Mette blev en smuk svane

Af Tine Bjerre Larsen

Hendes barndom var fuld af omsorgssvigt, og at hun i dag er en velfungerende 20-årig med fast job og kæreste skyldes først og fremmest ”en fantastisk plejemor”.

Der er farveglade tegninger op ad trappen og en meget dejlig stemning i det gamle store hus, som ligger med udsigt til Øresund. Indenfor på Skodborgs Observations- og behandlingshjem bor 20 anbragte børn, og Mette, som engang har været et af dem, synes det er vigtigt at omgivelserne er rare.

Hun har sin kæreste med for at støtte sig, når hun skal stille op til interview og fortælle sin historie om tidligt omsorgssvigt og mistillid til voksne. Hun bliver stadig berørt, når hun erindrer sig sin barndom med misbrugende forældre, der ikke var i stand til at være de voksne for hende og hendes to ældre søskende. Som halvandet-årig blev hun anbragt på Skodsborg Observations- og behandlingshjem sammen med sin ældre bror, og hun er et af ”de voksne børn”, som optræder i psykolog Inger Thormanns bog om omsorgssvigt og resiliens eller modstandsdygtighed. Inger Thormann har stillet the og bagværk frem og fortæller, at hun tydeligt kan huske Mette.

”Jeg tror aldrig, at jeg har set et så lille barn skifte ble på sig selv. Det gjorde et meget voldsomt indtryk, og Mette var sådan en lille stærk en, som stod her og betragtede sine nye omgivelser som om hun var ude at se på lejlighed. Hun havde meget energi og tog meget ansvar for sig selv og sin bror. Hun samlede madforråd under tøjet og var på alle måder et typisk omsorgssvigtet barn. Hun bad aldrig om hjælp og begyndte at kradse og slå, hvis de voksne kom for tæt på”, siger Inger Thormann.

Selv kan Mette også sagtens huske tiden på Skodsborg Observations- og behandlingshjem, men mest for de gode ting. Hun kan huske, at hun og broren lavede sjov og ballade med nattevagterne og dumpede legoklodser ned i hovedet på dem oppe fra trappen på 2. sal, hvor de boede. Forinden havde de sørget for at vække de andre børn, så det var dem, som var vågne og ikke de to ballademagere, når de voksne kom op. ”Jeg husker, at der altid var solskin, at vi var på stranden, og at der var liv og glade dage. Jeg kan også huske min primærpædagog Alice, som var den første voksne, der fik lov til at komme tæt på mig. Og jeg kan huske mig selv som et barn, der tænkte:

”Prøv at hør! Jeg kan det hele selv”. Jeg var sådan en lille hård en, der havde lært, at voksne er sådan nogle der sårer en. At jeg selv skiftede ble har jeg fortrængt, og også at jeg samlede mad og vand. Det har været for stort et omsorgssvigt. Men jeg kan huske, at jeg meget gerne ville skabe dramatik, så jeg kunne få noget kontakt, og at jeg gik og nev mig i øjenbrynet, så de voksne sagde, at jeg skulle lade være.”

Behandlingsarbejdet

At få Mette til at vise følelser og genvinde tilliden til voksne var den største behandlingsopgave for personalet, som havde mange overvejelser om, hvad de skulle gøre. De arbejdede blandt andet med transaktionsanalysen, som er en psykoterapeutisk metode, som skal etablere en kommunikation mellem personens følelsesmæssige og intellektuelle dele.

”I forhold til de voksne børn giver det mening at beskæftige sig med de såkaldte egotilstande. Når et menneske føler og reagerer, som da det var barn, er det i barneegotilstanden. Forældreegotilstanden indeholder alle de handlinger, man har overtaget fra sine forældre eller andre autoriteter. Voksenegotilstanden er rettet mod den aktuelle virkelighed, og den udvikler barnet, når det prøver at få mening i sin verden og finder ud af, at det kan manipulere med andre.”

