Sønderbro

Af Elisabeth Lockert Lange

En del af byens liv

En ny rapport sætter fokus på de sikrede afdelinger og deres succes og mangel på succes med de unge under 18 år, som er dømt for kriminalitet. Et vigtigt fokus, men en del af kritikken er skudt ved siden af.

En ung mand af anden etnisk oprindelse, primært en flygtning, som ryger en del hash, har psykiske problemer på grund af traumer og oplevelsen af svigt fra den ene ofte fraværende forælder – og som med 60 pct. sandsynlighed falder tilbage i den kriminalitet, der er baggrunden for at han i første omgang fik en dom.

Sådan kan den typiske unge i en af landets syv sikrede institutioner – meget generelt – beskrives, hvis man tager udgangspunkt i en nyligt udgivet rapport. Ud over at ville give en beskrivelse af hvem der sidder på landets sikrede afdelinger, retter den også en kritik af både de sikrede institutioner, og af ko-muner og amter for huller og mangler i indsatsen. Rapporten, ”Fokus på anven-delsen af de sikrede afdelinger”, er lavet af Teori og Metodecentret.

Projektet har gennem tre år ind samlet datamateriale om de unge, som anbringes i en af landets syv sikrede institutioner for børn og unge. Undersøgelsens forskergruppe har bl.a. interviewet både unge, forældre og medarbejdere på de sikrede afdelinger. Ud over dokumentationen ønsker projektet også at bidrage med forslag til, hvordan den pædagogiske og socialfaglige indsats kan forbedres.

Et af de hovedresultater, undersøgelsen trækker frem, er at antallet af anbragte unge er væsentligt mindre end man hidtil har antaget. Til gengæld opholder de unge sig væsentligt længere tid på de sikrede institutioner.

Rapporten peger også på problemer i forhold til det høje og stigende fysiske sikkerhedsniveau, som de unge anbragt i langvarige varetægtssurrogater er underlagt. De unges retssikkerhed er på fl ere områder usikker eller truet på grund af det, mener undersøgelsen. Måske er der brug for en central styring af de sikrede afdelingers drift, foreslår rapporten.

Undersøgelsen gør meget ud af at de sikrede afdelinger i mange tilfælde kommer til at stå alene med ansvaret for de anbragte unge, da kvaliteten i den kommunale indsats er svingende og ”ofte utilstrækkelig i forhold til at sikre den unge en fornuftig udslusning efter opholdet i sikret regi.”

De problematiserer ”sanktionens sammenblanding af straf og behand-ling”, som de mener ”er svær at håndtere for såvel de sikrede afdelinger som de sociale myndigheder”. De efterlyser en tydeligere definition af de straffende og behandlende elementer. Samtidig har de sikrede afdelinger vidt forskellige målgrupper, og rapporten efterlyser en større differentiering i afdelingernes indsats over for dem.

Undersøgelsen ser også et behov for en kvalificering af det pædagogiske arbejde, da det samlede datamateriale ”dokumenterer at det kun i begrænset omfang lykkes for de sikrede afdelinger at vende de unges personlige og sociale deroute.” Det bygger de bl.a. på at seks ud af ti anbragte på en sikret afdeling efter to år er faldet tilbage i kriminalitet.

SOCIALPÆDAGOGISK INDSATS

Oven i alt dette peger rapporten på at ”tredoblingen af antallet af sikrede plad-ser, kriminalpolitiske stramninger og indførelse af dom til ungdomssanktion har gjort (nogle af) institutionerne så ”fængselsagtige”’, at deres socialpædagogiske udgangspunkt inden for de seneste år er blevet stadigt sværere at få øje på”. Som der står i rapportens medfølgende pressemeddelelse.

