Arbejdsglæde

Af Elisabeth Lockert Lange

Et lyst sind

Et lyst livssyn, humor, gode kolleger, et ønske om at altid lære nyt og ikke mindst viljen til altid at få det bedste ud af det der er. Det er nogle af de ting, som pædagogmedhjælper Lone Murgia nævner som vigtige for at beholde arbejdsglæden gennem 25 år.

Evnen til altid at møde en situation med en positiv tilgang, også efter 25 år samme sted. Lyder det urealistisk? Ikke for Lone Murgia. Hun er pædagogmedhjælper og har lige holdt 25 års jubilæum i Børnehuset Hundredemeterskoven.

Og hvordan holder man så sit positive syn og sin arbejdsglæde ved lige i så mange år? Det måtte hun kunne fortælle LFS Nyts læsere noget om.

Baggrunden for mit besøg er egentlig en mail fra Lone Murgias leder (og tidligere stuekollega) gennem mange år. Her skriver hun bl.a.:

”Jeg har en medarbejder, jeg som leder kan være stolt af, og vi som faggruppe kan være stolt af.” Hun nævner Lone Murgias ekstremt lave sygefravær, hendes arbejdsglæde, evne til at følge med tiden og til at lade forandringer være en udfordring. Hun slutter:
”Hun er et unikum, forældre, børn og personale elsker hende.”

Det var jo ikke til at sidde overhøring. Og ganske rigtigt: Lone Murgia modtager mig med glade direkte blågrå øjne og et stort smil. Hele personen udstråler positiv energi og nærvær. Hun er humoristisk og griner rigtig mange gange i løbet af den times tid, vi taler sammen. Hun er åben i hele sin måde at tænke over spørgsmål og svare på.

Man siger ofte at det at fokusere på det positive i sig selv giver glæde. Det passer i hvert fald i dette tilfælde. Uanset hvad vi kommer ind på, ser hun det fra en positiv synsvinkel, uden at det på nogen måde virker forlorent eller overdrevet. Det er tydeligvis bare den måde, hun fungerer på.

”Det er vigtigt at udstråle at man er tilstede og synes det er rart at være sammen med den, man er sammen med lige nu og gøre det man gør lige nu. Både i forhold til forældrene, som vi skal lytte til på en ordentlig måde, i forhold til børnene selvfølgelig og i forhold til at være der over for kolleger, når de har brug for det. Det er ikke grænseløst, for man skal ikke finde sig i hvad som helst. Men grænserne skal vises på en ordentlig måde.”

FÅR DET BEDSTE UD AF DET

Hundredemeterskoven blev bygget i 1999, men den oprindelige institution, en vuggestue, Lynettevej, med kun 30 børn varstarten på den. Da den skulle udbygges, flyttede hele legeruppen med over i de nye bygninger, og der blev udvidet til både vuggestue og børnehave – i alt 102 børn fra 0 til 6 år.

Egentlig er Lone Murgia uddannet inden for den grafi ske branche, men på et tidsspunkt skulle der ske noget andet. Den daværende leder for vuggestuen tilbød hende et vikariat. ”Og så blev jeg hængende”, siger hun med et grin. Hun var vikar i mange år, da hun som italiensk gift tilbragte adskillige måneder om året i Italien. Først efter sin skilsmisse blev hun fast ansat på fuld tid på samme stue som den nuværende leder: ”vi havde det rigtig, rigtig sjovt”, siger hun og tilføjer:

”Børn har godt af livsglæde. Man kan også godt drille dem lidt, hvis man gør det på en kærlig måde, selv de helt små vug- gestuebørn.”Den lille personalegruppe fl yttede til den store bygning, og den omvæltning forberedte de sig rigtig godt på, vurderer Lone Murgia. Alle var enige om at ”ånden fra Lynettevej” skulle med, det vil sige den positive ånd over for børn og forældre og et blødt hjerte over for de svage.

”En stor fordel var at vi sørgede for, at der var minimum én af os gamle på hver stue – ikke for at sætte dagsordenen, men for at sikre ånden. Jeg tror det var godt samarbejdsmæssigt at vi blev spredt ud.” Lone Christensen var i mellemtiden blevet leder. Og hun holdt samtaler med hver enkelt. Bl.a. skulle de vælge, om de ville blive i vuggestuegruppen eller prøve børnehavegruppen. Lone Murgia valgte det sidste og det har hun aldrig fortrudt.

”Det er fantastisk med alt det man kan med dem, der er in- gen grænser! De er så videbegærlige i den alder”, siger hun med begejstring. ”Helt basalt mener jeg at børn skal have et frirum, uanset hvordan de har det hjemme. De skal have optimale be tingelser, dyrke ting de er gode til, gøre noget de har lyst til og synes er sjovt. De skal være så glade for deres børnehave at de savner den når de ikke er her” – et grin – og hun fortsætter:

”Og det er jo ikke kun mig. Jeg er jo del af en gruppe, som har et godt menneskesyn. Når vi fx kun kommer fem på arbejde en dag, så griner vi og får det bedste ud af det. Mit udgangspunkt er at der er ting jeg ikke kan gøre noget ved, jeg kan kun få det bedste ud af det. Så slår vi os sammen, og vi stoler på hinanden. Alt er meget nemmere når man har gode kolleger. Det er faktisk alfa og omega for arbejdglæden. Selvfølgelig handler det også om, hvad man selv kommer med, at man kan bidrage med noget godt. Og hvis det fungerer sammen, så giver det arbejdsglæde. Det smitter også af på børnene, de bliver mere sociale. Her har vi fx en ordning, så de gamle børn har mulighed for at blive støt- tepædagog for en lille ny. Det er et hit.”

