Forskning:

Sikke et børneliv !

Tekst: Tine Bjerre Larsen

Den nære personlige relation mellem barn og voksen i daginstitutionen er det allervigtigste, er pædagoger og forældre enige om. De voksne har bare travlt med alt andet end at være sammen med børnene, viser nyt forskningsprojekt af Grethe Kragh-Müller.

Hun har længe været bekymret for kvaliteten i de danske daginstitutioner, fordi hun har set mange eksempler på, at det er svært for pædagogerne at få hverdagen til at hænge sammen med sygdom og dårlige normeringer. Med loven om pædagogiske læreplaner har pædagogerne fået endnu flere opgaver at tage sig af, og spørgsmålet er, om det har givet børnene bedre muligheder for læring og udvikling, som meningen var med lærerplanerne.
For at få svar på det har lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Grethe Kragh-Müller, i halvandet år lavet felt- og forskningsarbejde i fire forskellige danske daginstitutioner: En børnehave og et fritidshjem på Christiania og en kommunal børnehave og et kommunalt fritidshjem i samme lokalmiljø. Endelig har hun lavet samme undersøgelse i en amerikansk børnehave for bedre at kunne spejle den danske institutionskultur.

”I engelsksprogede lande er man meget optaget af kvalitetsundersøgelser, men det er vi ikke herhjemme. Spørger man på pladsanvisningen får man at vide, at alle daginstitutioner er gode, og at det er forskelligt, hvad forældre lægger vægt på.
Men alle forældre ved, hvilke institutioner i området, der er de gode. Hvis man var ondskabsfuld kunne man mene, at når man sjældent er tilbøjelig til at indrømme, at der er kvalitetsforskelle, så hænger det sammen med, at det er kommunerne, der opretter og driver daginstitutionerne”, siger Grethe Kragh-Müller.

Børn vil gerne bestemme selv

Hvad vi betragter som kvalitet i daginstitutioner og i hvilken udstrækning det er muligt at få kvalitet, har Grethe Kragh-Müller spurgt henholdsvis børn, pædagoger og forældre i de forskellige institutioner om.
De udvalgte børn, hun har interviewet, har beskrevet et godt børneliv som et, hvor man må være med og har gode venner.
At børn har indflydelse på, hvad der skal ske i institutionen, og at de selv må vælge, hvem de vil lege med, og hvad de vil lege, om de må være ude eller inde er også noget, de synes er meget vigtigt.
”Et af fritidsbørnene i den kommunale institution havde tegnet et barn, der ligger på knæ med foldede hænder og beder en pædagog om ”please” at få lov til at være inde. Den voksne svarer nix nej og peger med armen ud på legepladsen”, fortæller Grethe Kragh-Müller.

”Børn synes ikke, at det er sjovt at skulle tvinges til at være ude, hvis de leger godt, og det er koldt og vådt novembervejr.
De er heller ikke vilde med voksenstyrede sammenhænge som fx samling. Selv om det foregår ud fra de bedste intentioner om, at børn skal lære de demokratiske spilleregler at kende og lytte til hinanden, så går der en del tid med formaninger og beskeder fra de voksne.”
Børn vil med andre ord ikke så gerne bestemmes for meget over, men de vil gerne være sammen med de voksne, viser kvalitetsundersøgelsen.
De er glade for at lave ting med de voksne.
Fx fabrikerer de bøger, samler blomster eller tager på cykeltur på Christiania-cykler og snakker om, hvad det er de ser i byen.

I Christianias børnehave fremhæver børnene stolt, at en af de voksne fortæller de mest fantastiske historier.
”Han fortæller dem bare ud af sit hovedet, de andre læser op af en bog”, forklarede børnene mig. Historierne varer en times tid, og børnene må gerne gå til og fra, men de sidder limet til den voksne, som fortæller om, hvordan ”Børnene i Grimmegade” går på eventyr eller ”Historien om Dræbersalaten”. Den handler om en forfinet dame, der går ned til grønthandleren og vil have den allerbedste salat, som grønthandleren har i et bur. Men da hun kommer hjem med salaten, spiser den både hende og manden og går videre i verden, indtil den til sidst kommer til et lyserødt børnehus – og så er børnene ved at dø af skræk.”