”Det var indlysende for os, at Mettes force var hendes kontrol og færdigheder, og at vi ikke skulle tage dem fra hende, for så var hun ingenting. Vi gjorde os mange overvejelser over, hvordan vi skulle få barnedelen til at vokse og voksendelen derved til at mindskes. Vi lod hende kigge på, når de andre børn fik omsorg og vasket hår i badet eller cremet ind, og hun kiggede også på, når de legede eller lavede aktiviteter med pædagogen. Først efter et år så vi, at Mette begyndte at lege, og langsomt så vi barnedelen udvikle sig, så vi fik håb for hende”, siger Inger Thormann.

I løbet af et års tid lykkedes det at få Mette til at stole på, at voksne ville hende det godt. Mette blev rigtigt glad for sin primærpædagog, der gav hende meget plads til at være det lille stærke menneske hun var, og som ventede, indtil Mette var parat til at møde hende.

”Det var meget vigtigt, for ellers var jeg flippet ud. Jeg oplevede voksne som nogen, der var utilregnelige. De brød alle aftaler og lovede ting, som de ikke holdt. Når min mor ikke kom på besøg som aftalt, blev jeg meget ked af det og meget indadvendt. Jeg havde på mange måder lukket helt af for omverden og mistet tilliden til alle”, siger Mette.

Det andet svigt

Personalet besluttede, at Mette som 3 1/2 årig skulle i plejefamilie, så hun kunne fortsætte den gode udvikling. Men endnu en gang at skulle anbringes et nyt sted og skilles fra sin bror, husker Mette som noget meget forfærdeligt.

”Det er både det bedste og det værste, der er sket i mit liv. Vi var fire børn på min stue, og vi syntes alle sammen at min plejemor, som kom på besøg her forinden, var noget af det mest fantastiske, og vi ville alle med hende hjem. Det var svært at forstå, hvad der skulle ske, når man var så lille. Det var hårdt dengang, fordi jeg følte, at jeg svigtede min bror. Vi havde lovet altid at holde sammen, og nu skulle jeg så flytte ind til en ny familie. Det var også svært, fordi det var en masse nye mennesker, som jeg skulle forholde mig til”, siger Mette.

Den første tid i plejefamilien var meget kaotisk, og hun havde et utal af samtaler og kampe med sin plejemor. Mette blev mere og mere tryg, men prøvede hele tiden sin plejemor Susanne af. Det var fast rutine, at Mette fik godnatsang, læst historie og fik massage, men en aften, da hun havde været i familien i otte måneder, satte hun for alvor sin plejemor på en udholdenhedsprøve.

”Den aften skreg og sparkede jeg i over to timer. Min plejemor havde to andre børn og var nødt til at lukke døren, fordi jeg skabte mig som en sindssyg. Hun lod mig skrige, og til sidst satte hun mig ud udenfor døren og sagde, at reglerne i huset var som de var, og det måtte jeg lære at forstå, for her tog de hensyn til hinanden. Det blev mørkt og koldt, og det endte med, at jegbankede på og sagde, at jeg havde forstået, at jeg var nødt til at lægge mig til at sove.”

Reagerede hun rigtigt?

”Ja, hun gav plads til at jeg kunne råbe, men det var meget vigtigt, at hun stod fast og 100 procent var den voksne. Det gælder om med hele kropsholdningen, stemmen og ansigtsudtrykket at stå fast, for hvis der var den mindste ubeslutsomhed, så ville et barn som mig tage over. Hun har været et pragteksemplar, og jeg opfatter hende som min mor i dag.”

Gennembruddet

Det har taget lang tid at nå så langt, for Mette var hele tiden overbevist om, at hendes plejemor ikke kunne elske hende som sine egne børn. Og hun husker mange ensomme stunder på værelset og en følelse af ikke helt at høre til familien.

”Men det var mine egne følelser. Jeg tænkte, at jeg var anbragt her, fordi jeg var et besværligt barn, som min mor ikke kunne holde ud, og hvordan skulle et andet menneske så kunne det. Det er kun takket været hendes evindelige kamp for min tillid og kærlighed, at det er lykkedes. For hold da op hvor har vi skændtes. Jeg har siddet på mit værelse og været frygtelig ked af det, og også frygtet at nu blev jeg nok fjernet fra familien, for nu kunne hun ikke mere. Men hun har været villig til at gå hele vejen og kæmpe sammen med mig.”

