Pædagogik i Firenze

Af Elisabeth Lockert Lange

HIMLEN OVER FIRENZE

At arbejde med kunst sammen med børn udvikler dem på alle områder, fra motorik til matematisk og sproglig forståelse. Det ved de i børnehaven Makarenko, hvor børnene observerer, undrer sig undersøger, fordyber sig, finder på, eksperimenterer og udtrykker sig.

De kan virkelig noget særligt med pædagogik, børn og kreativitet, de italienere. Det blev (igen) tydeligt på et fyraftensmøde for de daginstitutionsansatte i distrikterne Østerbro og Nørrebro.
Børnehaven Makarenko ligger i Scandicci kommune nær Firenze, og pædagogerne dér arbejder med kunst og kreative udtryk. Ikke for at skabe kunstnere eller dygtige tegnere og malere, men fordi arbejdet med kunst, sådan som de gør det, styrker børns udfoldelse på andre områder, ja på alle områder.

”Himlen er ikke altid blå” er navnet på børnehavens projekt. Citatet stammer fra den italienske kunster Bruno Munari og det fortsætter således ”Det barn, som lærer at himlen ikke kun og altid er blå, vil i fremtiden kunne finde mange kreative løsninger på et problem, vil være mere parat til at diskutere i stedet for at holde sig tilbage. Det bliver et barn der styrker sin identitet, selvstændighed, nysgerrighed.”

Vi befinder os i fritidshjem og klub Emdrupvænge, hvor salens vægge er dækket af masser af malerier, alle malede af de tre-seks-årige børn i Makarenko. Malerierne dokumenterer de mange faser i et forløb af kreative udtryk.

På besøg er den italienske pædagog Cristina Cellini for at fortælle om sin og børnehavens projekt med moderne kunst til at udvikle kreativitet hos børnene. Det skete på italiensk selvfølgelig, tolket af Inger Haugaard, også pædagog.

Salen er fyldt, der er tilmeldt 100, fortæller Margit Nielsen, pædagogisk konsulent på Østerbro og initiativtager sammen med Birthe Harboe, pædagogisk konsulent på Nørrebro. Selvom der er mange, er der stille på den særlige måde, hvor man kan høre deltagerns opmærksomhed og intense lytten.

For mange af dem er det ellers ikke første gang, de stifter bekendsskab med denne pædagogik, flere har besøgt børnehaven for at blive inspireret af dens særlige pædagogik. Og at det netop handler om inspiration er vigtigt at understrege. Ikke kopiering, pædagogikken skal tænkes ind i den historie og baggrund der er her i landet.

I BØRNENES TEMPO

Et kursus i visuel kommunikation i begyndelsen af 90’erne fi k sporet Cristina Cellini ind på den vej, hun har betrådt siden. Gennem tre års videreuddannelse vekslede hun mellem teori og praksis hjemme i børnehaven. Ud fra det udviklede hun sin metode.

”Inden da mente børnehaven at hvis børnene udtrykte sig spontant, så var de kreative. Jeg lærte noget andet. Der skal en viden til om verden der omgiver én, og med den baggage kan man udvikle sig kreativt.”

Det hele starter med at lære at observere. I så stor variation og så mange detaljer som muligt. Fx er himlen, som jo er lige for hånden, i masser af forskellige kulører, slet ikke kun blå.

”Vi starter ofte med netop himlen. Vi observerer himlen, hvordan er den i dag, Det tager lang tid, og bagefter tegner og maler børnene den. Det er hver dag en lille gruppe på fem børn, som arbejder på denne måde, og det går på skift. De andre børn leger”, siger Cristina Cellini. (Læs mere om børnehavens indretning, normering og hverdag i faktaboksene).

Det er vigtigt at børnene undrer sig og stiller spørgsmål, og at den voksne undrer sig og stiller spørgsmål, og at, og ikke kun tegner. Det handler ikke om at lave fi ne tegninger, understreger hun, men om forståelse af verden. Hun fortæller om en dag det regner. Børnene er nysgerrige, så de laver forsøg med regn, naturvidenskabelige forsøg. De voksne fi nder ud af tingene sammen med børnene, og i den retning børnenes spørgsmål og initiativ tager dem. Så de voksne skal være forberedt på mange slags udfoldelser.

”Jeg siger aldrig, hvordan de skal lave noget, børnene laver det sådan som de har lyst til at gøre det. Og vi arbejder med himlen ligeså lang tid, som det optager børnene. Ofte bliver de efter nogle måneder optaget af træerne, af hvor forskellige de er i forskelligt vejr, ved forskellige årstider og tidsapunkter. Der er så meget at opdage og undersøge og diskutere.”

Et eksempel: træer i tåget vejr. Man kan se dem og alligevel ikke rigtig.
”Børnene eksperimenterede med at tegne det. Så fandt en pige på at tage kridt på fingerne og smøre det ud. Så vidste de alle sammen, hvordan man laver tåge”, siger Cristina Cellini med et smil.

