. Det ser han i de videooptagelser af selve testsituationen, han har optaget i forbindelse med sin forskning.
”I nogle testsituationer er barnet taget ud af sin sædvanlige sammenhæng og sidder sammen med pædagogen. Man tager barnet ud af en meningsfuld sammenhæng, og der skal dets kompetence komme til udtryk. Situationen giver ikke nødvendigvis mening for barnet, så det kan netop ikke vise sin kompetence.
Barnet kan blive utrygt eller distraheret af lyde fra de legende børn ved siden af eller af andre ting. Jeg ser det ryster på hovedet: hvad skal jeg og hvorfor det.”

Hans tredje anke er at test af børn bygger på en forestilling om det normale, den normale barndom, den normale familie.
Alle har da hørt om Bukke Bruse… Men særligt i flerkulturelle områder er der mange familier, hvor børnene har en anden bagage med, som ikke passer til den barndom, som testene kan forudsætte.

Hans fjerde anke er når der foretages en sprogvurdering, som bygger på forudsætningen om at alle bør have det samme sprog. Nordjyske børn bliver testet på standard-dansk. Og tosprogede børn vurderes som etsprogede.
”Visse steder får alle den samme sprogvurdering. Det er der en hensynsløshed ved. Og det udtrykker en manglende respekt for de tosprogedes særlige sprogudvikling.”

Fagligheden

Ikke alle pædagoger og daginstitutionsledere er enige med Thomas Gitz-Johansen, Søren Lisberg og Iben Andersen. Thomas Gitz-Johansen fortæller at han i sine samtaler med daginstitutionsledere i forbindelse med sin forskning om test af børn, hørte mange af dem argumentere for at bruge test.
”Mange er glade for testene. Ikke fordi de nødvendigvis oplever at det hæver kvaliteten af deres faglighed eller af det pædagogiske arbejde, men fordi de oplever at det synliggør deres arbejde.
De synes det synliggør deres faglighed over for forældre, skole, embedsmænd og politikere, og de føler sig mere professionelle.

Måske synes de det er svært at formidle deres faglighed, og så bliver det lettere når de føler de har nogle redskaber til det, så de kan legitimere deres arbejde, vise omverdenen hvad de kan. Men de ser det ikke nødvendigvis som et kvalitetsløft af selve arbejdet, tværtimod lyder der kritik af at det tager tid fra børnene. Det er jo åbenlyst at når de bruger mere tid på test og dokumentation, så bliver der mindre tid til den pædagogiske kontakt.”
At pædagoger oplever at deres faglighed styrkes gennem test af børnene, det bekymrer daginstitutionsleder Søren Lisberg.

”Vi har jo en stor faglig viden, og det er da bekymrende hvis mange føler at de ikke har en sådan viden. At de ikke kan spotte et barn som er sprogligt bagud eller har motoriske problemer osv. Og ud fra en faglig synsvinkel kan jeg ikke fatte hvad testene skal til for. I dagtilbudslovens paragraf 11 om børns sprog står der intet om at teste. Der står at vi skal sprogvurdere, og det har vi pædagoger gjort i masser af år, vi har inddraget talepædagoger og andre fagfolk, når vi kunne se der var behov for det.
Det er intet nyt i”, siger han og fortsætter:
”Men det er nyt at man centralt fra vil påtvinge os en måleveje-model. Så siger man dermed til faggruppen at de ikke er i stand til at se og høre barnets udvikling.”

Han giver et eksempel: et lille barn der kigger på pædagogen og siger: ”har du en lille smule makeup på?”
”Det er jo fantastisk, her er ingen sprogproblemer. Barnet registrerer det andet menneske, og hun udtrykker sin iagttagelse sprogligt, oveni købet med et fremmedord. Det kan vi som pædagoger aflæse på fem minutter – der behøves ingen test. Og det er når vi er sammen med børnene, at vi får de pejlemærker af hvordan deres sprogudvikling er.”
Søren Lisberg har på egen krop oplevet at der er nogle forvaltningsfolk, som ikke forstår den faglighed pædagoger har.

