En opsigelse i utide

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

En kapacitet på området for udviklingshæmmede mennesker siger farvel efter 28 år i jobbet. Og det er ikke på grund af alder hun stopper, hun gør det fordi hun ikke mere kan holde til at se og mærke, hvordan vilkårene for beboerne bare bliver dårligere og dårligere. Hendes historie er fra specialområdet, men mon ikke mange daginstitutionsfolk også kan genkende problematikken?

Jeg kan mærke, hvordan omsorgen forsvinder i samfund. De udviklingshæmmede beboere bliver stillet alene, der er ikke tid til at støtte dem, så de kan være hele mennesker. Udviklingen bliver tilfældig, og jeg er helt desillusioneret.
Jeg ved aldrig, om jeg når det jeg skal. Det er min vigtigste grund til at sige op nu – i utide.”

Ordene kommer fra Margrethe Hoff Mittet, som netop har opsagt sin stilling som pædagogisk hjemmevejleder i Bofællesskaberne Vest. Efter 28 år med udviklingshæmmede, de sidste 16 år i bofællesskaberne, hvis historie hun i øvrigt er ved at skrive som afslutning på sin lange karriere.

Hun valgte at begrunde sin opsigelse skriftligt, og i sin opsigelse tager hun bladet fra munden. Hun skriver bl.a.:
”Der er blevet pålagt os opgaver fra ”højeste sted”, som har tvunget os til at fokusere på andre opgaver end de vi er blevet uddannet til. Tiden er taget fra vores borgere, som i forvejen har brug for al den tid vi kan give dem. De bliver yderligere marginaliseret, fordi samfundets puls bliver hurtigere og hurtigere og vi, som pædagogiske hjemmevejledere, ikke har den nødvendige tid til at ”trække dem hurtigt nok med” i den elektroniske verden. I stedet skal vi registrere og dokumentere og bevise vort pædagogiske arbejde, som der jo bliver mindre og mindre tid til, mens samfundet galopperer forbi udenfor.”

Det er den korte variant, men Margrethe Hoff Mittet uddyber sine grunde fra basen i Sønder Boulevard 93. Hun starter med at skitsere kontrasten mellem nu og ”dengang”.
”Ikke alt var fryd og gammen tidligere, men vi vidste dog, hvor vi var, og hvem der var hvem. Før hjalp det også at protestere, der blev trods alt lyttet til os.
Nu er alt splittet, området er delt op på flere forskellige adresser. Engang kunne vi ringe til dem, vi havde brug for, nu er det seks måneder siden, jeg har talt med en sagsbehandler. Jeg skriver brev, og det bliver da taget til efterretning, men en levende person har jeg ikke kontakt med. Jeg løser jo så problemerne på andre måder, for jeg er gammel i faget, men det er alle jo ikke. ”

Engang var der tid til at støtte beboerne i at være aktive selv og følge op på tingene sammen. Men tiden til det svinder.
”Vi er der ikke altid, når de har behov.
Derfor giver mange af os vores private nummer til beboerne, for hvis der nu sker noget meget vigtigt eller alvorligt uden for åbningstiden, så har ikke alle nogen de bare kan gå til. De ville ikke ane, hvem de ellers skulle kontakte. Jeg ved at når jeg går herfra i eftermiddag, så kommer der ikke nogen før i morgen.
Man skal være en ildsjæl for at være her, og lave arbejdsopgaver i sin fritid, for man når det ikke altid i arbejdstiden.”

Ændringen

Også økonomisk er meget ændret. Engang – frem til 2001 – havde bofællesskaberne selvforvaltning og eget budget.
”Vi toppede i 2000, hvor bofællesskaberne var en organisation med eget budget og aktiviteter som vi alle kunne stå inde for. På det tidspunkt er Steen Alberts centerleder hos os, men han stopper og en ny kommer til i 2001. Det år er skæbneåret, hvor forvaltningen tager selvforvaltningen fra os – og fremtiden.

Dengang stod der udvikling på programmet her i Vest, nu handler alt om besparelser.
Vi holdt op med at være selvstændigt bofællesskab og blev appendiks til handicapcentrene. Hvad det betød? Det betød at vi blev nogen, som man flyttede rundt med som det passede. Det var og er to kulturer der støder sammen, mellem de som tager sig af pengene, og de som tager sig af menneskene”, fortæller Margrethe Hoff Mittet og tilføjer at siden da har de mistet 5 heltidsstillinger og 4000 vikartimer.