HUMOR

Lone Murgia mener at vi alle har en mission. Ikke i religiøs for stand, men vi kan alle et eller andet, noget vi er rigtig gode til.

”Hvis man er imødekommende over for folk, ikke ser ned på dem, men tager dem som de er, så smitter det af på dem. Og hvis jeg ikke lige kan klare det i dag, så har jeg en kollega der kan”, siger hun med et smil.

”Og humor. Humor er vigtig at have med i sit arbejde, man kan klare sig rigtig langt med humor. Selv den sorte og groteskehumor kan være god engang imellem. Og jeg mener altså ikke ”at grine så går det nok alt sammen”, det er ikke den slags humor”, præciserer hun.

”Grundlæggende ser jeg andre mennesker som ligeværdige. Jeg fi k aldrig taget pædagoguddannelsen, så der er ting jeg ikke ved, men jeg har taget kurser, og jeg står fx for sprogbørnene her i institutionen. Man skal aldrig læne sig tilbage, man kan altid blive bedre. Jeg synes det er dejligt at lære noget nyt hele tiden. Det er man aldrig for gammel til.”

Endnu et stort smil og en glæde over at i Hundredemeter- skoven holder hele personalegruppen sammen, pædagoger og medhjælpere holdes ikke adskilt til møder, personaleweekender eller fester for den sags skyld. Det forekommer hende helt utænkeligt. For hende, som rent faktisk er hele institutionens sikkerhedsrepræsentant og har været det i en del år, er det ganske uforståeligt, ”hvordan kan man så have et godt arbejdsmiljø?”

I Hundredemeterskoven har arbejdsmiljøet været så godt at ”det har været fantastisk at gå på arbejde hver dag. Jeg tænker overhovedet ikke på arbejdet, når jeg har fri, men det er dejligt at vende tilbage. Glæden ved stedet gælder ikke kun mig, vi er mange som har været her længe.”

Lone Murgia peger på at det at starte forfra med et nyt hus, mange nye kolleger og ikke mindst med børnehavebørn da også var et helt nyt felt, som gav nye udfordringer, ”og vi var rent til grin da vi startede, vi var jo vant til at gøre alt for vuggestuebørnene”, fortæller hun med et grin.

ET LYST SYN

Selvfølgelig har Lone Murgia haft sin del af livets sorger, men hun har et meget lyst livssyn, det er hun helt klar over. Hun oplever sig selv som virkelig privilegeret, velsignet med et ustyrlig godt helbred, som hun udtrykker det (ordene har magt), og en høj arbejdsmoral. Et dejligt arbejde og et privatliv i et familiekollektiv. ”Og så vil jeg jo ikke gå glip af noget, så jeg er nødt til at komme på arbejde hver dag”, griner hun.

”Der er ingen her, jegikke kan lide, og vi har en åben måde at tale til hinanden på. Vi kan være meget uenige, men vi er aldrig uvenner over det, og derfor bliver vi aldrig personlige over for hinanden, når vi er uenige. Det er for mig alfa og omega at man holder af sine kolleger, og vi kan også godt fi nde på at ringe til hinanden privat.”

Som alle andre pædagogisk personale mener Lone Murgia også at der er for få ressourcer i daginstitutionerne. Der kan sagtens bruges fl ere hænder.

”Vi kan også her mærke begrænsningerne. Men der er også mange gratis glæder”, fremhæver hun.

Stuerne har lavet en form for funktionsopdeling. På hendes stue går de meget tur, de går på museer og udstillinger, i zoologisk have etc, og så laver de mange kreative ting. De andre stuer har satset på andre områder: såsom bl.a. snedkereren, spil og teater.”Og så har vi en grundlæggende regel her i institutionen. Man må ikke sidde og være ked af det alene, man skal have en voksen hos sig. Og hvis vi ser et barn som ser ked ud af det eller sidder alene, går vi hen og taler med det. For det er vigtigt at kunne stole på de voksne.”

Hun mener selv at en del af forklaringen på hendes lyse livssyn skal fi ndes i barndommens far som trods alkoholisme altid viste, hvor meget han værdsatte ”sine pragtfulde døtre, når de stillede op for de svage i samfundet”.

For jo hun er politisk bevidst og bliver ”frygtelig vred over uretfærdighed”. Fx den nuværende regerings nedskæringer på ulandsbistand (så derfor giver hun selv).

”Alt kan jo lade sig gøre, hvis man vil det. Det er min holdning – også her på mit arbejde.” Og efter en pause: ”Jeg kan i hvert ikke komme i tanke om noget der ikke kan.” Endnu en pause. ”Og ellers kan man noget andet som er ligeså godt.”

Vi tager afsked med Lone Murgia, som skal til Italien på ferie, ned og besøge sin tidligere og stadig elskede svigermor, for selvfølgelig har hun holdt fast ved den forbindelse uanset skilsmissen fra manden.