Hun opfordrer også forældrene til at observere sammen med børnene når de er hjemme om aftenen, da ser det hele jo anderledes ud. Og hun opfordrer dem til at komme med materiale, de kan arbejde med, fx fra skovture sammen med forældrene. ”Man skal huske at det væsentlige er det børnene har tænkt på derhjemme.”

FORMER OG BOGSTAVER

Børnenes tegninger og malerier handler ikke om æstetik eller normer, det er vigtigt for Cristina Cellini at gøre helt klart.

”Det er vigtigt fra første streg at alle børnene laver sit træ og sin himmel på sin egen helt personlige måde. Vi diskuterer ikke om noget er flot eller ikke. Og derfor reagerer børnene heller ikke sådan på det.”
På dette tidspunkt kan de let være nået helt frem til foråret – og så taler de måske om havet. Men de kan jo ikke tage ud og se på havet hver dag.

”Samtidig er det vigtigt at arbejde med netop det, der optager børnene. Derfor beder vi forældrene komme med billeder af hav, og vi får en masse materiale at arbejde med i lang tid. Indtil 90’erne syntes man ikke at børn skulle kopiere billeder, men man ser det nu som samme kreative hjerneaktivitet, som når de observerer og gengiver naturen. En aktiv, ikke en passiv proces.”

Der er mange muligheder og varianter. Fx kan børnene klippe en del ud af et billede, for så at lave billedet færdig selv. Eller de klipper et miljø ud og tegner sig selv ind – og laver en masse historier.

”Alle billederne bliver taget op i en konversationstime, vi har hver morgen. Det er en væsentlig del af metoden. Hvert barn fortæller og sætter ord på det de har lavet, og på de følelser de har. Processen hjælper dem til at tale om noget af det inderste i dem selv.”

Cristina Cellini smiler: der kan let være gået 1 1/2 år på dette tidspunkt, og børnene er måske nu 4 1/2 år.

”Ca. på dette tidspunkt præsenterer jeg dem for noget andet. Nemlig geometriske former. ”Hvad kan man bruge dem til?”, undrer vi på. Og bruger dem. Det fører os over i abstrakt kunst og førmatematik. Når vi så taler om formerne, sætter jeg de rigtige ord på, kvadrat, rektangel osv. Børnene begynder også at lægge mærke til bogstaver på plakater, og når de tegner, kopierer de teksten med over. Det har de en oplevelse med, men jeg lærer dem ikke at læse det.
Når de viser interesse og spørger hvad det betyder, så svarer jeg. På et tidspunkt har de interesse for bogstaverne: deres lyde og udseende, de leger med dem samtidig med at de tegner. Og børnene her kan faktisk læse og skrive når de kommer i skole, men jeg har ikke lært dem det. Når de synes det er sjovt, sker det, og det må godt ske.”

MODERNE KUNST

På et tidspunkt synes Cristina Cellini at de skal arbejde direkte med kunst, som regel vælger hun den moderne via en udstilling i området, som de besøger. De køber kataloget over værkerne, præsenterer det i børnehaven, og børnene vælger det kunst-værk, de vil arbejde med. Det vil sige de kopierer det og lærer samtidig om og at bruge den teknik, som maleren har brugt. Samtidig bestiller de tid på samme udstilling i slutningen af udstillingsperioden, så de har god tid at arbejde i.

”Vi inviterer også forældrene til denne dag. Det er en fast procedure at det barn, som har kopieret kunstværket, finder det på udstillingen og præsenterer det for alle, teknik, farver og alt andet de har sat sig ind i. Forældrene er utrolig stolte, og børnene går hjem med en vigtig oplevelse”, siger hun og tilføjer:

»Målet er dog ikke at arbejde med dette kunstværk, målet er børnenes udvikling, så dette er et led i processen. Min oplevelse er i øvrigt at det er spændende, uanset hvilken kunstner de vælger, de giver alle noget til børnene.”

Hun nævner Modigliani med de lange halse, som optog børnene meget. Ud af det kom spørgsmål om kroppen, undersøgelser, måling af hals, arme osv.
”De arbejdede længe med kroppen – hvor ens vi er og samtidig hvor forskellige.”

Et år var der ikke nogen udstilling i moderne kunst, men så valgte de den fl orentinske attenhundredetalsmaler Signorini, kaldet lysets maler.

”Det var svært at fange skyggerne og solen, der skinner og alligevel ikke er med på billedet. Så vi undersøgte skygger og eksperimenterede med dem på forskellige tidspunkter, inden børnene tegnene og malede. I den proces tegnede de motivet op med blyant, før de malede. Og når de kan det så kan de også skrive.”