I 2003 klager hele centeret til forvaltningen over den nye chef, som bremser medarbejdernes mulighed for udvikling.
Og i samme periode er Margrethe Hoff Mittet valgt af medarbejderne som repræsentant til Centerrådet. Det var ikke nogen specielt god oplevelse. Hun mærkede mange forbehold fra centerledelsens side, og når hun gik ind med sin holdning blev det straks fejltolket af centerlederen.
”Der blev talt om den åbne forvaltning som princip, men efter to år skete al kontakt via mail. Fra at være et udviklende folkefærd blev vi et besparende folkefærd.

Og vi blev flyttet frem og tilbage.
Siden 94 er bofællesskaberne blevet flyttet fra Centerparken til Stubmøllevej til Valby Langgade til Valdemarsgade til Korsgade, tilbage til Valdemarsgade og så tilbage til Stubmøllevej. På samme måde er strukturen blevet ændret nogle gange. Og vi får alt dikteret, vi bliver ikke spurgt af forvaltningen.”
Én afdeling for udegående medarbejdere blev nedlagt, en anden oprettet.
Pædagoger blev skilt ad, og de fik adskilte budgetter. Folk gik ned på stribe.
Selv normeringen blev forskellig mellem bofællesskaberne og er det stadig, fortæller hun. Samtidig er alle beboerne nu ”stillet lige” ressourcemæssigt – uanset funktionsniveau.

”Og vi vidste aldrig, hvem vi skulle henvende os til om økonomi, selvfølgelig også på grund af Accenture skandalen på det tidspunkt. Og stadig er der problemer med at få det man skal have udbetalt af tillæg. I lønkontoret er der én person til hele distriktet, og lønbehandleren holder ikke altid så længe.”

Grundig registrering

Sideløbende med dette stiger krav til en række former for skriftlighed. Der skal laves handlingsplaner for hver eneste beboer, og de skal analyseres, justeres og opdateres hver tredje måned. Men den sagsbehandler, de skal sparre med om opgaven, og som skal godkende planerne, er der ikke. Der hersker til tider kaos, fortæller Margrethe Hoff Mittet, og det kan ikke undgå at ske på bekostning af beboerne, tilføjer hun.

Alt hvad medarbejderne foretager sig med og for beboerne skal i detaljer registreres i et edb-system, Bosted hedder det. Glimrende registrerings- og overvågningssystem og dødbesværligt at nå. Lad os fx sige at en beboer ringer, mens Margrethe Hoff Mittet er optaget med fx LFS Nyt. Hun tager telefonen, det er Kaj, han siger noget om hjælp til økonomi. Hun siger at han skal ringe efter kl. det og det. Alt det skal registreres, at det Kaj der har henvendt sig skal registreres et sted i systemet, at hans henvendelse er telefonisk et andet sted, at det handlede om økonomi et tredje sted, at hun udsatte ham et fjerde sted osv. osv.

Sådan er det hele vejen igennem. Hver dag sin omstændelige dagsrapport.
”Jeg har store betænkeligheder ved systemet. Dels er der al den tid, der går med det. Dels er ikke alle kolleger så ferme til at formulere sig i det, og ikke alle har overhovedet lært at bruge systemet, og vi ved jo godt at de kigger os over skulderen i systemet. Jeg frygter at det bruges til kontrol af de ansattes arbejde og evne til at formulere sig. Og endelig er jeg betænkelig over for beboerne, som måske ikke har lyst til at ligge på et sådant system med alt hvad de gør. De er myndige mennesker, og de er ikke blevet spurgt. Alt kommer med i denne registrering, væsentligt som uvæsentligt.”

Margrethe Hoff Mittet vender tilbage til tidsforbruget:
”Det kræver ro og overvejelse at beskrive den støtte og vejledning, man giver beboerne. Og det har vi sjældent, når der er åbent her. Derfor vælger vi tit at gøre det hjemmefra, uden for arbejdstiden. Men egentlig er det problematisk med et system, som vi kan bruge hjemmefra.”