I den kommunale børnehave nævner børnene, at de gerne vil være mere sammen med de voksne, og at der er ikke så er mange aktiviteter. Faktisk har pædagogerne et ønske om at lave ting med børnene og fordybe sig mere i det enkelte barn, men det er det, der får allermindst tid i hverdagen, fortæller Grethe Kragh-Müller.

”En af de store forskelle mellem Christiania-børnehaven og den kommunale børnehave er det opsplittede liv. I den kommunale institution har de voksne travlt med at ordne praktiske ting. De haren masse planer, som de skal udfylde. De skal lave arbejdsmiljøvurderinger, kriseberedskab, fraværs- og ferieplaner, og så skal de dokumentere og evaluere de pædagogiske læreplaner. De har bare ikke tid til at føre dem ud i livet, og er mest sammen med børnene, når de spiser frokost og frugt.”
På det kommunale fritidshjem har man flere aktiviteter. Mange af dem foregår udenfor, hvor en eller få voksne sammen med mange børn spiller skovstratego eller leger fangelege. Men ellers er billedet, at der altid er en til to voksne, som holder øje med, hvad børnene laver. Det billede går igen i mange danske børnehaver, viser andre undersøgelser.

Det må ikke blive for meget skole

I både Christiania-institutionerne og de kommunale institutioner er forældre og pædagoger enige om, hvad der er det vigtigste, når det handler om god kvalitet. Pædagogerne kalder det ”omsorg og relation”, og forældrene taler om en ”nær personlig kontakt til deres barn”.
”Der er tale om et dansk fænomen, som hænger sammen med, at over 90 procent af alle børn tilbringer meget tid i daginstitutioner.
Vi begyndte at tale om dobbelt socialisering eller om, at institutionen er barnets andet hjem i 80´erne, hvor målet var, at 50 procent af alle børn skulle i institution. Derfor skulle børnene være lige så trygge der og turde det samme som hjemme.
Traditionelt har man delt ansvaret for børns udvikling i den primære socialisering, som udvikler barnets personlige kompetencer, og den sekundære socialisering, som finder sted i skolen og drejer sig om indføring i fag og det fremtidige arbejdsliv”, siger Grethe Kragh-Müller.

Udover nære relationer lægger forældre vægt på, at børn får mulighed for at have et godt udeliv. De vælger ofte institution ud fra, om der er gode legepladser eller adgang til naturen. Børn må gerne lære noget, men at de først og fremmest skal lege uden for meget struktur, er også en generel holdning blandt forældre i begge institutioner.
”Det må ikke blive skole, for et godt børneliv handler om, at børn skal have lov til bare at være, uden at der sættes mål op for dem. Psykologisk set kan man skelne mellem ”being” og ”becoming”. Det er et spørgsmål, om man ser børn som medmennesker i en særlig livsperiode, eller om man ser dem med opdragelsesøjne eller som en udviklingsopgave. Forældrene, jeg talte med, var bekymrede for, at børn hele tiden skal gøres til genstand for oplæring, fordi de frygter, at det vil blive på bekostning af udvikling af de sociale og følelsesmæssige færdigheder.”

At børn skal have lov til at lege og udvikle gode venskaber og blive stærke og hele personligheder fremgår også af daginstitutionsloven.
Problemet er bare, at det mål er svært at leve op til i en hverdag med mange krav og planer, som trækker de voksne væk fra arbejdet med børnene.
”Man kommer let til at bruge meget tid på at planlægge læreplaner og evaluere dem, men det er vanskeligt at få tid til at udføre dem. Hver gang jeg kom i institutionen, var aktiviteter aflyst, fordi der var sygdom. Engang havde pædagogerne planlagt en tur til en naturlegeplads, og pædagogen som ringede og aflyste på grund af sygdom, fortalte, at de på legepladsen havde sagt: ”det siger de alle sammen, så der kommer aldrig nogen”.

Pædagogen som overvåger

Forældre og pædagoger er enige om, at fordybelse og samvær med børnene er det allervigtigste,  men virkeligheden ser anderledes ud. Børnene leger for sig selv, og de voksne har travlt med praktiske opgaver som oprydning, indkøring af nye børn, udarbejdelse af årsplaner, læreplaner, dokumentation og evaluering.
Den udvikling af pædagogens rolle og kulturen i daginstitutionen begyndte i 80´erne med pladsgarantien og flere børn i institutioner og mindre tid til det enkelte barn, mener Grethe Kragh-Müller, der er lidt nervøs for, hvad det vil betyde for børns udvikling.