Han refererer et replikskifte med en chef i forvaltningen, som ganske åbent siger at personalet ikke ser det der halter, derfor skal testene afdække det.
”Jeg var lamslået. Dels er daginstitutionerne netop noget forældrene udtrykker stor tilfredshed med. Dels bør forvaltningen da bruge ressourcer på efteruddannelse snarere end test, hvis de mener at vi uddannelsesmæssigt ikke er gode nok. I stedet får vi et los af politikere og embedsmænd, når vi giver udtryk for vores faglige holdning og siger stop. De vil at vi skal rette ind, men jeg mener at man som daginstitutionsleder skal være parat til at forsvare det faglige. Vi skal stå i front og forsvare det vi ser er rigtigt. Desværre føler mange mennesker sig kuet, og det er der ikke noget at sige til.”

Kontrolbehov

Testkulturen skal ses i en større sammenhæng, mener Thomas Gitz-Johansen. Test af børn er jo ikke et behov, som er vokset ud af det pædagogiske arbejde.
”Derimod er det et behov for kontrol med den offentlige sektor. Det bunder i den nyliberalistiske tankegang med dens mistillid til den offentlige sektor. Nyliberalismen har behov for individuel kontrol af alt hvad den offentligt ansatte gør. At indføre test er ikke til glæde for det pædagogiske arbejde, det er til glæde for kontrollen. Og det pædagogiske område er ikke det eneste, det sker for, det  gælder alle offentlige områder, universiteterne, hospitaler, politiet.”

I sin bog Barndommens organisering (se boksen) skriver Thomas Gitz-Johansen om viljen til kontrol og test som en del af et større tidsåndsskift. Om hvordan forskellighed og ting der voksede op nedefra mellem mennesker i højere grad blev betragtet som noget godt i 70’erne og 80’erne. Og nu er det helt vendt.

”Nu handler det om at standardisere og ensliggøre, om vilje til at styre og kontrollere. Det er del af et mere autoritært samfundsprojekt, som New Public Managementbølgen er en del af. Fascinationen af test er en fascination af kontrol og styring af folk og udtryk for en bureaukratisk mistillid til praksis.”
Søren Lisberg bekræfter begrebet bureaukratisk mistillid med et eksempel. Daginstitutionerne i København er pålagt at registrere de forældre, som siger nej tak til test af deres børn, noget som er  forældrenes rettighed.

Hav tillid

”Kan pædagoger gøre noget for at vende synet på test og faglighed?
Hvad mener I er vores opgave i den pædagogiske praksis”, lægger Iben Andersen åbent ud.
Søren Lisberg ryster på hovedet, den pædagogiske verden skal ikke gå med på kontrolkravet. Han ser det ikke som sin opgave at bevise sin faglighed for embedsmænd og politikere.
”Vi skal vise forældrene og børnene vores faglighed – og det gør vi hver dag. Og hvis man virkelig vil noget med det man siger, virkelig gøre noget ved tosprogedes sprog- og læseevne, så ligger det lige for at indbyde dem i gratis vuggestuer. Det vil ændre noget, alle mine erfaringer viser at børn lærer i samspil med nogen der kan, ikke gennem undervisning. Så svaret er at styrke indsatsen der og på sundhedsplejen, som man netop er ved at skære ned. Vores opgave er at få forældrene på banen.
Og påpege politisk hulhed, når de siger ét og gør det modsatte.
Og så selvfølgelig tage snakken internt i faglige kredse, hvor der tidligere var en større politisk indsigt og indsigt i børns vilkår.
Dengang kæmpede vi for deres rettigheder.”
Thomas Gitz-Johansen giver følgende bud på, hvad der kan gøres: ”Giv autoriteten tilbage fra det bureaukratiske til det pædagogiske felt. Her skal vi så diskutere og formulere os om, hvad der er god pædagogik, og hvad vi vil med børnene.”