Tiden til arbejdet

Margrethe Hoff Mittet har gennem alle årene elsket sit arbejde. I sin opsigelse skriver hun:
”Jeg har haft verdens bedste arbejdsplads med de udviklingshæmmede, og jeg har modtaget og skabt glæde, delt sorger, hentet nye ressourcer og gået grinende hjem efter otte timer på job i selskab med de udviklingshæmmede, og det er dét jeg vil huske.”
For sådan er det jo ikke mere, når hun hverken kan nå det, hun gerne vil med beboerne eller komme i kontakt med dem, det er væsentligt at nå i forvaltning og distrikt.
”Pudsigt nok er det også sådan at jo mindre kontakt de udviklingshæmmede får af os, jo mere anledning har de for at komme her. Og når de prøver at ordne ting selv for at tage hensyn til os og  vores travlhed, så går det let galt.”

Hun fortæller om en vandskade, som kom helt ud af kontrol, fordi beboeren forsøgte at ordne ting selv. En hundedyr oprydning fra den er endnu ikke på plads. Og tidsforbruget hun har brugt på det efterfølgende som bindeled mellem alle parter, er stort.
”De kan ikke klare sig selv. Det er vores opgave at hjælpe dem med alle mulige ting, og det skal der være tid til”, understreger Margrethe Hoff. Hun giver et par eksempler:
”Fx når de bliver lokket til at abonnere på Ekstra Bladet uden at kunne læse, så får vi også travlt med at ringe til avisen, og til sidst true med at ringe til konkurrenten og fortælle at de udnytter udviklingshæmmede mennesker. Først da sker der noget. Og fx når de får et postkort om at der skal aflæses gas og vand. Det ligner et reklamekort, så det smider de ud. Til sidst bliver de truet med fogeden. Først da kommer vi ind, beboeren ”nøjes” med en bøde, og vi bruger tid på at tale med energiselskaberne om at kontakte os, vi skulle jo have været inde over tidligere.”

Beboerne lades i stikken

Margrethe Hoff Mittet peger på at bofællesskaberne ingen døgnordning har, og det har flere af beboerne faktisk brug for.
Eller et andet sted at bo, og det er der ikke.
”Jo ældre de bliver, jo flere lidelser får de på grund af de hjerneskader, som de fleste af dem fik ved fødslen. Nogle har pårørende, andre kun hinanden, eller en aftale med købmanden om ekstra nøgle. Vi skal virkelig være kreative for at opretopretholde niveauet, så de ikke føler sig ladt i stikken.”

Beboernes boliger bliver heller ikke vedligeholdt, Københavns Kommune lever ikke op til deres forpligtelser der. Og det betyder at beboerne heller ikke får mulighed for at leve så tæt på det normale som muligt, hvilket jo er målsætningen.
”Beboerne kommer til at sakke længere og længere agterud. Nu overvejes muligheden for at reducere antallet af kolonidage, fordi kolonitillægget er for dyrt, mener forvaltningen. Men for disse mennesker er traditionerne jo det eneste de har, at nu er det jul igen, så kommer min fødselsdag, og så ferien osv. De lever i en verden baseret på traditioner og ikke i en digitaliseret verden. Det er os pædagoger, der skal ind i den digitaliserede verden og ordne ting for dem. Jeg kan se, hvor meget der er gået og går tabt for dem.”

Hun nævner krigen i Afghanistan, som de ser om i tv, men ikke forstår. De hører at Danmark er i krig, og de har brug for nogen til at tale om den med.
Kommunalvalget er et andet eksempel, hvem, hvad, hvorfor, hvordan…

”Det er bydende nødvendigt for dem at de har deres udviklingshæmmede kultur, hvis de skal kunne leve et liv som alle andre. Ellers bliver de tabte individer, og så skal vi til at bygge institutioner igen for at samle dem op. Forvaltningskulturen derimod, den ser de mennesker det handler om som et forstyrrende element i al deres planlægning og omstrukturering.”

Margrethe Hoff Mittet peger på mange andre ting hun gerne så ændret i prioriteringen i forvaltningen. Dette er blot de værste eksempler.
”Politikerne og forvaltningen har skræmt livet af medarbejderne, de har kørt dem ned og over. Jeg går nu, fordi jeg ikke kan se på at beboerne syntes livet var lettere at leve tidligere. ”Der var engang…” hvor de kunne regne med at pædagoger havde tilstrækkelig tid til dem. Den tid er forbi. Alle er så pressede – alle forsøger at overleve.”