”I Christiania-børnehaven er de fem voksne om tyve børn hele dagen, så der er tid til fordybelse og tid til at tage sig af de børn, der har brug for ekstra omsorg. Men hvis man er to voksne og tyve børn fra klokken 13 som i den kommunale institution, så er der ikke tid til meget samvær med det enkelte barn. Jeg synes, at der er nogle rigtigt gode kvaliteter i danske daginstitutioner, som vi skal værne om, og det er de værdier, som både pædagoger og forældre peger på”, siger hun og fortsætter:
”Det handler om at skabe et udviklingsrum for et godt børneliv, for børns personlige og sociale udvikling kommer ikke af sig selv. Den kommer af et samspil med omverden, et samspil med andre børn, men ikke mindst om samværet med voksne, der har tid til at hjælpe med at løse konflikter. En af drengene i den kommunale børnehave jeg talte med sagde: ”før kunne vi ikke finde ud af at lege, men nu har de voksne hjulpet os, og nu har vi det godt”. En af pigerne sagde: ”de har ikke hjulpet pigerne, så vi har det stadigvæk ikke godt”.

Grethe Kragh-Müller fortæller også, at der var et barn, som sagde, at det bedste ved at gå i børnehave var at blive hentet.
Og det var ikke fordi, at det var en dårlig institution, men fordi de mange opgaver og fokus på læreplaner tager tid fra arbejdet med børnene, mener hun.
”En daginstitution udgør en sart balance, og der skal ikke meget til, før den tipper. Forældre fortæller, at de ikke kan finde en voksen, når de afleverer og henter, og pædagogerne taler om stress, der giver sygdom, som betyder dårlig økonomi, som gør det svært at komme på ture etc. Konklusionen er ikke, at vi har verdens dårligste daginstitutioner, men at vi heller ikke har verdens bedste. Det skyldes i høj grad de betingelser, vi driver institutioner på. Normeringer, økonomi, bygningernes begrænsninger og manglende efteruddannelse og supervision.”

Inspiration fra 70´erne

De pædagogiske læreplaner har betydet en helt ny måde at lave institution på. Loven kræver, at man tilrettelægger gode læringsmiljøer for børn, men det forudsætter, at man ved noget om, hvad læring er, understreger Grethe Kragh-Müller.
”Ellers risikerer man at komme til at lave undervisning, og det kan man ikke lære af. Man taler om pædagogers tavse viden, og jeg mener, at pædagoguddannelsen er for meget en generalistuddannelse. Det der er sket siden 70´erne er, at man har fået meget mindre psykologi og kreative fag. I den gamle uddannelse til enten børnehavepædagog, fritidshjemspædagog eller socialpædagog var der vægt på drama, rytmik og på de kreative aktiviteter man kunne lave sammen med børnene. For det er svært at lave noget ud fra fri fantasi. Før havde man også mange timer i udviklingspsykologi, fordi arbejdet handler om at kende og hjælpe børn i deres udvikling. I dag er der ikke undervisning i psykologi på pædagoguddannelsen.”

Christiania-børnehaven beskriver sig selv som en ”70’er institution”, fordi de som dengang lægger vægt på, at børnene lærer om det omgivende samfund og bruger meget tid på fælles aktiviteter med dem.
”Det er genialt at cykle med børnene i byen og tale om de mange tårne og statuer, man får øje på. I Christiania-børnehaven kigger man på verdenskort, når et barn har været ude at rejse. Hvis et barn tegner et rumskib, kan det give anledning til at tale om rummet og astronomi. Er et barn optaget af farlige dyr, kan det være, at man klipper slanger ud fra Lademanns leksikon og laver en bog. Det er læring, som der står i læreplanerne, og det ironiske er, at man på Christiania aldrig har hørt om hverken læreplaner eller daginstitutionsloven. Alligevel hænger mål, metoder og værdigrundlag sammen, og de voksne oplever at det, der sker, er det, som de gerne vil. De betragter børnene som en slags kolleger, de kan lære noget af, og tager det alvorligt, hvis de fx ikke vil med på tur eller ud at lege.”
Der er ikke ydre krav om at det, der foregår i Christianias institutioner, bliver dokumenteret, evalueret og godkendt af kommunalbestyrelsen. Og graden af selvstyring frem for fremmedstyring betyder en afgørende forskel, mener Grethe Kragh-Müller.