Er alt det en rimelig kritik? Det mener to forstandere på de sikrede institutioner Koglen og Grenen tydeligvis ikke. De tager det op i et indlæg i Politiken (16.9.), hvor de tilbageviser kritikken af mangelfulde aktiviteter, mangelfuld pædagogisk udvikling, fængselsagtige institutioner og ikke mindst den sikrede institutions (ene)ansvar for de unges tilbagefald i kriminalitet. De peger bl.a. på den manglende sammenhæng, den unge i en ungdomssanktion oplever, når den første fase i den sikrede institution er overstået. En så kort fase at det er helt urealistisk at forvente at dette ophold totalt kan vende en årelang udvikling.

Vi har spurgt forstander for Sønderbro, Københavns Kommunes sikringsafdeling og observationshjem, Jens Asger Hansen, om hans vurdering. Sønderbro er ydermere en af de institutioner, som har medvirket i rapporten, både med en medarbejder og gennem at deltage i diverse interviews.

Først og fremmest understreger han at de på Sønderbro laver en socialpædagogisk indsats.
”Vi er en integreret del af byens liv for de mest udsatte unge. Sønderbro er en del af byen, af byens puls, for ca. 60-70 pct. af de unge her er københavnere.

”De høje og stigende sikkerhedskrav påvirker selvfølgelig institutionen, det er han ikke i tvivl.
”Det er relevant at sætte fokus på straffedelen, men vi føler jo ikke at vi er en del af det straffende system. Vi er en socialpædagogisk indsats”, siger han. Og selvom han griner lidt, da han siger det, er han ”en smule stødt over at rapporten nærmest får de sikrede afdelinger til at ligne middelalderlige fængsler.” Det mener han ikke er et rigtigt billede.

”Vi har et hegn, og det er højt. De unge kan ikke gå frit omkring, og selvfølgelig har det betydning.

Men vi kan godt lave en fornuftig behandling og et spændende udviklings-arbejde her på Sønderbro. Og det gør vi på tværs af afdelingerne. Mens de unge er hos os, arbejder vi først og fremmest med at skabe holdningsændringer hos dem, korrektioner af det de tidligere har ment og gjort. Og det kan godt lade sig gøre inden for disse rammer. Det er ikke rammerne, der er problemet efter min vurdering.”

FOR LANGE OPHOLD

Jens Asger Hansen ser derimod de lange ophold som et problem.

”Vores hovedproblem er at nogle af de unge er her alt for længe. Det er unge, som har fået en ubetinget fængselsdom, og det trækker ud på grund af hvad man kan kalde administrativt, bureaukratisk koks i forhold til den kommunale verden og fængselsvæsenet.”

Han understreger at det ikke handler om Københavns Kommune, som der ikke er problemer i forhold til.

”Men nogle af omegnskommunerne udnytter at der er en objektiv fi nansie-ring af de unge. De er derfor ikke motiverede til at få dem videre i en alternativ afsoning, som er en del af systemet, når man er under 18 og får en ubetinget dom. Det har til tider taget uforholdsmæssigt lang tid.”

Konsekvensen er at disse unges motivation gradvist fordufter, konstaterer han. ”En sådan dom er jo en milepæl i et ungt menneskes liv, og vores arbejde er motivationsarbejde. Det demotiverer dem, når alt er klar, at de så ikke kommer videre. Og det skader alt det, vi har bygget op af perspektiv og forandringer.”

I forhold til de unge i ungdomssankDet omtalte 60 pct. tilbagefald i kriminalitet, målt to år efter opholdet, er en kritik Jens Asger Hansen ikke vil tage på sin kappe. Dels mener han ikke at det lyder exceptionelt med ”denne helt unge aldersgruppe.”

”Dels retter man smed for bager. Det er da lykkeligt, hvis de sikrede afdelinger kan spille en rolle i afkriminaliseringen af de unge, men der er jo brug for en massiv samfundsmæsig indsats. Og vi oplever at mange unge står på gaden, når de forlader os, uden nogen ventende indsats.”

PROJEKT SKABER SAMMENHÆNG

Netop den manglende sammenhæng for de unge, som undersøgelsen også peger på som problematisk, forsøger de i København at gøre noget ved.

