Det usynlige lobbyarbejde

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Mens forældrene har kastet den ene opsigtvækkende aktion på gaden efter den anden, har LFS lavet lobbyarbejde i forhold til de 47,7 mill. kr. der yderligere skal spares på daginstitutionsområdet.
Ganske som LFS før budgetforliget arbejdede ihærdigt for at det sociale område ikke igen skulle skæres i næste års budget.

Først var LFS’ere synlige med demonstrationer og masser af både morgenaktiviteter og store aktioner rundt omkring på gader og stræder. Aktiviteter og holdninger som også blev meget synlige i medierne, både de elektroniske og de skriftlige.
Så kom valget, og Børne- og Ungdomsforvaltningen gik ind for at finde en anden måde at tage de omstridte 47,7 mill. kr. end på kompensationsordningerne på daginstitutionerne.

Derefter gik forældrene på gaden i stor stil og med en beundringsværdig kreativitet. De konfiskerede politikernes toiletpapir.
Og de holdt julestue på Rådhuspladsen med julesange, dans, småkager og lidt taler fra KFO.
Der har været underskriftindsamlinger, bamseaktion, bannere ved store veje, hjerter i vinduerne, demonstrationer, fakkelvagt, protestbreve, blokader, forældrekaffemøder og uddeling af løbesedler.

Alt sammen for at tydeliggøre at intet er vigtigere for dem end deres barns velfærd og for at sikre at politikerne er helt på det rene med at forældrene holder et skarpt øje med, hvor de finder de 47,7 mill. kr. i besparelser.

Hver sin vinkel

Imens arbejdede (og arbejder) LFS bag linjerne. Lobbyarbejde kaldes det. Det er usynligt, og det er det man ikke kan tale om, men bare gør, peger LFS’ formand Britt Petersen på.
”Selvfølgelig kan det være svært for medlemmerne at gennemskue at vi arbejder bag linjerne, når de oplever at det ruller med forældrene på institutionen. Vi har da ”passet” pressen, men de skifter naturligvis også fokus hen mod det synlige. Først og fremmest har vi dyrket kontakter med politikerne og har løbende påvirket dem og processen. Men vi skriver altså ikke en blog på hjemmesiden om vores lobbyarbejde. Og lobbyarbejde er ikke synligt, kun resultaterne af det er synlige.”

Der er ikke tale om nogen aftalt arbejdsfordeling, gør hun klart.
”Vi har hver især valgt at gå efter det, som vi synes er rigtigt, tilsammen rammer vi så sikkert  bredest muligt. Vi har selvfølgelig orienteret hinanden, LFS, KFO og BUPL, ganske som vi gør i alle situationer. For ganske vist har vi sammenfaldende synspunkter i at vi absolut ikke ønsker at besparelsen på de 47,7 mill. kr. lander på kompensationsordningerne, men mens forældrene tænker på deres børns vilkår, tænker vi først og fremmest på personalet. Deres arbejdsmiljø og muligheder for at udføre et kvalificeret arbejde. Så vores vinkler er forskellige, og vi skal ikke fedtes ind i hinandens.”

Lobbyarbejdet handler i øvrigt ikke kun om de 47,7 mill. kr.
LFS har også brugt tiden og mulighederne på at tale fremtid.
”Selvfølgelig bruger vi den aktuelle situation til at påvirke politikerne i de rigtige retninger også længere frem, og især i denne situation i forhold til hvad vi ikke ønsker de skal beslutte. Når budgetforliget indeholder passager om store fleksible institutioner, som er lette at omstille, skyldes det lobbyarbejde forud for budgetforliget. Og vi har løbende peget dem væk fra forslag, som ikke ville understøtte de mål. På den måde har vi sammenkædet vores lobbyarbejde om budgetforliget med vores visioner om fremtiden.”

Prioritering

Der skal som bekendt spares en del mere end de 47,7 mill. kr., nemlig 2,79 procent i gennemsnit pr. institution, som politikerne i Børne- og Ungdomsforvaltningen allerede helt i starten af november besluttede at skære området med.
At LFS ikke er på gaden og protestere over disse besparelser er faldet nogle medlemmer for brystet.

Har LFS bare accepteret disse besparelser, spørger de.
”Accepteret?” Siger Britt Petersen: ”Det er svært at sige.”
LFS kender jo KL aftalen (aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening om kommunernes økonomi), kender skatteloftet og effekterne af år med en borgerlig regering.
Der er begrænset rum for politikerne. Samtidig er der en kolossal tilvækst af børn i København, det er nærmest hele landets tilvækst, der ligger i København. Men flere børn eller flere handicappede betyder ikke at kommunen bare får lov at hæve driftsøkonomien. Det er der en grænse for. Så der skal findes alternativer, når udgiften til pasning af alle de børn der passes nu og alle dem på venteliste mange gange overstiger det beløb, kommunen må hæve driftsbudgettet med.
”Når det ser sådan ud, så skal kommunen prioritere. Og vi har arbejdet for at politikerne prioriterer velfærd frem for administration. At de prioriterer almindelig drift frem for projekter. Vi kender de betingelser, som kommunen skal udarbejde et budgetforlig på, vi er inde i indholdsdiskussionen om, hvad man skal bruge økonomien på, når der ikke er nok til alle.”

Det er ikke LFS, der indgår budgetforlig, præciserer hun.
Slet ikke. Men hun mener dog at der er rigtige tendenser i forliget, når virkeligheden er som den er. ”Vi står gerne ved et medansvar for at der ikke er faldet så meget af til dagområdet, som der ellers kunne have været.
Vi har brugt to et halvt år på at få politikerne til at forstå at de mennesker, som ikke selv har nogen stemme, dem på det sociale område med andre ord, ikke igen kan skæres. Det er lykkedes at sætte det sociale område på dagsordenen, så politikerne har været nødt til at sætte penge af til det. Det står vi ved. De psykisk syge, udviklingshæmmede og udsatte borgere må ikke få endnu mere elendige forhold, der er skåret gennem 12 år. Som fagforening har vi også en tilgang til generel velfærd i kommunen, og den handler ikke kun om daginstitutioner, men også om anbragte børn, udviklingshæmmedes vilkår og andre udsatte grupper i kommunen.”