”Børnehaven er ikke underlagt krav udefra. De har ikke noget kontor og helt bevidst kun en mønttelefon ude på gangen, så pædagoger ikke bruger tid på at tale og forholde sig til alt muligt andet end børnene. I den kommunale børnehave føler man, at hverdagen er bestemt af andre, og man er stresset fordi man føler sig forhindret i at nå det, som man synes er allervigtigst.”
Det er børneforskeren Dion Sommer, som provokerende har sagt, at forældre er så glade for daginstitutioner, men at der egentlig ikke er nogen grund til at være glade. Grethe Kragh-Müller er desværre tilbøjelig til at give ham ret.
”Jeg må konkludere ud fra min forskning, at de nye krav, som skulle skabe bedre udvikling for børnene, inden de når skolen, har virket modsat hensigten. Der er en modsætning mellem ønsket om kvalitet og det store antal børn i vores institutioner, den dårlige økonomi og normeringer.

Kvalitet koster”, siger Grethe Kragh-Müller, der ikke mener, at det er loven om læreplaner, der er noget i vejen med.
”Loven er god nok, men det kræver tid og forberedelse at implementere den, og det hænger ikke sammen at pædagoger, som ikke er akademisk uddannede, skal sidde og bruge så meget arbejdstid på at lave sprogtest og dokumentere og evaluere, at det er umuligt for dem at nå det arbejde, de er uddannet til.
Nemlig at udvikle en god pædagogisk dagligdag sammen med børnene. Pædagogers identitet er knyttet til udviklingen af barnet gennem leg, og selv om Frøbels tanker stadig fornemmes i den danske institutionsverden, så er der sket lidt af et skift med indførelsen af læreplanerne.”

Den amerikanske børnehave

Grethe Kragh-Müller fik mulighed for at lave den samme undersøgelse af kvaliteten i en amerikansk børnehave. Den adskilte sig fra de danske institutioner ved at have tid til planlægning og dokumentation og ved at være god til at udvikle læringsmiljøer.
”De voksne var stort set hele tiden sammen med børnene om en aktivitet. Tiden gik ikke fra børnene, når de havde afsat en hel dag om ugen og en hel time hver dag til at planlægge og dokumentere. Den overordnede planlægning tog ledelsen sig af, så pædagogerne kunne koncentrere sig om samværet med børnene.

I den amerikanske institution var de også meget gode til at lave læringsmiljøer for børnene. Alt var arrangeret i legehjørner.
Der var dukkekrog, køkkenhjørne, et rum med klodser, man kunne bygge af og et hjørne til udklædning, et sted til læsning og et sted, hvor der lå farver og materialer fremme til at male med. Børnene valgte, hvor de ville lege og legede længe med en ting i modsætning til i de danske institutioner, hvor det typiske er, at man leger mere vilde lege i kortere tid af gangen.”

De tre institutioner rummer forskellige muligheder, når det gælder børns læring og udvikling, men hvilken institution vil Grethe Kragh-Müller helst selv være barn i?
”Umiddelbart vil jeg helst være barn i Christiania-børnehaven, men man kan lære noget af alle institutionerne. Fx at gode normeringer, som de har i Christiania-børnehaven, spiller en rolle for det pædagogiske liv, hvor man går ud og udforsker verden sammen; og hvor det er væsentligt at børn bliver set og har indflydelse. Af den amerikanske børnehave kan man lære at udvikle gode lege- og læringsmiljøer til børn, og at der skal være tid til planlægning. Men der er også gode værdier i den danske kommunale børnehavekultur, hvor man vægter omsorg, anerkendende relationer, et godt udeliv og selvvalgt leg. Det handler bare om, at vi skal give daginstitutionerne bedre betingelser til at nå de mål, de gerne vil, og til at få implementeret de gode muligheder for læring, så den ikke bliver skolepræget. At bevare det gode vi har i daginstitutionskulturen samtidig med, at vi videreudvikler i takt med, at samfundet udvikler sig, det er udfordringen lige her og nu.”