Alt er ikke kunstprojektet. Børnehaven laver også udfl ugter, går i teatret, laver bevægelse, musik og meget andet. Cristina Cellini understreger at hendes beretning er et eksempel på ét forløb. Der er ikke en fast opskrift, alt er forskelligt fra år til år. Et år brugte de fx skuespillere og så endte projektet i en teaterforestilling.

”Det er så vigtigt at vi arbejder sammen. Hvis vi trækker i hver sin retning, er det ikke sjovt at være barn. Så det bruger vi meget tid på. Vi beder dem også ofte hjælpe til og det er de meget villige til. Og hvert år laver forældrene en teaterforstilling for os pædagoger og børnene til jul.”

Cristina Cellini fravalgte denne aften at tale om dokumentation, men det er også noget de i børnehaven gør meget ud af. Bl.a. i form af fotos af det børnene er optaget af.

Cristina Cellini har sammen med Inger Haugaard skrevet bogen Himlen er ikke altid blå. Møde med kunsten i børnehaven. Udgivet på Magia (trykt i Sienna) – og du skal nok være meget heldig for at fi nde et eksemplar.

EN DAG I BØRNEHAVEN

Starter 7.30 og frem til kl. 9 ankommer børnene. Lidt i ni samles de om frugt og fra 9 til 10 (eller lidt længere) har de konversationstimen, hvor børnene hver dag siger noget personligt. Måske synger de, måske har de besøg.

Ca kl. 10 starter aktiviteterne. Fem af børnene arbejder sammen med pædagogen, som også observerer de andre 20 børn ”ud af hver hårtot.” Ca. kl. 11 rydder de op som en del af aktiviteterne, og så går de ud og leger. Den praktiske medhjælp fejer, ordner borde osv, og gør klar til de skal spise kl. 12.

Måltidet er en hyggelig og lærerig situation som tager lang tid, og hvor de snakker om alt. Måltidet er vigtigt, opdragende og uddannende. Derefter går børnene ud og leger, for bagefter at komme ind til en hvilestund med oplæsning, musik etc, hvor de fl este af dem falder i søvn. En vigtig mentalhygiejnisk pause for børn og voksne. Ca. 15.30 til 16 er der frugt, og forældrene henter ca. 17 til 17.30.

Morgenpædagogen går kl. 13.30 og efter-middagspædagogen kommer kl. 11.30 – og de skifter hver anden dag.

Der var en vis bestyrtelse blandt de danske deltagere på mødet over den lave normering, men som Cristina Cellini sagde med et smil: ”Det er en af grundene til at vi er så gode til at udvikle børnenes selvforvaltning.

”Til gengæld var der misundelse over de gode videreuddannelsesmuligheder. En helt anden måde at tænke og lave videreuddannelse for pædagoger på. Et kursus løber over tre år, man går i dybden og fordyber sig. Måske er det derfor de er så gode til at fordybe sig sammen med børnene.

I børnehaven er der 25 børn, og de er to pædagoger om dem foruden en medhjælper til det praktiske (og kun til det praktiske). De 30 timer bruger de to pædagoger til børnene, de skiftes til at møde om morgenen og gå hjem efter frokost og til at møde før frokost og gå hjem ved lukketid. De seks timer der er i overskud er til andre ting, forberedelse, forældrekontakt, og ca. to af dem er til videreuddannelse (!)

Alle tre voksne er hos børnene ved frokosten, hvor børnene er fordelt på tre borde med en voksen til hver gruppe. De spiser ca. en time, får varm mad, tre retter – som kommer udefra. Børnene starter i børnehave når de er tre år, og kommer i skole når de er seks år.

Institutionen er funktionsopdelt, forstået på den måde at rummet er opdelt med et kommunikationscentrum i midten af rummet. Resten af rummet er delt op i legehjørner, et hjørne til at læse, et til rolleleg, et til konstruktion, et til udklædning osv. I kommunikationscentret samles alle børnene hver morgen, og alle børn udtrykker sig. I starten måske blot med en præsentation af sig selv, senere fortæller de om gårsdagens arbejde. Her foregår også selve arbejdet med kunstudtrykkene.

”Vi vil gerne udvikle børnenes selvforvaltning. Det er vigtigt at dette kommunikationscentrum er der hvor de arbejder med at tegne, og at der er andre områder, hvor de laver al mulig anden leg. Derfor er det vigtigt at indrette rummet til leg.”

Børnene har på forhånd valgt, hvilken legegruppe de vil starte dagen i, men de kan selvfølgelig skifte i løbet af dagen. Når de taler sammen om morgenen og når de observerer er alle børnene med, men når de fremstiller er det kun i den lille gruppe, som deltager i i løbet af ugen.”

Børnehaven har sommerferie fra 15. juli til 10. september (de voksne starter dog 1. september). Forældrene har mulighed for at melde deres børn til aktiviteter i kommunen i juli – men i august er der ferie.