I det såkaldte Dommervagtsprojekt (se faktaboks), som Den Sociale Døgn-vagt er koordinator af, mødes en række institutioner og organisationer med sagsbehandlerne for de unge, som er sat i varetægtsurrugat. I et reflekterende team gennemgår de sagerne på tværs, og de laver anvisninger til de sagsbehandlere, som har sagerne.

”Det er lykkedes i forhold til de københavnske unge at få en høj grad af koordinering. Projektet sikrer initiativer, og det sikrer viden, og det betyder at vi har fået en markant opkvalifi cering af indsatsen for disse unge”, vurderer Jens Asger Hansen.

Den overrepræsentationen af flygtninge som rapporten dokumenterer, oplever han derimod som dybt foruroligende.

”At der ikke er blevet og ikke bliver sat noget i værk for dem, når de kommer. Børnene glider bare ind i et normalsystem. Mange af dem har virkelig oplevet grimme ting, og de har ikke fået hjælp.”

Rapporten leverer også dokumen-tation for nogle af de problemstillinger, som gennem årene er blevet påpeget fra de sikrede afdelingers side, bl.a. at de unge i sikrede afdelinger er markant overrepræsenterede i det psykiatriske behandlingssystem, og at mange af de unge har misbrugsproblemer.

Traumatiserede unge møder de også på Sønderbro. ”Men omfanget er lidt svært at sige, vi møder jo den unge der, hvor den unge er, og det kommer ikke bag på os at de har en vanskelig psykisk konstellation. Og ja hash ryger disse unge alt for meget af, til gengæld ople-ver vi stort set ikke hårde stoffer.”

Dommervagtsprojektet omfatter alle unge københavnere fra 15 til 17 år, som bliver varetægtsfængslet. Projektet udgør en styrket indsats overfor de unge, som begår så alvorlig kriminalitet, at de varetægtsfængsles ved et grundlovsforhør i Dommervagten.

Den Sociale Døgnvagt er koordinator af Dommervagtsprojektet, og følgende bydækkende institutioner er aktive partnere i projektet: Spydspidsen, Københavnerteamet, U-Turn, Sønderbro samt Center for Vejledning (ung-domsuddannelsesvejledning). Projektets startede den 1. december 2005, og alle sagsbehandlere til unge københavnere, der har været varetægtsfængslet efter denne dato, er blevet kontaktet af Den Sociale Døgnvagt med tilbud om sparring til sagsarbejdet.

Der er udpeget tovholdere i alle bør-nefamilieteams, der fungerer som kon-taktpersoner og formidlere mellem sagsbehandlerne på socialcentrene og den Sociale Døgnvagt. Tovholdernes indsats og engagement har været helt afgørende for den gode start, som projektet har fået. Tilsvarende har projektet ikke kun net gennemføres uden de bydækkende institutioners høje prioritering af deres deltagelse i projektet.

En status på det første halve år viser, at der med Dommervagtprojektet er etableret et længerevarende samarbejde på tværs af institutioner og forvaltninger. Dette betyder bl.a.:
• Sagsbehandlerne får en målret-tet sparring fra særligt sagkyndige på de konkrete (vanskelige) sager samt (fremover) assistance til at løse opgaven/overholde tidsfrister.

• De pågældende institutioner kan i fællesskab bidrage til en helhedsori-enteret indsats, og dette sker i direkte samarbejde med det enkelte socialcenter (sagsbehandler).

• De unge og deres familier oplever øget opmærksomhed på deres situation og behov.

• Der opsamles en omfattende viden med henblik på metodeudvikling og effektmåling.

• Projektarbejdsformen knyttes direkte sammen med driftsopgaver.

Projekt Fokus er finansieret af Socialministeriet og gennemført af Teori og Metodecentret ved cand.scient.soc. Lisbeth Hansen og cand.psych. Karen Zobbe.