”Der har været to enkelte gange, hvor hun har sagt, at hun ikke vidste, om hun kunne mere. Det sårede mig vildt meget, og gjorde mig vred. Men en af gangene førte til det, jeg kalder ”vores gennembrud”. Jeg sagde, at jeg ikke havde brug for hende, og hun svarede: ”nej, det har du aldrig haft”. Pludselig gik det op for mig, at det ikke var mig, der blev afvist, men mig der gav hende en afvisning gang på gang. Derfra kunne jeg rykke tilbage og sige, at jeg gerne ville have hjælp. Endelig turde jeg slippe kontrollen og blive barnet og ikke den voksne. Jeg var omkring 14 år, men lige op til det tidspunkt var det en lang magtkamp.”

Det andet slag

På Skodsborg bruger man begrebet en ”autentisk voksen” om den plejemor, pædagog eller lærer, som har gjort forskellen i de omsorgssvigtede børns liv. Men traumet er ikke overvundet, når man kommer i en plejefamilie eller bliver anbragt et andet sted, understreger den franske psykiater Boris Cyrulnik, som Inger Thormann er meget optaget af.

Cyrulnik mistede sine forældre som 5-årig, da de blev deporteret til kz-lejren i Auswitz, og ifølge ham er der tale om det andet slag, når man i tankerne genoplever det første slag og følelsen af at være ydmyget og forladt. Og først her begynder det egentlige arbejde med at finde ud af, om man skal blive ved med at have ondt og beklage sig hver dag, eller om man kan forsøge at komme til at leve et andet liv.

Der er tale om en lang helingsproces, hvis den grimme ælling skal blive i stand til at leve et svaneliv. Det er lykkedes for Mette, som i dag er 20 år, arbejder på et fritidshjem og har planer om at uddanne sig inden for det psykologiske område, fordi hun føler, at hun har gode forudsætninger for at hjælpe andre omsorgssvigtede børn.

”Det er 100 procent min plejemors skyld, at jeg er nået hertil. H.C. Andersen beskriver det så godt med Den Grimme Ælling, at sorgen ikke opløses, når man finder en ny familie, men at det er der, det hele begynder. Man skal lære at blive et helt menneske og fortælle sin historie, så den er til at holde ud at høre på for én selv og for andre. I dag kan jeg sidde og fortælle den uden at græde, men det har været en rigtig lang og sej proces.”

Jeg føler stor skyld

Kontakten til sin biologiske mor og sine mange søskende har til gengæld stadig et stort smertepunkt for Mette. I dag foregår kontakten på hendes præmisser, men det er ikke let.

”Det er især svært med min bror og storesøster, som jeg var anbragt sammen med. Jeg er den eneste, der har fået det gode liv, og det har jeg stor skyld og skamfølelse over. De har været på døgninstitution og er blevet svigtet af myndighederne, og det er jeg vred over. Det gør ondt, når de opfatter mig som hende den fine, der er bedre end dem. Jeg er blevet anderledes, fordi jeg er vokset op under helt andre vilkår i en trygt og velfungerende middelklassefamilie.”

Mette ved, at hun har været heldig med sin plejefamilie, og fordi hun var den yngste, havde hun oplevet mindre svigt i sit unge liv end sine søskende. Men resiliens handler også om selv at have nogle indre ressourcer. Det bemærkede personalet allerede fra første dag på Skodsborg. Selv kan Mette huske, at hun var en, der slog fra sig og ikke ville finde sig i uretfærdighed, men hun er også klar over, at hun aldrig slipper sin historie. Selv mener hun, at hun altid vil have problemer med at søge anerkendelse og accept hos andre og altid vil være bange for, at dem hun holder af, svigter hende.

”Jeg er typen, der knokler derudad, for så kan min chef nok lide mig. Jeg har haft en kæreste i de sidste tre år, men det har heller ikke været uden kampe. At man kommer til at såre hinanden i et forhold er ikke ensbetydende med, at man ikke elsker hinanden. Jeg ved, at de her ting vil følge mig resten af livet. Jeg kender en masse mennesker, men har kun nogle enkelte, der er helt tæt på. Det er svært for mig at åbne op, og jeg er ked af, at jeg ikke har flere jeg er glad for. Men det er ting, jeg må lære at leve med, og måske kan jeg ændre dem en dag”, siger Mette.